Johnny Munkhammar taler med en overvældende klarhed i stemmen om sit liberale budskab. Store politiske reformer er ikke bare nødvendige, men særdeles opportune at gennemføre for politikere. Han har for nyligt udgivet den handlingsanvisende bog The Guide to Reform, som fremlægger en lang række eksempler på større politiske reformer fra hele verden. Forfatteren skærer bogens pointe ud i pap:

”Hovedbudskabet er, at der ikke bare findes gode økonomiske eller sociale grunde til at gennemføre større politiske reformer. Der findes også vigtige politiske incitamenter hertil. For eksempel er reformivrige regeringer både blevet valgt og genvalgt. Selvom de altså gennemførte reformer. Disse reformer, der faktisk blev gennemført, giver selvfølgelig også en bedre vurdering af indsatsen i historiebøgerne,” siger Munkhammar.

Hans anden centrale pointe i bogen handler om den ifølge ham herskende opfattelse af, hvornår økonomiske reformer har de bedste rammebetingelser. Kodeordet er ikke nødvendigvis økonomisk krise, som det ofte hævdes:

”Forudsætningen for reformer er tilstedeværelsen af et problem. Det er klart, at hvis der er mange problemer, kan man ofte få mulighed for at gøre mange ting rent politisk. Det er sket i en række tilfælde i en række lande. Men det omvendte er også sket. Mange liberaliseringer af arbejdsmarkedet har fundet sted i en situation uden økonomisk krise. Desuden kan kriser af og til føre til en decideret skadelig politik, så kriser er ikke en nødvendig forudsætning for reformer. Det handler også om, hvorvidt folk oplever, at der er krise, og det behøver man ikke vente på som politiker. Under alle omstændigheder får man ikke nødvendigvis mandat til reformer på alle områder, og så handler det om at fokusere på reformer på strategisk udvalgte områder,” siger Munkhammar.

Kulturkamp kontra reformer

I Danmark lancerede Anders Fogh Rasmussen i sin tid kulturkampen, hvilket jo ikke direkte har meget med økonomiske reformer at gøre. Men er kulturkamp en nødvendig forudsætning, som kan gøde jorden for de politiske reformer ved at ændre folks grundlæggende værdier, eller skal man blot gøre brug af mirakelmedicinen økonomiske reformer, som Munkhammar har stående i sit eget medicinskab? Til det svarer forfatteren:

”Det er meget vigtigt at føre denne kulturkamp, eftersom samfundets normer og vurderinger i høj grad afgør, hvilken politik man kan føre. Men kulturkampen føres bedst af andre end regeringer, nemlig uafhængige institutter, forskere, opinionsdannere og så videre. Det, som en regering skal gøre, er at udgå fra det kulturklima, som findes, og ud fra dette skabe så megen støtte som muligt for en reformtung forandring.”

Det forhindrer dog ikke Munkhammar i at sætte spørgsmålstegn ved kulturkampens primat:

”På langt sigt gælder det i alle lande, at den kulturelle opfattelse naturligvis påvirker, hvilken politik man kan føre. Nogle gange ændres kulturen, hvorefter politikken også ændres. Men nogle gange er det også omvendt. Så hvis politikerne vover at gå forrest og gennemføre nogle reformer, som måske ikke alle er glade for, men som har positive effekter, så ændrer folks holdninger sig faktisk i takt hermed. Politikerne behøver altså ikke at vente på forandrede holdninger hos vælgerne.”

Munkhammar advarer på den baggrund politikerne mod at tilrettelægge deres politiske kommunikation ud fra den reaktive devise om, at man ved, hvad vælgerne vil have, og at det i hvert fald ikke er reformer, som der hungres efter. Folk vil både stilfærdig stabilitet og dynamiske reformer, og ifølge Munkhammar handler det om at turde kommunikere til vælgernes reformivrige hjernehalvdel.

”En reformregering må være pragmatisk, og forandringer må ske skridt for skridt. Men den politiske medianvælgergruppe behøver ikke at være en vælgergruppe, som står for stagnation og stilstand. Det kan og bør være en gruppe, som vil have meget, som det er, men som samtidig indser, at samfundet ikke kan stå stille, og at problemer skal løses. Og at reformer faktisk skaber større tryghed. Men det er også sådan, at mange reformregeringer initialt møder modstand fra vælgerne, som så vendes til støtte med tiden, når de positive effekter af reformerne viser sig.”

Reformernes vej ud over den kommunikative rampe

Reformer er ikke det mest sexede blandt de politiske emner, hvor de værdipolitiske spørgsmål som for eksempel miljø og indvandring fylder meget på vælgerens nethinde. Set med økonomiske reformbriller virker risikoen for at drukne i et kaotisk medielandskab domineret af flygtige vælgere overhængende. Men Munkhammar fastholder sit perspektiv og opfordrer politikerne til at tage reformmæssigt lederskab:

”Det er klart, at politisk kommunikation i form af for eksempel branding selvfølgelig betyder noget. Men der er samtidig en overfokusering på den dimension, blandt andet fordi medierne fokuserer så meget på det. Det betyder noget, men ikke så meget, som det bliver gjort til. Strategien og indholdet betyder også utrolig meget. I forhold til vælgeradfærden nævner jeg i min bog den amerikanske økonom Bryan Caplans bog The Myth of The Rational Voter. Der fremgår det tydeligt, at den menige vælger ikke er videre reformivrig. Vedkommende er typisk skeptisk over for en åben økonomi, fri indvandring og så videre. Samtidig har den enkelte vælger ikke meget styr på fakta. Men det er ikke så mærkeligt, for folk har jo alle mulige andre gøremål end at følge med i politik. Og det er jo også derfor, at vi har et repræsentativt demokrati, hvor man kan vælge nogle personer, som har styr på det hele. Men rent reformstrategisk indebærer det også, at man ikke kan vente på vælgerne, for det har vælgerne jo ikke styr på. Så der bør politikerne gå forrest og selv tage têten.”

I den aktuelle amerikanske valgkamp har præsidentkandidaten Ron Paul haft stor succes med at gøre opmærksom på sit liberale og reformivrige budskab via omfattende og kreativ web 2.0.

Munkhammar ser det langt mere mangefacetterede mediebillede i især USA som en kommunikativ fordel for folk, der ikke blot vil sætte, men ændre dagsordenen:

”Der har aldrig før været så omfattende politisk bevågenhed fra så mange forskellige medier og medietyper. Alligevel har kandidaterne trængt ekstremt tydeligt igennem. Før havde man færre og statskontrollerede medier, som efter min mening gjorde det sværere at trænge igennem. Nu findes der alle mulige mange kanaler. Og med hensyn til den optimale mediestrategi gælder det vel som sædvanlig at fremføre noget, som er interessant, relevant og velbegrundet på en troværdig måde. Derudover bør man naturligvis tilpasse sig mediernes dramaturgi med personfiksering og så videre.”

Reformguiden

Munkhammer mener altså, at det kan betale sig at indføre reformer. Det kan altid betale sig. Både når det går godt, og når det går skidt i samfundsøkonomien. Så selvom Lars Løkke Rasmussen har nok at se til i Finansministeriet for tiden, er han ikke undskyldt. Modsat gængs politisk logik er det alligevel reformer, der skal til. Reformer giver endda udmærkede chancer for genvalg og kan kommunikeres med succes. Ifølge den liberale tænker Johnny Munkhammar altså. Måske er det på tide at følge hans reformguide?

Køb "The Guide to Reform" on-line her på Amazon