Kommunikationsforum

Der er oprydning i Silicon Valley: YouTube-effekten

Imens EU’s Digital Services Act puster techindustrien hårdt i nakken, står verdens dominerende social media-platform, YouTube, over for sin hidtil største krise, siden Google opkøbte platformen.
Alex Winters filmiske essay tager et dybt dyk ned i internettets ultimative kaninhul | Foto: The Youtube Effect
Alex Winters filmiske essay tager et dybt dyk ned i internettets ultimative kaninhul | Foto: The Youtube Effect
Katrine Pedersen

I 1998 lejede Susan Wojcicki familiens garage ud til Larry Page og Sergey Brin, de to Google-grundlæggere. Og lige der, godt ti kilometer fra og to årtier, efter startup-myten om Steve Jobs’ Los Altos-garage blev til, begyndte YouTubes Silicon Valley-eventyr. For nyligt og 25 år senere sluttede eventyret for Wojcicki, der var blandt de første ansatte i virksomheden, først som marketingchef og senere i 2014 som CEO. 

ET AF VOR TIDS STØRSTE DILEMMAER

YouTubes historie er på mange måder vor tids store dilemma; den digitale revolution er fantastisk og foruroligende. Den amerikanske Hollywood-stjerne og instruktør Alex Winter står bag filmen The YouTube Effect, der blev vist af flere omgange på dette års CPH:DOX. Et filmisk essay, der beskriver verdens største social media-platform samt historien, og selvom det ikke var planen, så bliver det på sin vis også en afskedssalut til en direktør som repræsentant for en bestemt Silicon Valley-æra. To uger inden filmens visning i København gav Susan Wojcicki direktørstolen videre til tidligere produktchef Neal Mohan. 

Se traileren her.

MODEREN AF ADSENSE

Wojcicki er blevet kaldt moderen af AdSense og har spillet en stor rolle i udviklingen af “The Creator Economy”. På hendes vagt så fænomener som “youtuber”, “clickbait,” og “influencer” dagens lys og med dem en helt nye branche: influencerindustrien. Ifølge Harvard Business Review har mere end 75 pct. af brands i dag et dedikeret budget til influencermarketing. I 2022 nåede influencerindustrien op på 16,4 milliarder dollars. En succeshistorie, men Wojcicki er også blevet kaldt den digitale skolegårdsrektor og har haft sit hyr med at holde styr på de ustyrlige influencere som Logan Paul, PewDiePie og senest Andrew Tate. Og selvom hun har taget betydelige skridt i forsøget på at bekæmpe misinformation, så er det ikke gået supergodt. I takt med at YouTube under Wojcickis ledelse fordoblede sit antal gennemsnitlige daglige brugere, er de udfordringer, der har vist sig, også blevet alarmerende alvorlige. 

Ifølge hende selv træder hun tilbage, fordi hun vil fokusere sin tid på familie, helbred og personlige projekter. Men hun forlader YouTube på et tidspunkt, hvor virksomheden står over for en af sine mest udfordrende perioder, siden Google købte den. Som Le Monde skriver – den første nedtur længe, som skaber bekymring for, hvor længe den fortsætter, og der gisnes om, hvorvidt det kan være en af grundene til, at Alphabets aktiekurs er faldet 11 pct., siden den udgav sin seneste kvartalsrapport for to uger siden. 

DER ER ET FØR OG ET EFTER ANBEFALINGSALGORITMEN

Blot et par dage inden Gonzalez-sagen v. Google LLC annoncerede Wojcicki, at hun trådte tilbage som direktør. Sagen stammer fra mordet på den studerende Nohemi Gonzalez under terrorangrebet i Paris 2015. Hendes overlevende familie hævder, at YouTube havde anbefalet videoer af terrorister og derfor overtrådte loven mod at hjælpe og tilskynde udenlandske terrorgrupper. Hvis et anbefalingssystem kan holdes ansvarligt for at promovere farligt indhold til brugere, og virksomheden Google i den henseende ikke er immun i henhold til Communications Decency Act, kan det få konsekvenser ikke kun for YouTubes algoritme og forretning, men for hele den digitale økonomi, såvel som måden vi bruger internettet på. 

YouTubes algoritme er den mest skelsættende teknologi, der blev udviklet og implementeret i 2011. YouTubes anbefalingsalgoritme driver 70 pct. af det, folk ser på platformen, og som MIT Technology Review beskriver det, så har den almindelige YouTube-bruger ikke meget, hvis overhovedet nogen, indflydelse på at undgå uønsket indhold: “YouTube has controls that purport to allow people to adjust what it shows them. But, a new study finds, those tools don’t do much. Instead, users have little power to keep unwanted videos—including compilations of car crashes, livestreams from war zones, and hate speech—out of their recommendations.” Det er også en af årsagen til, at YouTube med tiden har fået øgenavnet ”radikaliseringsmaskine.” 

OPGØRET MED SILICON VALLEY-MYTEN

Den måde, som Silicon Valley-garagedrømmene blev solgt på, startupkulturen og den lingo, der i 00’erne virkede så besnærende, måske endda forførende, og med succes overtog narrativet med fantastiske techfix-fortællinger, ser anderledes ud i bagklogskabens lys. Winters greb i The YouTube Effect eksponerer et paradoks, der får den neoliberale energi, som Silicon Valley er født af, til at fremstå både kafkask og kynisk. Techchefers svar klippes sammen med interviews, f.eks. med en far, Andy Parker, til den afdøde journalist Alison Parker, der har forsøgt at få videoer af mordet på sin datter fjernet fra platformen, eller Zöe Quinn, der var offer for Gamergate. YouTube forsøger at løse problemerne ved at investere i nye løsninger, der kan fikse problemet. Helt konkret har Wojcicki investeret voldsomt i overvågning, og hun mener selv, det er en forskel, som gør en forskel. Ifølge hende er succesraten for den indsats på 90 pct.

Men som Alison Parkers far påpeger i filmen: “Det er jo ikke sådan, at man bare kan ringe til Googles kundeservice, og sige: Hej, jeg har et problem her.” Advokaten Carrie Goldberg, der arbejder med ofre for krænkelser og vold online, forklarer: “Individer har ikke en chance. Du har de her multimilliardærvirksomheder, der har magten over din datters dødsvideo og siger: Vi kommer ikke til at tage den ned, fordi du har ikke retten over indholdet. Og selvom vores betingelser for service siger, at vi forbyder denne type indhold og voldeligt billedmateriale, så er vi ikke underlagt krav om at fjerne det – og du har ikke en chance.”

I filmen spørger instruktøren, Alex Winter, til sidst Wojcicki, hvordan hun ser fremtiden ud fra sin position som ikke kun chef, men også nogens mor og borger: “Jeg ser en masse fordele. Jeg ser fordele inden for kommunikation, læring, muligheden for at forbinde fællesskaber, der ellers ikke har mulighed for at mødes. Og på samme tid overvejer bagsiden og risici, i forhold til hvordan vi kan styre det. Jeg tror på mange niveauer, at det vil blive fikset. Der er et krav fra omverdenen, fra pressen og fra regeringer, og jeg tror på, at teknologi indeholder enorme, positive potentialer på den lange bane.”

Wojcicki er den seneste i rækken af techchefer, der har forladt deres stillinger. Jeff Bezos fratrådte rollen som direktør for Amazon i 2021, Facebooks Sheryl Sandberg trådte tilbage i 2022, Pinterests CEO, Ben Silbermann, forlod også sin stilling i 2022, og Twitters CEO, Parag Agrawal, blev afsat i 2022 som en del af Elon Musks opkøb af virksomheden. Spørgsmålet er, hvordan de krav fra omverdenen, fra pressen og fra regeringer, som Wojcicki taler om, kommer til at påvirke den næste digitale æra.

THE YOUTUBE EFFECT, CPH:DOX

Alex Winters filmiske essay tager et dybt dyk ned i internettets ultimative kaninhul. Internettet er grundlæggende surrealistisk. Og hvis du er i tvivl, så tag et kig på YouTube, den største medieplatform og det magiske spejl i verdenshistorien. I et provokerende og vildt underholdende højhastigheds-essay tager den teknologiske dokumentarist Alex Winter et skarpt kig på ikke kun YouTube, men på hvordan internettet har ændret den måde, vi lever og tænker på, siden videoplatformen blev lanceret – og det var først i 2005. Dengang var der to millioner videovisninger om dagen. I dag har siden 2,6 milliarder daglige brugere. Nogle af de mennesker, der har været involveret i YouTube siden starten, giver deres eget bud på (r)evolutionen i Winters film, som tager et intelligent dybt dyk ned i et kaninhul af K-pop, Justin Bieber, revolutioner i Mellemøsten, radikalisering, kattevideoer og organiseret misinformation. Det er en vild tur.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!

Jeg accepterer vilkårene for nyhedsbreve

Forsiden lige nu

Læs også