Der er ingen smarte genvejstaster. Heller ikke en firedages arbejdsuge. Professor og forfatter til bestselleren ”Deep Work”, Cal Newport, har sat sig for at finde en løsning på udbrændthed. Han bruger begrebet Slow Productivity og opfordrer til, at vi gentænker, hvad produktivitet egentlig er.

Som vanligt stryger forfatteren Cal Newport ikke verdenen med hårene. Hans løsning er ikke, at vidensarbejdere skal forlænge weekenden med en firedages arbejdsuge. Løsningen er heller ikke – og det er min udlægning – at vi alle sammen skal sige vores job op for at hjemmeskole vores børn på en afsidesliggende ø eller køre verden rundt i en autocamper, mens vi skralder os frem. Newports løsning findes i selve måden, hvorpå vi arbejder.

Færre opgaver i høj kvalitet

Newports konklusion er, at vi er nødt til at skrue ned for antallet af opgaver. Til gengæld skal vi være fuldkomment besatte af opgavernes kvalitet. Her er han på linje med gamle Peter Drucker, der siger, at vidensarbejdets produktivitet alene skal måles på kvalitet. 

Det betyder altså, at man skal vælge. At man ikke kan få alt. Gøre alt. Være med til alt. 

Skulle jeg f.eks. overhovedet sige ja til at skrive denne artikel med kort varsel i en uge, der allerede er smukt planlagt med foredrag og tænkeopgaver? Newport ville nok sige nej. De kunder, der har booket min tid og opmærksomhed for længe siden, ville helt sikkert sige nej. Jeg siger ja. Så vi fortsætter, for mon ikke, det hele løser sig?

Det får mig til at tænke på dengang, jeg som ung konsulent nævnte for min chef, at jeg var booket til dobbelt så mange timer, som jeg var ansat til. Hertil var svaret: Mon ikke det hele løser sig? Jeg husker mest noget med at arbejde alle aftener og weekender i månedsvis og tabe fem kilo, så jo – det hele løser sig. 

Det er nok på dette tidspunkt i artiklen, at nogle ledere vil klikke videre og stille bede til, at ingen af deres medarbejdere får nys om Slow Productivity. For hvis folk begynder at løse færre opgaver, så falder produktiviteten vel? Ikke ifølge Newport. Her er, hvad han siger.

Kronisk overbelastning

Vi er kronisk overbelastede i vores arbejdsliv. Det medfører, at mange mennesker brænder ud. 

Her kan vi måske lige stoppe op, så jeg kan invitere dig til at lave en lille survey. Brug ti sekunder på at skanne din nærmeste omgangskreds, venner, familie, kolleger og naboer. Hvor mange er, har været eller er på vej til at være udbrændte? Og dig selv? 

Den kroniske overbelastning i vores arbejdsliv skyldes ifølge Newport tre ting:

Den første årsag til overbelastning er: følelsen af ikke at kunne overskue verden. Når vi konstant føler os bagud og ikke kan overskue mængden af opgaver, bliver vi ængstelige, og vores tænkeevne forringes. Vores hjerne – som jeg plejer at kalde vidensarbejderens vigtigste redskab – kortslutter med andre ord. 

Vidensarbejdets vandtortur er en mail

Den anden årsag til kronisk overbelastning er, at koordination af arbejdet begynder at fylde mere end selve arbejdet. 

Se for dig, at du på morgenmødet glad siger ja til at skitsere et introprogram for praktikanter. Det har du gjort før, så det tænker du, at det kan du ret hurtigt skrive tre sider om. Problemet er ikke de tre sider. Problemet er de 30 timer, du ender med at bruge på møder med virksomhedens HR-medarbejdere, ledere, direktør, underdirektører, samarbejdsudvalg, jurister, kreative hoveder, eventkoordinatorer, lokaleadministration, presseafdeling og tidligere praktikanter. De 300 mails og chatbeskeder, du ender med at læse og skrive. Og de tre måneder, hvor introprogrammet rumler i dit baghoved. 

Her fortæller Cal Newport om begrebet Slow Productivity

Det er koordinationsafgift, som tager livet af os

Newports pointe er altså, at der følger en ”koordinationsafgift” med alle dine projekter og opgaver, blandt andet i form af mails og møder, som hver især er rimelige nok, men som samlet risikerer at overtage hele dit arbejdsliv og frarøve dig glæden ved dit arbejde, fordi du ender med at bruge for lidt tid på det, du egentlig er god til.

Eller som Newport elegant formulerer det: Kampen mod mails og møder er vidensarbejderens variant af kinesisk vandtortur.

Et nådesløst og unaturligt tempo

Den tredje årsag til kronisk overbelastning er ifølge Newport det nådesløse tempo, som opgaver skal løses i. Moderne vidensarbejdere bliver aldrig rigtigt færdige med noget; to do-listen bliver aldrig rigtigt tom. Tempoet er konstant, altid topfart.

Vidensarbejderen har med andre ord alt for meget på sin tallerken, altid.

Newport kalder vidensarbejderens tempo unaturligt. Vi sætter os ikke ned i skyggen af et stort træ for at sunde os, når vi har bakset med noget tungt. Bare mens vi overvejer muligheden, er der kommet tre mails, to beskeder på Teams og en påmindelse om et onlinemøde, der allerede er gået i gang. Der mangler afveksling, pauser og restitutionstid i det konstante pres for at eksekvere. 

Vidensarbejderen har med andre ord alt for meget på sin tallerken, altid. 

Ned for volumen

For Newport kan udbrændthedsepidemien derfor ikke standses ved at arbejde færre timer. Vi mennesker skal i stedet skrue ned for den samlede mængde af forpligtelser i vores arbejdsliv. Alt fylder. Alt tager tid. Alt koster kognitiv kraft. Også bare liiiige at besvare en e-mail.

Jeg har lyst til at tilføje, at det i mine øjne også gælder på tværs af arbejde og privatliv. Måske skal vi til at tænke vores liv som en samlet båndbredde, hvor vi er nødt til at vælge fra livets store buffet? De, der har forsøgt at projektlede en badeværelsesrenovering i privaten samtidig med den almindelige travlhed på kontoret, vil nok være enige. Det samme vil dem, der har forsøgt at tage en MBA ved siden af et fuldtidsarbejde. Deres kæreste vil med garanti. 

Let, men svært

Newport er en mester i at se det, som kollektiv fartblindhed har sløret for mange af os andre – og i at formulere det enkelt og overbevisende: Selvfølgelig skal man tage mindre på sin tallerken – og heller ikke lade andre fylde på med opgaver, så det hele flyder sammen og vælter ud over kanterne.

Men det er lettere sagt end gjort. Mange prøver at indføre Slow Productivity i praksis, blandt andet ved at koble fordybelsestid med opgaveprioritering eller lave en organisatorisk rytme med plads til refleksion og restitution. Men det sker ikke uden sværdslag. Når det kommer til stykket, ønsker de færreste mennesker at gå glip, være utilgængelige, sige nej til sjove opgaver eller misse et møde. ”For mon ikke det hele løser sig?” 

Det er derfor i høj grad en ledelsesopgave at skabe en opgavestruktur og -kultur, hvor vi, nåh ja, meget hurtigt begynder at arbejde langsommere. Ellers brænder vi allesammen ud.

Læs mere her:

• It’s Time to Embrace Slow Productivity | The New Yorker
• The Rise Of The ‘Slow Productivity’ Movement
• Slow Productivity is Already Here - Karla Starr
• Jeg har tidligere skrevet et opslag om mit bud på det, jeg kalder SLOW PRODUCTIVITY LEADERSHIP
• Ambition is Overrated. Slow productivity isn’t enough. It’s… | by Karla Starr | Forge
• On Slow Productivity and the Anti-Busyness Revolution - Cal Newport