En dårlig drøm, der forførte techbranchen og “en overstået modedille, hvor man kunne hænge akavet ud i en forvirrende video-game-like verden, er død.” Fyldt med benløse avatarer, der vinkede brugeren ind i golde, digitale landskaber “for... at gå rundt og tale om NFT’er?” Så hvad har vi lært af endnu en kommerciel drøm fra Silicon Valley? Vi har lært, at vi skal stille helt andre spørgsmål.

I sin nekrolog beder John Naughton om et øjebliks stilhed og maner til eftertanke: Meta investerede milliarder i Zuckerbergs virtual reality-drøm, men “desværre viste det sig, at Zucks lovende adoptivbarn var et svagt og sygeligt barn. Og således, omkring den 18. marts, lod han hende stille og roligt aflive. 

For han havde lige opdaget, at en ny kandidat til rollen som “fremtiden” pludselig var dukket op, og han var ærgerlig over at indse, at mens han havde plejet den svækkede, havde han ikke lagt mærke til den nytilkomne i nabolaget. Den gik under navnet ”AI”, og nu var Meta bagefter i kapløbet om at nå denne nye fremtid.”

Det er ikke kun en kritik af virtual reality, der igennem historien er blevet pustet op igen og igen som “det næste store” i tech for kort derefter at floppe som en døgnflue. Det er også en kritik af dominerende stemmer i en industri, der har for vane at buldre ufortrødent afsted med nye forretningseventyr, uden tanke for demokratiske processer eller ønske om at forstå konsekvenserne af nye produkter. 

Den teknologiske udvikling har længe været præget af Silicon Valleys hype, men metaversets død er alligevel anderledes. Ikke blot er det en reminder til techkommentatorer og fremtidsforskere om det problematiske og udsigtsløse i at lade sig forblænde af techtrends. 

I 2020’erne er det interessante ikke længere at kunne forudsige, om en ny gadget bliver en minidisc eller en iPhone – altså, om den er forbigående eller bliver mainstream. Der er noget større og vigtigere på spil nu. Det vender vi tilbage til. 

Metaversets fald … eller kongens fald?

Idéen om en rumlig komponent til internettet, som metaverset ville være, er ikke ny. Teknologier som virtual reality, augmented reality, spillekonsoller og apps, der kombinerer aspekter af digitale og fysiske verdener, har været kendt i mange år. Bare tænk på det populære spil Pokémon GO, der fik fysiske og virtuelle verdener til at smelte sammen. 

Zuckerberg gjorde sig til fortaler for det næste skridt, hvor virtuelle verdener skulle kobles sammen til en ny rumlig digital verden, hvor vi kunne gå fra én virtuel oplevelse til den næste uden at starte på ny, men tage vores data, avatar, indkøb, etc med. Så langt nåede teknologien dog ikke, før store tab og investorpres fik Zuckerberg til at sætte metaverset på uendelig pause og i stedet fokusere på AI-produkter. 

Metaversets forlis er i al sin stilhed nok den største ydmygelse af Zuckerberg, særligt når man tænker på, at han nåede at omdøbe sit firma til Meta. Han kunne snildt have koblet metavers-drømmen med udvikling af AI-produkter. Skulle metaverset nogensinde indfinde sig, og det gør det nok i en eller anden form, vil der højst sandsynligt være anvendelse af AI i form af eksempelvis samtalende chatbot-avatarer. Men det gjorde Mark Zuckerberg ikke. 

Han stoppede med at tale og skrive om metaverset og begyndte i stedet at fortælle om Metas nye AI-hold og deres spændende kunstig intelligens-produkter. Dermed gik han også fra at være først ude med metavers-satsningen til at være sent med på AI-toget.

Metaverset passede ellers perfekt ind i Silicon Valleys forestilling om fremtiden. Det genoplivede en nostalgisk reminiscens af en kommerciel 90’er-ungdomsdrøm: Dengang fyldte drømmen om et frit og uafhængigt internet stadig, og Zuckerbergs yndlingsbog, sci-fi-romanen “Snow Crash” (1992), skrevet af Neal Stephenson, introducerede “metaverset” som et virtuelt tilflugtssted i en dystopisk fremtid. 

Ideen om en ny, digital verden, hvor iværksættere og internetpionerer selv kunne definere normer og regler, har til alle tider præget internettets historie. Men samtidig er problemerne ved at lade tech udvikle sig uden for politiske og samfundsmæssige rammer og regler tydeligere end nogensinde.

Og metaverset var frem for alt en kommerciel drøm om et nyt lukrativt marked, bl.a. fordi virtual reality-headsets, AR-briller og anden hardware er nødvendigt for at få adgang til metaverset. I 2014 opkøbte daværende Facebook (nu Meta) virksomheden Oculus Quest og har ifølge analyseinstituttet IDC solgt knap 15 millioner VR-headsets siden lanceringen i oktober 2020. Udviklingen af stadig nyere, smartere og simplere enheder er i fuld gang.

Dertil var Zuckerbergs metavers-besættelse et udtryk for en techverden, der er pinligt bevidst om, at der ikke har været værdifuld innovation og nye forretningseventyr inden for sociale medier i Silicon Valley i mange år. Det er kinesiske TikTok, der regerer verden lige nu. I den optik var metaverset nervøse tics fra en social medie-hersker, der pludselig er blevet gammel i gårde.

Zuckerbergs fejlvurdering af metaverset som det næste store hit er dermed ikke kun et fejltrin, men et godt billede på en nervøsitet blandt Silicon Valley-techvirksomheder om, hvorvidt man stadig har patent på “fremtiden” og den sejrende teknologiudvikling. Og således ender Zuckerbergs metavers-satsning sine dage som en (meget dyr) rebranding-øvelse af virksomheden Facebook og en desperat drøm om en ny markedsplads, der kan fastholde milliarder af brugere hver dag. Og så er det pludselig interessant at spørge: Er nekrologen over metaverset i virkeligheden indledende øvelser til en nekrolog over Mark Zuckerberg som sociale mediers enevældige hersker? 

Metas Metaverse Horizons UX til din vurdering

Hvad lærte metavers-hypen os?

Vi må som samfund ikke ignorere, at der er kommercielle interesser og enorm magt bag nye digitale teknologier, herunder metaverser og de såkaldte Web3-teknologier. 

Vi har i årtier hørt, at digitaliseringen og de digitale teknologier er et vilkår, der er kommet for at blive, og at de vil gøre hverdagen lettere, mere effektiv, bedre forbundet og mere underholdende. Men det er et salgsnarrativ, som både virksomheder herhjemme og i Silicon Valley har profiteret på, og som hele verden har købt ind på. Fordi værdiskabelse af disse fremtidsforestillinger lige nu sker i meget få private virksomheder, kalder det mest af alt på en offentlig debat om demokrati og grænser for techindustriens enevælde. 

Den teknologiske udvikling er og bør ses som politisk, og ikke som naturgiven eller uomgængelig. Det er nødvendigt at udfordre de narrativer i techindustrien, der søger at kontrollere fremtiden, og begynde en demokratisk samtale, om hvordan den digitale fremtid skal se ud, og om hvordan tech kan bidrage til at styrke menneskehedens potentialer og styrke vores evne til at løse vores problemer. 

Da nogle råbte: “Metaverset kommer”, spurgte alt for mange kun hvornår og hvordan. Lad denne kuldsejlede tech-drøm lære os, at vi snarere skal stoppe op og spørge: Hvem er det, der taler, og hvorfor? Og vil vi bidrage til at puste liv i den ide eller insistere på vigtigere ting?

Det er nødvendigt, at vi som samfund baner vej for en teknologisk udvikling, der i fremtiden ikke kun er for dem, der kommer først, men i højere grad er en prioritering af ressourcer. Det gælder både lokalt, når fremtidige generationer skal prioritere energi (til datacentre og kunstig intelligens) og råstoffer (der bliver brugt i meget hardware), og globalt når vi sætter grænser for uansvarlig og usikker tech, så oprydningen bagefter ikke bliver en belastning for samfundet. 

Den teknologiske udvikling, også den, der indtil nu har været skjult, vil i den nære fremtid skabe store politiske diskussioner og konflikter, som vi som samfund skal være godt rustede til. Det handler ikke om, at vi enten skal tale for eller imod teknologi. Men om at sætte fokus på de kræfter, der driver den teknologiske udvikling, de vilkår, som tech udrulles på, og på de konsekvenser, som det næste nye, kommercielle projekt vil have for det samfund, vi kommer til at leve i. 

I den optik var metaverset ikke blot en dårlig kommerciel ide, men også endnu et nedslående eksempel på, at de største techvirksomheder ikke bruger deres massive menneskelige, teknologiske og økonomiske ressourcer på at løse verdens mest presserende problemer. Så mens vi drikker gravøl over metaversets død, bør vi tale om hvordan tech kan finde en mere meningsfuld og afgrænset plads i vores samfund fremover.

Læs mere

Er metaverset et flip, flop eller fremtiden? — Kommunikationsforum

It’s a tough time for Meta. Can AI help make the company relevant again?