Skulle man producere en dansk James Bond-film eller bare en dansk Hamilton, efter forlæg fra Jan Guillous svenske spionhelt, så ville der være færre pistoldueller og drukture i arbejdstiden. Til gengæld ville køre-hviletidsregler, udviklingsseminarer og bortkomne bilag fra udenrigsture fylde det meste af dramaet. 

Spion i et land præget af komisk provinsialisme

Danmark er landet, hvor der ikke sker alverden, og derfor har selv vores spionhistorier et præg af komisk provinsialisme og dyb, tungt institutionelt bureaukrati. Det kan halvpikante detaljer om Lars Findsens sexliv ikke ændre på.

Måske derfor tager danskerne dramaet om FE-sagen og sigtelsen af forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og FE-chef Lars Findsen med knusende ro. Selvom forløbet er opsigtsvækkende nok, i hvert fald efter danske standarder. 

Det ville nemlig kræve en Oscar-præstation af Mads Mikkelsen eller Jesper Christensen at sætte liv i skurkerollen. Helten er endnu sværere at sætte ansigt på. Måske er det hele bare en tragedie. Eller sort avantgarde-komedie. En af de filmatiseringer, der får massiv statsstøtte, men som ingen så i biografen. Noget, der kun optager nørder og særlinge. 

Det ville være meget dansk. 

Før valget var der ellers liv i sagen og i folketingssalen, hvor Jakob Ellemann-Jensen (V) fik sagt, at man ikke behøvede tage til Afrika for at opleve politisk forfølgelse. Med SVM-regeringen er energien suget ud af den politiske slagmark. Det er kun i medierne, hvor gnisterne for alvor fyger. 

Her får den til gengæld gas. “Absurd”, “uværdig” og “håbløst” er betegnelser som lederskribenterne i henholdsvis Weekendavisen, Berlingske og Ekstra Bladet knytter til beslutningen om at gennemføre retssagen mod Claus Hjort bag lukkede døre. Det er de helt store principper, der er på spil. Ytringsfrihed og retssikkerhed. Minksagen udkæmpet om igen. Med de samme våben og et persongalleri med markante gengangere. 

Kort sagt, så startede det hele i 2020, hvor en rapport fra det af Folketinget uafhængige Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) ramte daværende forsvarsminister Trine Bramsens skrivebord. Baseret på oplysninger fra en whistleblower i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), gik TET hårdt i rette ledelsen i FE, der blev beskyldt for at spionere mod danske statsborgere. Reaktionen fra Bramsen faldt prompte: Hun hjemsendte rub og stub. 

Det er her, ursynden i følge medierne skal findes. På samme måde som Mette Frederiksens pressemøde antændte minkskandalen, så var det Bramsens overreaktion, der satte gang i forløbet, der ledte til offentliggørelsen af kabelsamarbejdet mellem FE og amerikanske NSA. Hvis det var minksagen, ville hun være Mogens Jensen. Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen spiller samme rolle som de egentlige bagmænd. 

Afsløringen af Operation Dunhammer

Efter hjemsendelsen begyndte oplysninger om et tophemmeligt kabelsamarbejde mellem FE og amerikanske NSA at lække til pressen. DR, Weekendavisen og Berlingske publicerede en række ekstremt detaljerede oplysninger om Operation Dunhammer. Et kabelsamarbejde, hvor FE og NSA i årtier havde aflyttet den internettraffik, som løber igennem danske fibernetkabler. 

Men det kunne godt blive vildere, da Claus Hjort Frederiksen bekræftede eksistensen af kabelsamarbejdet i blandt andet tv-programmet ”Lippert”. Det var her, sagen fik et komisk skær, for hvordan lukkede man fra myndighederne munden på Hjort og de medier, der havde så gode kilder i FE? Det gjorde man ved at rejse tiltale og senere sigtelse efter den ultrahårde paragraf 109, der omhandler læk af statshemmeligheder. 

Deep state versus a deep secret

Der er her, Findsens og Claus Hjorts sag flyder sammen, for det er den første, som den sidstes udtalelser sandsynligvis handler om. Det er også her, skillelinjerne mellem den gamle og den nye deep state står frem. 

Deep state som begreb blev populariseret af Donald Trump, der brugte det nedladende om de amerikanske efterretningstjenester. Mindre polemisk kan man tale om en deep state bestående af karrierecivile embedsmænd som Lars Findsen og Thomas Ahrenkiel, der ledte det hjemlige militærsikkerhedspolitiske kompleks igennem 00’erne og 10’erne. Irak-krige og Mohammedkriser. Ofte i samarbejde med forsvarsministre og statsministre fra Venstre. 

På samme måde som Statsministeriet overtog sikkerhedspolitikken fra fagspecialisterne i Udenrigs- og Forsvarsministeriet (og Finansministeriet overtog driften), blev soldaterne i efterretningstjenesterne erstattet med civilister. Kontreadmiral Jørn Olesen var den sidste militære chef for FE. 

Når en hemmelighed ikke længere skal være en hemmelighed

Over for dette gamle deep state-netværk (som altså ikke er mere end årtier gammelt) står de nye magthavere med en anden tilgang til magtudøvelse. Centralt står Mette Frederiksens generation af unge socialdemokrater og oplevelsen af magtesløshed over for embedsværket i Thorning-regeringerne i midten af 10’erne. Her er man handlekraftig og bevidst om, at det i sidste ende er politikerne, der har det folkelige mandat, og som står på mål for driften af vores allesammens stat. 

Personligt har jeg sympati for den tilgang til magten. Det er jeg nok den eneste journalist i kongeriget, der har. 

For har man en “magtkritisk” selvopfattelse, så er Mette Frederiksen og hendes hold noget af det værste på denne side af jerntæppet. Derfor er det især i Berlingskes medier, at fremstillingen af Claus Hjort og Lars Findsen er mest positiv. Og hvor der sættes klarest adresse på skurkene. Både Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, og Berlingskes Tom Jensen har for længst udpeget regeringen som de hovedmistænkte. 24syv-chefredaktør Simon Andersen gik skridtet videre, da han på Facebook skrev, at regeringen – og Barbara Bertelsen – brugte FE-sagen til at slippe af med Findsen. 

Det kan virke paradoksalt, at konservative medier, der historisk har stået vagt om efterretningstjenesternes hemmeligheder, hylder den form for åbenmundethed, men parallelt med den generelle liberalisering af dansk borgerlighed står Berlingskes medier i dag for en libertær tilgang til statsforvaltningen. 

Den evige Barbara Bertelsen-bashing

Vreden mod Barbara Bertelsen. Denne “Novus Homo”, der i en ung alder er endt på embedsværkets trone, er udtalt. I medierne spiller hun rollen som arvtageren til den socialdemokratiske stabschef Martin Rossens grå eminence. For den gamle deep state er hun eksempel på en ny type embedsmand, der lader sig velvilligt bruge af magten – og derved springer arvefølgen på Slotsholmen over. For Lars Findsen er Barbara Bertelsen nærmest en ond ånd. De samme tanker luftes af juraprofessor Eva Schmidt.

Claus Hjort er den første myndighedsperson, der har valideret whistlebloweren Edward Snowdens oplysninger om NSA-FE-samarbejdet. Det, skulle man tro, ville sikre ham sympati i de medier, der traditionelt er skeptiske over for efterretningstjenesterne og deres skæg og blå briller. Men måske, fordi Hjort har været i bad standing siden Jesper Tynells mørkelygte. Måske, fordi Snowden ikke er så hot en dissident længere, med sit nye russiske statsborgerskab. Måske, fordi Anton Geist er en meget nøgtern og vidende journalist. Hjort får i hvert fald ingen point i Information. Til gengæld stiller Ekstra Bladet sig på hans side i spørgsmålet om en lukket retssag. Det giver mening grundet avisens kontrære identitet. 

Jeg har forsøgt at anskueliggøre positionerne over for Claus Hjort og Findsen i denne matrix. X-aksen viser, hvor aktørerne står i forhold til fremstillingen af Hjort og Findsen, mens Y-aksen afspejler hensynet til statens sikkerhed og hemmeligheder kontra behovet for åbenhed i et demokratisk samfund. 

Det bedrevidende borgerskab ved bedre

I Zetland, der skriver til det bedre progressive borgerskab, bliver der gået hårdt til Lars Findsen og de medier, der ukritisk har overtaget hans fortælling. Det samme gøres mod konspirationsteorierne om et politisk komplot mod Claus Hjort. Et decideret karaktermord på Lars Findsen kom overraskende fra en anden forhenværende forsvarsminister, Peter Christensen (V). Netmediet OLFI, der har en anden læserskare end Information og Zetland, var nogle af de første, der tog afstand fra Hjorts udtalelser. Her prioriterer man statshemmeligheder højt og sympatiserer med efterretningsverdenens tavshedskultur, der kan sammenlignes med mafiaens Omertà. 

Boni eller pirat?

Helt anderledes konkluderer den tidligere operative chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen. For ham bliver behovet for lukkethed og diskretion et argument for, at sagen aldrig burde have været rejst. Ja, kritikken fra TET burde aldrig havde fundet vej til offentligheden. Findsen skulle have haft en kammeratlig samtale. Spionchefen er at regne blandt rigets bedste mænd. En af dem, romerne kaldte en “boni”. At behandle ham som en simpel pirat er utilstedeligt. En lignende position indtager Anders Fogh Rasmussen over for sin gamle partikammerat Hjort. Luk sagen, lyder opfordringen til justitsministeren. 

Alt efter temperament er Hjort og Findsen modige whistleblowers, der afslører de nidkære socialdemokratiske damers magtmisbrug. Her er Bramsen og Mette Frederiksen, sekunderet af Barbara Bertelsen, elefanterne i den efterretningsmæssige glasbutik. En butik, der burde havde været styret af de voksne. 

Eller er den udskældte Bramsen i virkeligheden helten, der rydder op i Forsvarets rådne kultur og lufter ud i det efterretningsmæssige old boys-network, der tror, de kan skalte og valte med statens hemmeligheder? Skal medierne af princip skrive sandheden – også, hvad der foregår i de allerhemmeligste kroge af staten, eller vejer hensynet til rigets sikkerhed og det gode venskab til amerikanerne højest? Find dig selv på matrixen, og find ud af, om du holder med den gamle eller den nye deep state.