Mette Frederiksen besøger Det Hvide Hus grundlovsdag, 5. juni. Det har givet nyt liv til spekulationerne om, hvorvidt statsministeren er en mulig kandidat til posten som ny generalsekretær i NATO, hvilket blev bragt på banen i den norske avis VG i april.

Jobbet er tungt og særdeles vigtigt – omend generalsekretæren ikke kan bestemme noget på egen hånd uden konsultationer og opbakning i medlemskredsen, og først og fremmest handler det om at repræsentere alliancen og forhandle både internt og som NATO’s talsmand over for tredjelande og i internationale fora. 

Man går imidlertid galt i byen, hvis man tror, at posten ”går på tur mellem medlemslandene” – og Danmark derfor ikke kan besætte posten igen, når Anders Fogh Rasmussen havde posten før den nuværende NATO-chef, Jens Stoltenberg. Ej heller er det sådan, at den ideelle kandidat til jobbet først og fremmest findes via en analyse af personlige egenskaber, f.eks. en dyb indsigt i forsvars- og sikkerhedspolitik eller en lang international karriere.

Det vigtigste er USA, USA, USA

Allervigtigst i spillet om nyansættelser i stillingen er USA’s indflydelse. 

Amerikanerne bestemmer ikke egenhændigt – alle 31 medlemslande skal være enige på papiret, og lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland er også vigtige – men man kan simpelthen ikke få jobbet uden opbakning fra Det Hvide Hus. Så hvis Washington vender tommelfingeren nedad, er det ligegyldigt, hvad andre lande mener.

Til gengæld er det også sådan, understreger topdiplomatiske kilder med indsigt i den lukkede beslutningsproces, som Kforum har talt med, at når først amerikanerne bakker op om en kandidat, er det stort set umuligt at få supermagten til at ændre kurs: ”USA tager tid om at beslutte sig, men når kolossen først bevæger sig til fordel for en kandidat, ændrer de næsten aldrig holdning.” 

Hvad forlanger Washington?

Hvad er det så, Amerika gerne vil have for at bakke et lands kandidat op? Der er ét overskyggende krav og nogle ”nice to have”-ønsker ved siden af.

1. Washington vil først og fremmest have en 100 pct. loyal allieret. Der skal ikke være nogen slinger i valsen overhovedet. Kort sagt: ingen regeringskritik af Washington. Og helst skal der være tale om en entusiastisk opbakning af supermagten – også gerne operationelt og militært via handling både i NATO-kredsen og bilateralt i internationale operationer, som f.eks. i tiden under Irak-krigen, under flyangrebene i Libyen eller krigen i Afghanistan, der alle spillede en betydelig rolle, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik jobbet. Endelig gælder kravet også mere generelt på den internationale arena, f.eks. i FN eller de mange internationale organisationer, hvor Danmark og USA er medlemmer. 

2. USA ser også gerne, at kandidaten kommer fra et land, der både er medlem af NATO og EU. Kravet spiller – som man kan se med Stoltenberg – en mindre rolle end krav nr. 1, da Norge som bekendt ikke er med i EU. Men det er populært og gør det mindre sandsynligt, omend ikke umuligt, med en britisk generalsekretær efter Brexit. Og selvom der formelt ikke er noget til hinder for en canadier i jobbet, besættes det traditionelt med en europæer – også for at afbalancere geogratien i den nordatlantiske alliance.

3. Derudover gives jobbet normalt til en højtstående politiker. Det er til gengæld ikke et krav, at man er tidligere statsminister, selvom mange måske vil tro, at det er normen, fordi de to seneste (Stoltenberg og Fogh, red.) har haft den rolle. Et flertal af generalsekretærer har været udenrigsministre og to har været forsvarsministre. At Frederiksen i givet fald ville være den første kvinde på posten, vil være populært i Biden-regeringen, der har udmærket sig ved at give diversitet en stor plads ved bordet, men der er andre kvinder i spil – først og fremmest Estlands premierminister, Kaja Kallas, og Canadas vicepremierminister, Chrystia Freeland, der er af ukrainsk afstamning.

En sammenfatning af disse krav anbringer Danmark i den øverste kategori sammen med nogle få andre, som Norge og Benelux-landene og de tre baltiske stater. Først og fremmest, fordi vi aldrig kritiserer amerikanerne. Det er usandsynligt, at andre tunge lande, som Frankrig og Tyskland, stiller op denne gang grundet disse landes divergerende rolle over for Rusland i løbet af det første år under Ukraine-krigen.

Mette Frederiksen er NATO’s og USA’s bedste ven

Nogle kritikere har peget på, at den danske statsminister ikke har særlige kvalifikationer, når det gælder forsvars- og sikkerhedspolitik, men den tilgang er forsimplet. En statsminister har per definition – især en genvalgt – tyngde i international politik, og Mette Frederiksen har på ingen måde holdt sig tilbage eller virket tøvende, når det gælder den altdominerende udfordring for NATO p.t., nemlig håndteringen af Ruslands invasion af Ukraine.

Under den årlige sikkerhedspolitiske konference i München i februar i år lød det sådan fra Frederiksen på Facebook: ”Det er helt afgørende, at vi holder fast i vores støtte til Ukraine. Regeringen arbejder lige nu på at etablere en Ukraine-fond, der skal sikre, at Danmark fortsætter sin store støtte.” 

”Vi må heller ikke glemme de lande, der lige nu lider under de afledte konsekvenser af krigen. Det gælder ikke mindst den fødevarekrise, som Ruslands angrebskrig har været med til at udløse. Verden er mere urolig, og kriserne griber ind i hinanden. Heldigvis står samarbejdet i EU og i NATO stærkere end nogensinde før.”

Måneden tidligere, under åbningsdebatten 19. januar, sagde statsministeren, igen via Facebook, bl.a. at hun var glad for, at et bredt flertal i Folketinget havde besluttet at donere ”et både tungt og stærkt artillerisystem til Ukraine”. Hun understregede, at ”Ukraine kæmper lige nu en kamp for vores andres frihed. Og de må ikke tabe. Derfor er det helt afgørende, at vi fortsætter med vores støtte – både med våben, finansiel støtte og humanitær hjælp. Og nu også med tungere artillerisystemer”.

Senere lød det: “Vi skal i fremtiden bruge flere penge på forsvar og sikkerhed. For at beskytte Danmark bedre, hjælpe Ukraine og leve op til vores forpligtigelse i NATO.”

Statsministerens danske svagheder kan vendes positivt i USA

Hvad Mette Frederiksen har været mest kritiseret for i dansk politik – minksagen og afskaffelsen af store bededag samt en vis kynisme (”lev med det”) – vil nærmest tælle opad i Washington. 

At tage livet af en hel branche pga. en dødelig pandemi vil frembringe en vis beundring i Joe Bidens Hvide Hus, der tog corona særdeles alvorligt fra starten, ligesom mod til at tage upopulære beslutninger og stå ved dem også i USA ses som tegn på den stamina, NATO-jobbet kræver.

Vigtigt i jobbet er selvsagt også en vurdering af, om kandidaten kan manøvrere kompetent i forhandlinger, og især medvirke til at få stoppet krigen i Ukraine, og her har flere andre været nævnt i månedsvis i internationale medier.

Andre navne på banen i en hermetisk lukket og hemmelig proces

Favorit har siden årsskiftet været Mark Rutte, Hollands statsminister, som har sagt, at han ikke skal være i “politik for evigt” samt som nævnt tidligere Estlands premierminister,, Kaja Kallas, der ligesom Frederiksen er en yngre kvinde på 45. Hun nævnes ofte som en forsvarspolitisk høg og anses muligvis for et (for) provokerende valg af andre NATO-nøglelande som Tyskland og Frankrig vis a vis Moskva. 

Endelig er der Canadas vicepremierminister, Chrystia Freeland, som Washington tidligere i hvert fald var positivt stemt for ifølge flere nordamerikanske medier, bl.a. Foreign Policy og New York Times, og formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, som er både erfaren international og tidligere forsvarsminister. Sidstnævntes (meget magtfulde) job løber imidlertid et år endnu, og det vil være en kæmpe overraskelse i Bruxelles, hvis hun løber af posten.

Statsministeren må gerne lyve

Om Mette Frederiksen selv er interesseret i det internationale NATO-topjob, ved ingen. Men som politisk redaktør i POV International Frank Korsholm påpegede i denne uge, er internationale topposter et af de kun tre scenarier, hvor en statsminister gerne må lyve. Som man også så med Anders Fogh, hvor benægtelserne antog et vist komisk skær med tiden. 

Fristelsen til at skifte hest i en tid, hvor regeringens upopularitet slår rekorder, og hvor regeringspartneren Venstre stadig er lederløs, ville i givet fald være forståelig. Men Mette Frederiksen ville være en overraskelse internationalt og nævnes (endnu) ikke af internationale kommentatorer eller medier som en kandidat, der er i spil til posten. Hvis hun ikke desto mindre alligevel ér bragt i spil, er der imidlertid ingen ydre kommunikationskrav til statsministeren, fordi der ikke skal siges noget som helst. Tavshed, disciplin og kontrol er nøgleordene.

På de indre linjer i den atlantiske alliance ser det helt anderledes ud. Her skal der bygges broer, laves lobbyarbejde og holdes et hav af møder. Men hele den proces er hermetisk lukket og hemmelig – en af de mest lukkede i verden – og resultatet kommer først frem, når beslutningen tages i Vilnius ved NATO-mødet for stats- og regeringschefer 11.-12. juli 2023. Formentlig vil spekulationerne op til Frederiksens besøg derfor kun tiltage i det danske, efterhånden som vi kommer tættere på besøget i Washington 5. juni.