Hverdagsterapisprog kan være destruktivt. For hvis man straks råber ”Du gasligther mig!”, altså manipulerer med en anden person ved at sætte spørgsmålstegn ved vedkommendes virkelighedsopfattelse, så levner man ikke meget plads til, at man selv tager ansvar for situationen og relationen, som man f.eks. havde gjort, hvis man havde taget udgangspunkt i sin egen følelse og sagt, at man blev såret.

“Jeg føler, at tørklæderne er henne ved indgangen”, sagde min datter en dag, vi var ude at shoppe. Man skulle med den udtalelse tro, at hun fysisk kunne mærke tørklædestoffet med hænderne, men jeg sværger: Hun stod langt fra indgangen. Min bror, som arbejder i finansverdenen, hvor følelser umiddelbart ikke hører hjemme, har fortalt om, at hans yngre kolleger er begyndt at tale meget om, at de føler. 

Jeg tror, jeg synes, jeg mener

I en fagligt seriøs argumentation kan de sige: “Jeg føler, vi skal lave udregningen på en helt anden måde”. I stedet for at indlede ytringen med ”Jeg synes”. Føleriet er selvfølgelig kommet ind i sproget via det engelske ”I feel”, der kan betyde “jeg tror”, “jeg synes”, “jeg mener”, men det siger også noget om, hvilket følelsessprog der kendetegner tidens tale. I stedet for holdninger og facts møder man subjektive sansninger som ”Jeg føler, det er mandag”. Det er mindre farligt at føle noget end at hævde det.

Det samme gælder ”tænke”, der efterhånden – også efter engelsk forbillede – har afløst mene, synes og tro. Forestil dig en mand, der til sin kone siger: »Jeg tænker, at vi har nogle problemer, vi skal have snakket om«. Han havde taget mere ansvar, hvis han havde sagt ”Jeg synes”. 

Hvorfra kommer denne angst for ansvar, der manifesterer sig sprogligt i “Jeg tænker at”? Ja, du kan jo prøve at tænke tilbage på de gange, du har været til psykolog. Og hvis du ikke har det, kan du prøve at se, hvordan onlineterapeuter skriver på nettet: “Jeg tænker, at du vil have gavn af at få professionel hjælp til at lære dine følelser bedre at kende”. 

Kan du mærke det terapeutiske rum omkring dig? Det er psykologen, der er bange for at sige, hvad hun mener eller synes eller tror, for hun vil jo ikke presse sin mening ned over hovedet på dig. Erkendelserne skal helst komme til dig – af sig selv. Det er ikke kun føleriet og ansvarsforflygtigelsen, der har smittet af på sproget fra det fysiske eller online terapirum. 

Psyko-snakken spreder sig

Vores hverdag er fyldt med psykologiske begreber som ”sætte grænser”, ”projicere”, ”mit indre barn”, ”blive trigget”, ”gaslighting”, ”lovebombing”, ”narcissisme”, ”toxic” og ”red flag” – og det spredes i høj grad via sociale medier, TikTok og realityprogrammer. 

Terapisproget skaber distance

Terapisproget får eksperter til at bekymre sig over, at vi, når vi taler med abstrakte koncepter og psykologiske klicheer, distancerer os fra svære aspekter af følelseslivet. Det abstrakte terapisprog er altså en forsvarsmekanisme. Og det ligger faktisk langt fra, hvad der egentlig sker i terapirummet, hvor psykologen netop forsøger at få os til at gå fra det abstrakte, til hvordan vi specifikt oplevede noget, f.eks. ”Hvordan havde du det med det?”. ”Jeg blev vred”. 

Terapisproget kan være destruktivt

Psykologer mener også, at tidens hverdagsterapisprog kan være destruktivt. For hvis man straks råber ”Du gasligther mig!”, altså manipulerer med en anden person ved at sætte spørgsmålstegn ved vedkommendes virkelighedsopfattelse, så levner man ikke meget plads til, at man selv tager ansvar for situationen og relationen, som man f.eks. havde gjort, hvis man havde taget udgangspunkt i sin egen følelse og sagt, at man blev såret.

Er der gået inflation i sproget?

Terapisproget beskyldes også for at være et udtryk for, at der er gået inflation i sproget. En ung mand, der dater flere kvinder på en gang, overøser dem med komplimenter for så at ghoste dem, ville tidligere blive kaldt en idiot eller en hensynsløs løgner. Men i terapisproget bliver han måske til en ”psykopat”, der har ”lovebombet” sine stakkels ”ofre”, der derfor har fået et ”traume”. 

Det gør ikke længere indtryk bare at have været udsat for et dumt svin – ”Han sårede mine følelser” – nej, den anklagede skal psykologiseres ind i overdrevent terapeutsprog, før nogen løfter et øjenbryn – ”Han er en overgrebsmand!”.

Hvad med dem, der for alvor er traumatiserede?

Psykologer, der har med virkelige ofre, f.eks. for vold, at gøre og med patienter med alvorlige traumer, f.eks. fra krig, kan godt få en grim smag i munden over den inflation, som hverdagens terapisprog har bragt med sig. Hvis man hver anden dag ytrer, at man har fået et traume over, at ens kjole har fået en plet, eller siger, at man er blevet lovebombet, fordi ens kæreste har givet en hele to komplimenter på én dag, eller gaslightet en, fordi han har været uenig, så er det måske på tide at erkende, at man har fået lidt for meget terapisprog i sit ordforråd. For hvad skal man så stille op den dag, man faktisk ER offer for verbal eller fysisk vold, en voldtægt eller et mordforsøg? 

Diagnoseinflationen

Den samme form for inflation i hverdagssproget ser vi i forhold til diagnoser. I dag hører man f.eks. ”Jeg er deprimeret over, at der ikke er flere kager”, ”Vejret er skizofrent”, “Min kat var helt manisk”, “Jeg får OCD af alt det her rod”, ”Hun er blevet paranoid ude i trafikken” eller ”Jeg er lidt autistisk om morgenen”. Sygdomme eller funktionsnedsættelser bliver udvandet til en sindstilstand og kan virke sårende for de diagnosticerede, der kæmper med svære følger og symptomer hver dag.

Er der kun dårligt at sige om terapisproget?

Hvad kan det af gode ting? Af fordele ved terapisproget er det blevet nævnt, at vi får øget bevidsthed om mental sundhed og nemmere ved at tale om følelser, fordi det er lettere at tale om psykiske tilstande, når man kender begreberne for det. 

Vi bliver med nogle af overdrivelserne også mere opmærksomme på dårlig opførsel, som tidligere er blev tolereret, og det fremmer forståelsen, at man f.eks. kender så godt til diagnosers karakteristika, at man kan bruge dem i hverdagen – og dermed måske reducere stigmatisering. 

Kilder:

Eleanor Morgan: ‘That’s triggering!’ Is therapy-speak changing the way we talk about ourselves?, i: The Guardian, 20. august 2023.

Jessica Bennet: If Everything Is ‘Trauma,’ Is Anything?, i: The New York Times, 4. februar 2022.

What we can all learn from ’trauma dumping’ online

How Bessel van der Kolk Made Trauma a Popular American Diagnosis