Statsministeren tager sin mobiltelefon op under en debat i Folketinget for effektivt og fyndigt at illustrere, at det er dén, det handler om, når hun taler om, at for meget skærmtid er den direkte årsag til stigende mistrivsel blandt børn og unge. Dansk Industris topchef, Lars Sandahl, slår også alarm og opfordrer kraftigt til hurtigt at begrænse børn og unges dybt skadelige skærmtid, som især foregår på mobilen. Ellers risikerer vi, at de bliver mennesker uden harmoni og selvtillid i en aggressiv verden, advarer han. Andre politikere og nogle psykologer, læger, forældre og lærere stemmer i og taler også om at sætte grænser og forbyde mobilen. 

Det er en god og nødvendig diskussion. Problemet er bare, at den ældre generation, som vil opdrage, regulere og lave love, og den unge generation, som skal opdrages, reguleres og lovgives om, ikke er enige om, hvad skærmtid er. 

De sidste femten år har jeg afdækket aspekter af børn og unges daglige liv med mobiltelefoner og sociale medier, deres måde at danne relationer på og opfattelse af nærhed og intimitet i en digital verden. Når man spørger disse unge, såkaldt digitalt indfødte, er skærmtid ikke nødvendigvis det samme, som ældre generationer opfatter det. Før vi begynder at forbyde og lovgive, er det derfor vigtigt også at forstå, hvad de unge selv opfatter som skærmtid. Begrebet og dets primært negative konnotationer er snarere en konstruktion, som kommer fra ældre generationer, end det er noget, de unge selv ville have fundet på. 

Samvær i 2023 er både fysisk og digitalt

For Mette Frederiksen, Lars Sandahl og mange andre, som har deltaget i debatten, er den negative skærmtid næsten en-til-en lig med mobilen, og kampen imod skærmtiden er først og fremmest en kamp mod mobilen. For de unge er mobilen derimod ofte det modsatte af skærmtid. 

Lad mig prøve at illustrere med nogle eksempler fra mine studier: 

Spørgsmål: Har I nogle sådan gode venner, som I kun har i virkeligheden? 

Anders: Men vi ikke skriver med? 

Sille: Næh. 

Ellen: Det er altså et mærkeligt spørgsmål 

Sådan faldt ordene i et fokusgruppeinterview med tre helt almindelige 8. klasseelever fra en helt almindelig folkeskole i en helt almindelig omegnskommune til København. Som så ofte før siger de unge det meget bedre, kortere og mere præcist, end jeg selv kan på baggrund af mine mange analyser af data fra omfattende empiriske undersøgelser. Det er naturligvis et mærkeligt spørgsmål at stille til langt de fleste unge, digitalt indfødte, om de har nogen venner, som de ikke også er sammen med via mobilen. Det eksisterer sikkert derude i virkeligheden, men normalt er det ikke. For samvær i 2023 er både fysisk og digitalt, og ofte er dem, de unge er mest sammen med via mobilen, også dem, de er mest sammen med i den fysiske verden. 

Et eksempel på dette åbenbarede sig, da jeg interviewede to 14-årige klassekammerater, som også var kærester. De beskrev, hvordan en vigtig del af deres samvær foregik via beskeder på mobilen: 

Helene: Det er fra morgenstunden af, fra man vågner. 

Spørgsmål: Hvad skriver I? 

Helene: Bare har du sovet godt? 

Morten: Jeg skriver godmorgen, og så svarer hun først 40 minutter efter. 

Spørgsmål: Og hvad så om aftenen? 

Helene: Hvad laver du? Og jeg går i seng nu. Godnat – sov godt. 

Egentlig er der ikke noget særligt usædvanligt ved deres lille fortælling. Men det er netop pointen. Når de beskriver deres almindelige, uskyldige samvær, er mobilen et vigtigt redskab. Telefonen er den sidste måde, de er sammen på om aftenen, og den første måde, de taler med hinanden på om morgenen, lige når de vågner. For de to unge kærester Morten og Helene er det ikke skærmtid, men først og fremmest kvalitetstid. 

I en tredje sammenhæng stødte jeg på en ung pige, som fortalte, at hun sov med sin mobiltelefon på hovedpuden. Hendes forklaring var, at hun ikke havde et sengebord i soveværelset, og hun ville ikke lægge telefonen på gulvet, for det var mangel på respekt over for vennerne. Derfor var der kun én ting at gøre, og det var at lægge den ved siden af sig på hovedpuden. Også for hende var mobilen meget mere end en skærm. Den var et symbol og et redskab i relationen med hendes bedste venner. 

Unge skelner mellem mobilen og skærmen

I mine aktuelle studier om unge og demokrati har jeg oplevet, at de unge første- og andengangsvælgere ofte direkte og eksplicit skelner mellem mobilen og skærmen. Mellem den nærhed og autenticitet, de opnår via mobiltelefonen på de sociale medier – under valgkampen i 2022 overvejende TikTok – og den kunstige og distancerede politiske parallelverden, som de ser på skærmen i den traditionelle politiske journalistik og debat. Her er det en 19-årig gymnasieelev og førstegangsvælger, som kommenterer en video på TikTok, hvor Alex Vanopslagh og Rosa Lund spiser chili og diskuterer politik: 

”De gør det meget jordnært, viser, hvem de er, hvor de stadig har personligheder og er rigtige mennesker, og det ikke bare er gennem en skærm, man ser dem.” 

Umiddelbart kan det lyde underligt, for den unge gymnasieelev ser jo netop videoen på sin mobiltelefons skærm. Men igen er det pointen, at hun ikke opfatter den som en skærm, men som en kanal, hvor hun oplever jordnære, rigtige mennesker. I denne forbindelse er det interessant og vigtigt, at hun ovenikøbet sprogligt stiller kommunikation via mobiltelefonen på TikTok op som en direkte modsætning til noget, der foregår på en skærm, og som er distanceret og underligt. 

Livet uden mobil er vidunderligt

Heldigvis er det omvendt vigtigt at vide, at de unge i meget høj grad efterspørger og gerne vil have hjælp til at få tid, liv og samvær uden skærm, ja, selv uden mobiltelefonen. Det at være uden mobiltelefon har disse digitalt indfødte ikke særligt stor erfaring med, og alene af den grund er det lidt underligt. Men samtidig har det været konsekvent i alle mine studier, at de unge også har talt om livet uden mobiltelefonen som noget vidunderligt. En god anderledeshed for at parafrasere Thomas Ziehe, den berømte professor i pædagogik. Noget, de gerne vil have hjælp til at opleve mere af, og en hjælp, de vel at mærke gerne vil have af forældre og lærere og andre fornuftige voksne – hvis disse voksne da ikke allerede selv er et rigtigt dårligt forbillede med alt for megen skærmtid, når der burde være nærhed og fokus. Så her er der en optimistisk knage af hænge sin hat på: De unge vil også gerne have mindre skærmtid. 

Derfor tager statsministeren på den ene side fuldstændigt fejl. Skærmtid handler nemlig ikke kun om mobiltelefonen, og slet ikke som de unge selv ser det. For dem er mobiltelefonen ikke, og selvfølgelig endnu mindre udelukkende, en skærm. Det er derimod intimt samvær med kæresten, som når det unge par kyssede hinanden godnat; det er alle ens venner samlet ét sted, som pigen der ikke ville lægge mobilen på gulvet, og det er en nærhed og autenticitet, som den unge førstegangsvælger syntes, hun fik via TikTok. 

Drop enten-eller-tilgangen

Men på den anden side undervurderer Mette Frederiksen, som politiker, børnenes minister og måske også som mor, samtidig problemet fuldstændigt. Fordi den lille, mobile skærm allerede har fået så stor en plads i deres liv og deres relationer, at det er for sent, for lidt og forkert at tro, at man kan opnå noget særligt konstruktivt med en alt for binær enten-eller-tilgang til de unges mobilbrug og ved bare at lovgive om det eller udstede et overordnet forbud mod det i skolerne. Dette er der generelt heller ikke megen dokumentation for i forskningen, der som så ofte før maner til besindighed og maler nuancerne. Som f.eks. Thomas Enemark Lundtofte for nyligt både i en artikel her på Kforum og i et LinkedIn-opslag, hvor han henviser til en rapport med råd og vejledning om emnet, som blandt andet også kredser om at kende til og inddrage de unges opfattelse. 

For måske er det så respektløst over for børn og unge at betragte og nedgøre mobiltelefonen, en så vigtig del af deres liv, som blot skærmtid, at det ligefrem risikerer at fungere kontraproduktivt og skubbe de unge væk. Når vi siger ”mindre skærmtid og mobiler, tak”, skal vi passe på, at de unge ikke hører os forbyde samvær med deres venner. 

Jeg vil derfor gerne her til slut for en god ordens skyld understrege, at man ikke skal læse eksemplerne med de unges brug af mobiltelefonen som et forsøg på at tale problemet ned eller endnu værre som et teknologibegejstret forsvar for mobiltelefonens fantastiske frisættelse af vores relationer og intimitet. Min konklusion er snarere den stik modsatte: Jeg bliver bekymret, hvis man sætter lighedstegn mellem de unges brug af mobiltelefonen i hverdagen og skærmtid. Så tror jeg nemlig, at man undervurderer udfordringens omfang. Når de forskellige generationer end ikke er enige om, hvad skærmtid er, risikerer vejen til en løsning at blive længere og sværere. 

Udfordringen var med andre ord ikke så stor, som den vitterligt er, hvis mobiltelefonen bare var en ond og negativ skærm, der tager tid, nærhed og koncentration fra vores børn. Udfordringen er kæmpestor, fordi mobilen i de unges øjne er så integreret og fantastisk positiv del af deres sociale liv, deres tilgang til verden og viden og på et helt praktisk niveau. 

Men hvad skal vi så gøre? Hvad er løsningerne? Det er som altid det springende punkt og det sværeste for sådan nogle nuancerede klogeåger, som skriver på og læser Kforum, og som ikke føler sig tvunget til at foreslå halve eller urealistiske løsninger for at vise politisk handlekraft eller udråbe techgiganterne som skurke, hvad næsten alle synes at være enige om. Men her kommer alligevel fire meget forskellige punkter. 

1. Selvfølgelig skal der være tider og timer og steder i skolen, hvor mobiltelefonen er lagt væk eller ligefrem forbudt. Nogle efterskoler arbejder f.eks. med, at de første 14 dage af de unges ophold er helt uden mobiler, fordi hele pointen med efterskolen er at danne et fællesskab, som netop ER bundet af stedet, og det derfor ikke er hensigtsmæssigt, hvis de bare er sammen med vennerne derhjemme via mobilen.
   
   
2. Men helt at forbyde mobiler i skolen er lige så dårlig en idé som ikke at have nogen regler og rammer for brugen. Begge dele er dårlige løsninger. Fjerner vi fuldstændigt mobilerne, kan man lidt polemisk hævde, at man ikke længere lever op til stk. 3 i folkeskolens formålsparagraf om at forberede de unge på at være aktive samfundsborgere. For i det digitale samfund, de skal være borgere i, vil der sandsynligvis være mobiler og skærme overalt.
   
   
3. Har du talt med dit barn om, hvad han eller hun har lavet på TikTok i dag? Ligesom du sikkert spørger om, hvordan det gik i skolen eller til fodbold. Som det burde være fremgået af artiklen, er en af de helt store barrierer for løsninger, at generationerne ikke forstår ting på samme måde. Det kan man forsøge at løse ved at lave store studier af unge og indsamle masser af data. Men du kan jo også bare spørge din egen teenager. Det er sikkert virkelig pinligt for begge parter, men hvis det kommer af ægte interesse, håber jeg, det går.
   
   
4. Tag ansvar, og sæt rammer. Som det forhåbentlig også er fremgået, er en laissez faire-tilgang til skærmtid og mobiler lige så forkert som en enten-eller-tilgang med entydige, generelle forbud. Det er selvfølgelig dit ansvar at hjælpe dine børn med et ordentligt liv med skærmen. Og sådan en hjælp har de unge i øvrigt også eksplicit efterspurgt i alle mine studier.

Hvis det bliver gjort gennemtænkt og fornuftigt, er det på mange måder godt og nødvendigt at sætte rammer, lave love og også i nogle sammenhænge arbejde med forbud. Men før man sætter disse rammer, lovgiver og forbyder, skal man forstå, at for de unge digitalt indfødte, som jeg har mødt, interviewet og fulgt på forskellige sociale medier de sidste femten år, er mobiltelefonen ikke kun en skærm. 

Megen af den tid, de unge bruger på mobilen, er nærmest det modsatte af skærmtid.