Tidsånden blæser i fløjten

Whistleblowerne er kommet på mode som aldrig før. Alt og alle blæser i fløjten af alle mulige gode grunde. Det har nemlig aldrig været lettere, mere effektivt og moralsk rigtigt end netop nu. 
Vi elsker historien om, hvordan de gode afslører de ondes løgn og bedrag til samfundets bedste, skriver Timme Bisgaard Munk. | Foto: Getty Images
Vi elsker historien om, hvordan de gode afslører de ondes løgn og bedrag til samfundets bedste, skriver Timme Bisgaard Munk. | Foto: Getty Images
af TIMME BISGAARD MUNK, ANALYTIKER OG SELVSTÆNDIG RÅDGIVER

Tidshelten er en whistleblower. Aldrig har der været så mange, så ofte, så effektive. Hvorfor denne heltedyrkelse?

Vi lever i whistleblowernes årti. Vi er på fornavn med de første og de største, som Sofie Linde, Findsen og Amira. Vi kender de andre fra årtiets skandaler, fra PET-skandalen over DR’s pigekor til TV 2-sexskandale og nu helt aktuelt musikbranchens MeToo-anklager mod navngivne musikere. 

Fælles for dem alle er, at et menneske vælger at stå frem for at sige sandheden med det ædle mål at ville ændre vores samfund og normer.

Whistleblowerne er med al tydelighed kommet på mode som aldrig før. Alt og alle blæser i fløjten af alle mulige gode grunde. Det har nemlig aldrig været lettere, mere effektivt og moralsk rigtigt end netop nu. Tidsånden bare elsker den aktivistiske figur. 

De er blevet vores helte, fordi de skaber en bedre verden hurtigt og effektivt med stor identifikation og bevågenhed

Vi elsker historien om, hvordan de gode afslører de ondes løgn og bedrag til samfundets bedste. De modige whistleblowere siger sandheden, og vi holder med dem for deres mod til at gøre en forskel. 

I al sin enkelhed er den skandaløse afsløring og det deraf afledte medieståhej den bedste vej til at ændre på tingenes tilstand. I en verden, som bliver mere og mere kompleks, står det personlige vidnesbyrd og den offentlige forargelse tilbage som et potent symbol på ret og uret. 

I et voksende hav af dårlige nyheder og news avoidance er historien om den lille retfærdighed set fra en personlig synsvinkel noget, vi søger og anerkender. 

For når problematikken får en sandfærdig helt i hovedrollen, vækkes den folkelige forargelse og dermed mandatet til lovindgreb, anholdelser og anklager. 

En whistleblowerafsløring skaber ofte ringe i vandet. Tit afføder afsløringerne de næste i en positiv spiral af mere mod til at sige fra, som vi har set i MeToo-bevægelsens succes og medløbereffekter.

De succesrige afsløringer af alt fra udbyttesvindel og kabelovervågning til sexisme og økonomisk kriminalitet virker motiverende og skaber en præcedens for fremtidens afsløringer. 

Vi er derfor først og fremmest optaget af whistleblowing, fordi det er et effektivt samfundsmæssigt svar på løgn, manipulation og ligegyldighed. 

Netop derfor vil vi også meget snart se store whistleblowerafsløringer inden for klima og miljø, hvilke vil rykke dagsordenen, skabe forargelse og medfører politianmeldelse og lovindgreb. 

Det har aldrig været lettere at afsløre noget, og det har aldrig været sværere at holde noget hemmeligt

Det har aldrig været lettere at afsløre informationer og bevise ugerningerne. Banalt, men sandt. 

Digitaliseringen, open-source investigating tools, gigantiske databaser og ikke mindst udbredelsen af mobiltelefonen har medført, at en afsløring blot er et klik væk for os alle. 

Tænk blot på Facebook-whistleblower Frances Haugen, som blot brugte sin iPhone til at affotografere interne Facebook-dokumenter. Hvad der blot beviser, at alle og enhver med deres mobil har hele whistleblowerværktøjskassen lige ved hånden 24/7

De tekniske praktikaliteter og barrierer er altså et løst problem, mens anonyme platforme og kryptering giver nye tekniske muligheder for at forblive anonym som whistleblower. 

Det gør det mindre farligt og skaber et større rekrutteringsgrundlag for de mere forsigtige. Alt sammen kombineret med en eksplosiv vækst i de digitale spor, enhver sætter, og open-source-redskaber til at finde og genskabe netop disse spor. 

Resultatet er, at det aldrig har været sværere at holde noget hemmeligt for en nysgerrig whistleblower og dermed offentligheden. 

Det har aldrig været mere hype, og hypen skaber blot mere hype og heltedyrkelse

#MeToo-afsløringer, Snowdons afsløring af overvågning, finanskrisens Occupy Wall Street-bevægelse og vreden mod techgiganterne har tilsammen skabt et frugtbart kulturelt klima for whistlebloweriet internationalt og nationalt. 

Herhjemme har ikondyrkelsen af Sofie Linde, Mads Brügger og fascinationen af muldvarpen fra Nordkorea og Amira i “Den sorte svane” skabt endnu mere lokalt hype og heltedyrkelse. 

Konsekvensen er, at det er blevet ekstremt synligt, socialt acceptabelt og anerkendelsesværdigt at stå frem som whistleblower. 

Virkelighedens modige sandsigere bliver i tidens ånd hyldet efter endt heltedåd i dokumentarfilm, medier og fiktion. Samtidig er den afslørende tv-dokumentar som genre ekstremt populær, og det kræver ofte sine whistleblowere for at fange seerne. Hvad Mads Brüggers dokumentarer med muldvarper og agent provocateurs er ganske gode eksempler på. 

Fascination af whistlebloweriet som proces og personifikation er ikke kun en dansk besættelse. 

Historien om de to journalister, som afslørede Harvey Weinstein, blev således både til en amerikansk bestseller og efterfølgende en blockbusterfilm. Den kvindelige ingeniør i Uber, som teknisk set startede #Metoo-bevægelsen i USA, blev ganske illustrativt og med rette kåret som årets person i det hæderkronede erhvervsmedie Financial Times tilbage i 2017.

Siden dengang er et et utal af afsløringer blevet hyldet og ikoniseret, senest set med MeToo-ofrene i DR-dokumentaren om musikbranchens machokultur. Hvad der skaber øget bevidsthed og social accept i en opadgående positiv spiral, så whistlebloweriet afføder flere og mere af samme vidnesbyrd. 

Vi kan alle være whistleblowere

Det er ikke blot noget, som glæder magtfulde, potentielle insider-kilder fra samfundets elite og C25-virksomheder. Nej, det at være whistleblower er nu en fælles disposition og hvermandseje, hvor alle mennesker fra alle dele af samfundet vil afsløre alt muligt hvis muligt. 

Vi er nu alle per automatik whistleblowere, hvis og når chancen opstår, og indignationen vokser frem. Som professionelle kommunikatører skal vi derfor være forberedt på, at alt potentielt bliver filmet, aflyttet og affotograferet, og alle stakeholdere kan lække insiderviden. 

Her er ikke længere en hemmelig backstage, whistleblowerfri zone og frit sprog, for alle hemmeligheder vil på et eller andet tidspunkt blive afsløret i disse tider.

Fremtidens whistleblowere har nu et manuskript og blueprint for, hvordan det kan og skal gøres. Der er sket en diskret og snigende professionalisering og standardisering. I USA er der ligefrem udviklet en manual for, hvordan du bliver en god whistleblower.

Ja, i nogle tilfælde er det blevet en egentlig alternativ og lukrativ karrierevej, som set med Frances Haugen fra Facebook og mange andre. Dette er specielt udtalt i den finansielle sektor. I USA er der ligefrem store pengebeløb til den modige, hvilke kan være på størrelse med en livsindkomst. 

Fænomenets udbredelse og anerkendelse kan dog også bruges som manipulation og metaspin, hvor afsløringerne og whistlebloweriet i virkeligheden er et spin af afpresning. Amira fra “Den sorte svane” som det gode eksempel her. 

Tidsånden er indignation, woke og nymoralisme

Idealet er i dag, at det er moralsk rigtigt at afsløre og udstille uretfærdigheder på trods af loven og virksomhedens interesser. 

Det betyder, at samfundsmæssig afsløring ses som den højeste og fornemmeste form for personlig moral og integritet. Hvad der også hænger sammen med, at virksomheden er blevet et moralsk foretagende ud fra devisen om, at the business of business is politics. 

Vi forventer i disse tider, at virksomheden vil løse nogle af samfundets problemer, og oplever vi det stik modsatte, bliver vi skuffede, vrede og siger aktivt og synligt fra. 

Ideen om purpose og CEO-/virksomhedsaktivisme har nemlig medført en politisering af virksomheden, så mange medarbejdere nu også mener, at de må, kan og vil være mere aktivistiske og politiske. 

Samtidig er der sket en politisk polarisering, hvor flere medarbejdere, og dermed potentielle whistleblowere, har meget ekstreme politiske holdninger og store følelser for tidens politiske modestrømninger. Hvad der i yderste konsekvens kan medføre, at medarbejderne hopper ud i rollen som whistleblowere, ofte omkring tidens mest varme og kontroversielle emner som sexisme, klima, miljø og LGBT-rettigheder. 

Den udbredte følelse af, at mennesket og menneskeheden står midt i en farlig polykrise af klima, krig og mentalt kollaps, kan også skabe følelse af, at det er vigtigt at stå frem. 

Altså en oplevet nødretssituation, hvor medarbejderen ser afsløringen som det eneste rigtige at gøre. Det kan dog også være på baggrund af noget så banalt som kundernes sikkerhed. Det er f.eks. omdrejningspunktet for den aktuelle whistleblowerafsløring omkring Boeing flysikkerhed

Vi er alle blevet mere magtkritiske og opmærksomme på magtmisbrug i stat, samfund og virksomheder. Alt i alt er resultatet, at alt og alle blæser i fløjten af alle mulige gode grunde. Det er blot godt.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også