Kommentatorer revser Hummelgaards krisetaktik
Læg dig fladt ned, lyder kommunikationsrådet ofte, når man klokker i det. Men i sagen om B.T.s afdækning af, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) gentagne gange har parkeret ulovligt ved sit barns skole, vælger han et andet kommunikativt greb.
”Med et engelsk – for ikke at sige amerikansk – udtryk hedder det deflection, altså afbøjning. I skolegården hed det ”men hvad med dig selv?”. Man fordrejer diskussionen til at handle om noget helt andet og nemmere håndterbart,” skriver politisk kommentator Morten Reimar på Altinget.dk.
Han henviser til, at Hummelgaard efter kort at erkende, at han ikke må parkere ulovligt, i et skriftligt svar til B.T., angriber mediets metoder, som han kalder ”et nyt lavpunkt for dansk journalistik”.
Også politisk kommentator Søs Marie Serup peger på det greb som et klart eksempel på ”deflection”.
”Man strejfer emnet, men får afbøjet det kritiske lys: Sagen flytter sig fra at handle om en justitsministers gentagne lovovertrædelser til at handle om børn og overvågning,” skriver hun på LinkedIn.
Den strategi fungerer ikke i det konkrete tilfælde, vurderer hun:
”Deflection kan nogle gange være en effektiv og endda elegant strategi, men den er det ikke her. En undskyldning havde været mere klædelig og havde lagt sagen hurtigere ned. For ja, vi forstår ALLE sammen de trafikale udfordringer ved børneaflevering. Den forståelse havde man aktiveret med en undskyldning. Med deflection aktiverer man i stedet en trods-reaktion, for andre ville ikke kunne bruge deres børn som forsvar.”