Selvom kommunikatørers jobglæde er høj sammenlignet med andre faggruppers, siger en femtedel af de adspurgte i en ny undersøgelse alligevel, at arbejdet betyder mindre for dem end for et år siden.

”Vi ser lige nu nogle strømninger, der trækker i forskellige retninger. I nogle år har arbejdet fyldt mere i vores liv, men nu har den tendens toppet. Nu bliver det gode liv ikke i lige så høj grad defineret af det arbejde, vi har,” siger Morten Ballisager, stifter og direktør i Konsulenthuset Ballisager, der står bag den årlige undersøgelse Kandidatanalysen. Den har 1.500 respondenter, hvoraf de to procent arbejder med enten kommunikation eller HR. 

En femtedel af dem svarer, at arbejdet betyder mindre for dem i dag end for fem år siden.

Høj jobglæde

Samtidig er gruppen af professionelle kommunikatører og HR-folk i toptre, når det gælder trivsel, ifølge undersøgelsen.

Hele 85 procent af dem svarer ‘i høj grad’ eller ‘nogen grad’ på spørgsmålet: Er du glad for dit job?

Kommunikatørernes jobglæde hænger formentlig sammen med de muligheder, som faget rummer, mener Morten Ballisager.

”Jeg har selv siddet i bestyrelsen i kommunikationsbureauet Publico, og det er tydeligt, at kommunikationsfaget giver mulighed for, at man kan arbejde fleksibelt og arbejde hjemme. Det passer enormt godt ind i den trend og efterspørgsel, vi generelt ser, selvom der selvfølgelig er forskel på, om man arbejder i en virksomhed, et bureau eller i det offentlige,” siger han. 

Den spirende tendens med, at arbejdet betyder mindre for en gruppe af kommunikatører end for fem år siden, kommer til udtryk på flere måder, når man ser på undersøgelsens generelle tendenser, ifølge Morten Ballisager.

”Vi investerer ikke det samme i dygtiggørelse og avancement som tidligere, og analysen viser også, at færre vil være ledere. Jeg bruger det udtryk, at vi giver arbejdslivet en halv kold skulder.”

Sammenhængskraften bliver udfordret

Tilværelsen som fri fugl er dog ikke noget, der generelt frister faggrupperne i undersøgelsen i højere grad end tidligere.

”Jeg ser ikke tendenser til, at folk vil være selvstændige. Arbejdspladser er stadig vigtige, men vi vil være på arbejdspladser, der er gode. Vi kan godt lide at være en del af et fællesskab, men det skal acceptere vores stigende behov for fleksibilitet og fritid.”

Bliver det et problem for trivslen, fastholdelsen og rekrutteringen fremover, hvis arbejdspladserne ikke kan honorere de krav?

”Jeg er nok mere optimistisk, for når hjemmearbejdet stiger, skyldes det, at det er i høj kurs, så arbejdspladserne har en tendens til at møde kandidaternes præferencer i et vist omfang. I fællesskab er vi ved at ændre på arbejdskulturen mange steder. Der hvor jeg har en bekymring, er, når det gælder, om vi kan bevare sammenhængskraften på arbejdspladserne, i takt med at vi sætter folk mere fri.”