Åbningstalen anmeldt: Aula-bashing var et pudsigt og forfejlet fokus

I årets åbningstale leverede Mette Frederiksen et klart fokus, men der manglede konkrete tiltag.
Aula-bashing: Research og punchlines var på plads i Frederiksens tale. Men når historikere om hundrede år læser statsministrenes åbningstaler og gerne vil se, hvad f.eks. holdningen i 2023 var til den eskalerende krig i Europa, klimaforandringer eller integrationen af AI i undervisning, kan de måske undre sig over, at ordet Aula fylder så meget. Kilde: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Aula-bashing: Research og punchlines var på plads i Frederiksens tale. Men når historikere om hundrede år læser statsministrenes åbningstaler og gerne vil se, hvad f.eks. holdningen i 2023 var til den eskalerende krig i Europa, klimaforandringer eller integrationen af AI i undervisning, kan de måske undre sig over, at ordet Aula fylder så meget. Kilde: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Retoriker Mark Herron

Læs hele talen her.

Åbningstalen fra statsministeren kan være med til at sætte agendaen for den første periode af året i Folketinget. Derfor kan der som med den amerikanske ”state of the union”-tale også nogle gange være tale om en “kedelig indkøbsseddel”, hvor ønsker fra diverse ministerier og interessenter i baglandet hober sig op i sætningerne uden større inspiration for lytterne. 

I dette års tale havde Frederiksen et klart fokus i talen, men emnet, der blev fokuseret på, blev beskrevet på en måde, der talte til et publikum, som højst sandsynligt ikke lytter til denne tale, og der manglede konkrete tiltag for at gøre det til et politisk projekt. Resten af de store udfordringer, som politikerne står overfor i denne tid, blev stuvet sammen i talens sidste del, så det sjældent blev mere inspirerende end et par velplacerede punchlines.

O Captain! My Captain!

Arbejde var igen i fokus for Mette Frederiksen, der sjældent lader et traditionelt taleøjeblik gå forbi,uden at der skal fremhæves en eller anden form for profession. Denne gang handlede det om lærergerningen. Der skal større respekt for både lærernes viden og ikke mindst deres tid. Så langt, så godt. 

Selvom Frederiksen kort anerkendte sit eget partis del i det pres, som lærerne føler i den nuværende udgave af folkeskolen, så var fokus i lige så høj grad på kommunikationssystemet Aula og de forældre, der ikke har nok respekt for lærernes arbejdstid, som på den underskov af kompetencemål lærerne skal følge. 

Kilde: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kilde: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Aula-bashing

Frederiksen brugte lige så meget tid på at beskrive, hvordan forældre spilder lærernes tid med nytteløse spørgsmål, som de rammer, politikerne har sat for folkeskolen. Det var en pudsig vinkel at lægge på et emne, der så tydeligt kræver politisk handling og ikke kun individuel handling fra de forældre, der måtte have følt sig ramt af statsministerens ord.

”Da jeg var barn, var min mor og fars involvering i skolen begrænset til et forældremøde i ny og næ. Og en kontaktbog med beskeder som “Mette var syg i går”. De stolede på mig. Og især på lærerne. I dag kommunikerer man som forælder dagligt med skolen og med hinanden på den digitale platform Aula.

Om alt fra ugeplaner, legegrupper og skolemad til gummistøvler, der er blevet væk. Det er et kæmpe fremskridt, at vi forældre engagerer os mere i vores børns skolegang. Selvfølgelig. Men er vi som forældre gode nok til at sige til vores børn: “Det har din lærer styr på. Hun har gjort det, hun mente, der skulle gøres”. Eller giver vi i stedet børnene for meget ret?”

Hr. Bjarne Laustsen har også indledt samråd med udtrykket
Hr. Bjarne Laustsen har også indledt samråd med udtrykket "prøliåhørher". Så prøliåhørher…” Kilde: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forskel på en åbningstale og en nytårstale

Man kan undre sig over, at Frederiksen med denne tilgang til emnet om lærernes arbejdsforhold talte mere til den brede danske befolkning end til politikerne i salen. Forslaget om at se lidt indad som forældre til et skolebarn havde måske passet bedre til en nytårstale, hvor nationens forældre i plejen af deres tømmermænd sikkert ville være lidt mere lydhøre om at skrive mindre på Aula. 

Fokus kan være godt for en tale, men i dette års åbningstale lod Frederiksen dette enkelte emne fylde så meget, at mange andre emner kun akkurat blev klemt ind til sidst, såsom udenrigspolitik generelt, krigen i Ukraine og klimaforandringerne. Derudover var de konkrete tiltag for folkeskolen knap så revolutionære og handlede i stedet om at se tilbage på, hvad der havde fungeret godt i fortiden – samt et grønthøsterforslag om at skære 90 pct. af de kompetencemål, som politikerne selv har været med til at søsætte.

Kævlens magt

Stilmæssigt gjorde Frederiksen det fint med en god åbningsanekdote om talerstolen, hun stod på, hvilken fungerede godt på flere planer. Hun refererede til den mere end 100 år gamle talerstol lavet af træ, som både blev flettet sammen med tidligere tiders debatter i Folketingssalen, samt med behovet for anerkendelse af godt dansk håndværk og kvinder på arbejdsmarkedet, da talerstolens skaber var den kvindelige snedker Anny Berntsen. På den måde fik Mette Frederiksen fint flettet flere tråde sammen i begyndelsen og slutningen af talen, men da indholdet imellem handlede om noget andet, så mistede denne anekdote sit potentiale og mindede mere om en stiløvelse i at skabe lidt historiske vingesus. 

Frederiksen leverede i sin kritik af kompetencemål for lærerne flere tal, der skulle underbygge det logiske i hendes forslag. Men det var med humoren, hun nok mere ramte plet hos publikum. Det gjaldt bl.a. flere henvisninger til Aula, og så nedenstående begrundelse for den politiske akademisering af alle fag, inklusive idræt: 

”Er det, fordi der her i salen måske er en overrepræsentation af os, som blev valgt sidst, når der skulle spilles fodbold, at vi i stedet har proppet teori og alt for abstrakte begreber ind i idrætstimerne?”

Nemlig ja, prøliåhørher

Der var dog også gange, hvor humoren tog noget fra emnets relevans. Den seneste debat om, hvilke sprog der bør tales i Folketinget, blev forsøgt afdramatiseret ved at tale om lokale danske dialekter:

”Har I lagt mærke til det, når I lytter til debatter her i salen? Det er sjældent, man kan høre forskel på, hvor vi hver især kommer fra. Selvom jeg ved, at der er en iblandt os, der en gang imellem forsøger. Hr. Bjarne Laustsen. Fra Himmerland. Han bruger udtrykket ”nemlig, ja”. Tilsyneladende som en protest mod københavnernes udtryk ”præcis”. For som han har sagt: ”Det er jo til at blive tosset af at høre på, som de siger ’præcis’ hele tiden. Især fordi de fleste københavnersnuder i dag kommer fra Jylland”. Hr. Bjarne Laustsen har også indledt samråd med udtrykket ”prøliåhørher”. Så prøliåhørher…”

Bliver der stadig talt om Aula om 100 år?

Research og punchlines var på plads i Frederiksens tale. Men når historikere om hundrede år læser statsministrenes åbningstaler og gerne vil se, hvad f.eks. holdningen i 2023 var til den eskalerende krig i Europa, klimaforandringer eller integrationen af AI i undervisning, kan de måske undre sig over, at ordet Aula fylder så meget. Der var et klart indledende fokus i talen, men da dette fokus var uden konkrete tiltag, publikum var misforstået, og resten af talens emner og stilistiske valg ikke fulgte op på det indledende fokus eller fik nok plads, så står talens centrale budskab lidt vakkelvornt tilbage. Det var en tale, som var velforberedt og blev leveret professionelt, men måske også taleskriverne skal have lov til at få lidt mere tid til deres opgaver?


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også