Da vi i slutningen af november 2021 lukkede ned for Fucking Flinks SoMe-platforme, kappede vi kablerne til vores 180.000 aktive brugere. Vi bad dem gå old school. Springe over på et nyhedsbrev, Fucking Flink Fredagsbar, der siden har været vores eneste livline ud til verden. (Lyst til at læse med? Tilmeld dig her.)

Karrieremæssigt var det at begå harakiri. Lave SoMe-verdenens version af Ærø Manifestet.

Hvorfor sådan et kikset mic drop? Fordi verden kalder på det. At lade de store techplatforme blive kuratorer af det, der de facto er blevet de største kanaler i vores kollektive kommunikative infrastruktur, er som at give Den sorte svane-dokumentarens Bandidos-rocker Fasar nøglerne til sit hus og forvente, at det nok skal gå godt.

Det gør det ikke.

Men det er, hvad vi har gjort. I januar 2023 var 91 pct. af den danske befolkning, ifølge Danmarks Statistik, på sociale medier. Vi er dem i EU, som scroller allermest. Det betyder, at vi har overladt størstedelen af vores kommunikative infrastruktur til fremmede magter, som er fløjtende ligeglade med os. De vil bare tjene penge. Public service er på private hænder, Fasar har kontrollen. 

Bredspektret ballade

Tro nu ikke, det kun er på de sociale medier, at vi er ude at svømme. Kommunikationen anno 2024 byder på bredspektret ballade. Og som forvaltere af medier, budskaber og den offentlige dialog er det os kommunikationsfolk, der har haft hænderne på rattet, mens det er gået sydover. 

• Politikeres troværdighed er raslet ned, i takt med at deres budskaber er blevet bøjet efter meningsmålinger og udsat for spin af bedste skuffe. Hvem har hjulpet politikerne sno sig? K-folk.
• Virksomheder har pyntet på sandheden, skjult kritisk viden, også om deres eget produkts miljømæssige slagsider, men alligevel ikke holdt sig fra en tørn med greenwashingen, hvis et sløjt omdømme skulle pyntes med bæredygtige fjer. Hvem har haft fingrene på tastaturet? K-folk.
• Vi hopper og danser i det algoritmiske sjippetov, Silicon Valley og ByteDance svinger (og vi har ikke en kæft indflydelse på det) og sender snart sagt hele vores kommunikations- og markedsføringsbudget afsted til techplatformene. Hvem har været med til at tage beslutningen? K-folk.

Vi står i lorten. Og vi har selv været med til at lægge den. 

Vi bemærker ikke engang selv stanken

For nylig holdt jeg oplæg til et netværksmøde blandt unge iværksættere. Under middagen fortæller en ung fyr med bølget hår om sit bureau, der har succes med at hjælpe klienter på LinkedIn. Bureauet, fortæller han, har fundet en metode til at automatisere den indledende kontakt til nye kunder. Med data mining fra kundernes sociale medie-kanaler er det muligt at skabe så detaljeret og personificeret kommunikation, at den er næsten umulig at skelne fra en ægte, menneskeskabt henvendelse.

En fuldskægget ung ved bordet, også kommunikationsfyr, spørger, hvor længe han tænker, at de kan blive ved? Med andre ord: Hvornår begynder folk at opdage, at kommunikationen er automatiseret? Ja, det finder de jo ud af på et tidspunkt, siger den unge bureaustifter og stryger hånden gennem sit hår: Men teknikken er så god, at vi har et vindue.

På intet tidspunkt under snakken mellem de unge k-folk kommer det op, om retningen er ønskværdig. Hvorfor? Fordi vi k-folk jo bare må følge udviklingen. Udtrykket don’t shoot the messenger har fået ny betydning: Vores job er at kommunikere, få budskaberne ud. Det moralske ansvar? Det vil vi ikke have skudt i skoene. 

Det er der nok nogle andre, der tager sig af.

One small mic drop for man, one big mic drop for hele k-branchen

At tage ansvar – råbe pik og skride fra de sociale medier – har ikke været nogen vinderstrategi for Fucking Flink. Vi er decimeret, nyhedsbrevet, Fucking Flink Fredagsbar, når ud til en mikroskopisk andel af vores oprindelige følgerskare. 

Men jeg har det som Edith Piaf: Je ne regrette rien.

Vi har skiftet et bredt reach ud med små, lokale samlinger. Er begyndt at lave LEJRBÅL. Fylde en stue med dem, der – ligesom os – har lugtet lunten om, at der skal ske noget andet. Og at vi for at finde de nye veje får brug for at arbejde sammen (se f.eks. her).

Vi er også begyndt at lave SAMMENSKRIVNINGER. Der er plads til 15 personer om langbordet i Tranquebar Boghandel i København. Kl. 10-12 hver mandag samler vi folk til at skrive løs på det, man nu er i gang med ,og rundt om bordet smitte hinanden med koncentration.

Hvorfor eksperimenterne? Fordi vi afsøger andre veje, vores kommunikation kan udfolde sig på. Og vi er villige til at veksle national udbredelse via fremmede platforme til små, umedierede samlinger. Især når vi mærker glæden ved, at kontakten højnes, kommunikationen bliver opbyggelig og samtalerne så stimulerende, at blodet bruser. 

Sådan tilbageerobrer vi magten over (vores lille hjørne af) den kollektive kommunikation. Stod det til mig, stillede mange flere af os kommunikationsfolk os skulder ved skulder og gjorde præcis dét: Viste os som de voksne i rummet. Gjorde op med en udvikling, som ikke fører gode steder hen. 

Tog magten tilbage.

K-folk? Please stand up

Ved store beslutninger kan det være en hjælp at konsultere tænkere, der holder længe efter garantiperiodens udløb. Tag nu den russiske forfatter Lev Tolstoj (1828-1910):

Folk forsøger at gøre alle mulige kloge og vanskelige ting for at forbedre livet i stedet for at gøre det enkleste og nemmeste – at nægte at deltage i aktiviteter, der gør livet dårligt.

Indrømmet. Det er ikke løsningen på al balladen sådan at smide mikrofonen og løbe nøgen ind i fortiden. Og jeg må understrege: Jeg vil hellere end gerne løbe ind i fremtiden – jeg skal nok beholde underhylerne på. Men før jeg løber, skal jeg kunne ane en fremtid, der tegner lys og god for os alle. 

Og dén har jeg svært ved at se, sådan som vores felt flytter sig i disse år.

Kforums stifter og tidligere redaktør Timme Bisgaard Munk skrev i Politiken, at der om to år ikke længere vil være originalt menneskeskabt indhold tilbage, som ChatGPT ikke allerede har trænet sig på. ChatGPT’s almindeligheder vil blive forurenet af indavl, så almindelighederne i en uendelig spiral bliver mere og mere banale. Det får Timme til at sige, at ”tidligere tiders frygt for menneskeskabt corporate business bullshit virker absurd, når man tænker på den kommende AI-bullshit-guldalder”.

Lyder dét som den fortryllende fremtid, vi alle drømmer om? Jeg ved ikke med dig. Men for mig lyder det som mere af det, vi har. 

Bare værre. 

Og her er det, at jeg spørger: Hvem har hænderne på rattet, når det gælder, hvordan vi skal kommunikere med hinanden? Det er vel dig og mig. Vi kommunikationsfolk. Bør vi ikke stille os op på ølkassen? 

Men okay, siger du måske: Jeg er også med på, at udviklingen i dag kan give panderynker. Men hvad er det for en vision, vi skal sætte i stedet? 

Jeg sidder her og nikker: Jeg har heller ikke den fuldt formede vision for fremtidens kommunikation. Flere taler om, at vi i dag lider af en imagination crisis, en forestillingskrise. Ikke underligt, hvis der også i vores fag er visionstørke. 

Derfor er det, at jeg over den tørkeramte jord hejser et flag for, at vi må tale sammen. Ikke gennem ChatGPT. Ikke i algoritmestyrede sociale medier. Slet ikke i spinnede fraser. Men ærligt og redeligt i frugtbar kommunikation med hinanden. 

Om hvad da? Det, der bør ligge os k-folk allermest på sinde: Hvordan vi skal kommunikere. I vores samfund. Imellem os. Og for vores alles bedste. 

Det er et kæmpe spørgsmål. Men er der nogen, der bør tage brydertag med det, er det da os fra kommunikationsbranchen. 

K-folk? Please stand up.

Dette var klumme #1 ud af 4. Næste klumme? Om en uge, d. 12. juli. 

Interesseret i at være med til SAMMENSKRIVNINGER? Tilmeld dig her: bit.ly/sammenskrivninger.

Interesseret i at være med i et Lejrbål? Skriv til lap@fflink.dk.