Big tech er big time-færdig med nyheder

Nyhedsmedierne fyrer, og annoncesalget er i frit fald. En af forklaringerne er, at trafikken fra sociale medier er faldet med 50 pct. på blot tre år. 
Den triste sandhed er, at skibillederne fra Norge ofte har mere engagement og flere visninger end kvalitetsjournalistikken. Som Mark Zuckerberg engang udtrykte det i interviewbogen “The Facebook Effect”: “A squirrel dying in front of your house may be more relevant to your interests right now than people dying in Africa.” Kilde: Getty Images.
Den triste sandhed er, at skibillederne fra Norge ofte har mere engagement og flere visninger end kvalitetsjournalistikken. Som Mark Zuckerberg engang udtrykte det i interviewbogen “The Facebook Effect”: “A squirrel dying in front of your house may be more relevant to your interests right now than people dying in Africa.” Kilde: Getty Images.
TIMME BISGAARD MUNK, ANALYTIKER OG KOMMENTATOR

2023 har været et sandt annus horribilis for verdens nyhedsmedier. Et år fuld af nedskæringer og massefyringer fra top til bund, fra New York til København. En vigtig forklaring er, at medierne i netop 2023 oplevede et uhørt dramatisk fald i trafik fra de sociale medier. En trist udvikling, som har været i gang de sidste tre år, men nu er accelereret. Ifølge data analysefirmaet Similar Web var trafikken fra Facebook i august 2023 62 pct. lavere end året før for verdens top-30-nyhedsmedier. Nogle af verdens mest berømte og hæderkronede medieinstitutioner oplevede endda endnu større fald, som eksempelvis The Guardian med hele 79 pct. og New York Times med 66 pct. Samme mønstre gælder sandsynligvis også de danske medier, selvom disse tal holdes hemmeligt. Siden august 2023 er det blot gået fra dårligt til slemt.

Det dramatiske fald. Kilde: Axios/Similar Web.

Annoncering er brudt sammen som forretningsmodel

Det dramatiske fald i trafikken er en katastrofe, som de facto har ødelagt annoncering som en forretningsmodel for nyhedsmedier. Færre læsere betyder færre annoncer, færre abonnenter og på sigt derfor færre journalister. Altså flere fyringer. Den eneste sikre indtægt med volumen er derfor mediernes faste abonnenter, der kommunikeres direkte med via egne kanaler såsom nyhedsbreve. At tilpasse forretningen til denne indtægtskilde alene vil kræve drastiske besparelser på omkostningerne. Det kommer til at gøre ondt.

Big tech er big time-ligeglad med nyhederne nu

Det er dog en katastrofe, medierne selv har skabt. Medierne har farligt, naivt og uforsigtigt gjort deres trafik og synlighed afhængig af de sociale medier som mellemled. Fordelen var, at de sociale medier viralt og gratis spredte deres indhold. Dette giver nu beslag. Nu har de brugerne og derfor ikke brug for mediernes læsere. 

Big tech er nemlig big time-færdig med nyheder af mange gode grunde. For det første har big tech ændret deres algoritmer, så de henviser til færre til nyheder, fordi mainstream-nyheder kan skabe konflikt, vrede og polarisering. Dette skaber dårlig stemning, for mange nyheder har en farlig konfliktbias. Det er naturligvis engagement, men big tech foretrækker den gode karma og deling af privatlivets almindeligheder frem for nye billeder fra Gazas ruiner eller reruns af Hamas-terroristernes kropskameraer.

De skærpede regulative rammer gør det dyrt at bekæmpe fake news

Samtidig er de regulative rammer og regler for fake news blevet strammet, hvilket gør det dyrt og besværligt i moderation. Ja, hvad der næsten er en umulig opgave i sin praktikalitet, fordi strømmen af nyheder er så massiv. De sociale medier kan derfor altid anklages for ikke at bekæmpe fake news godt nok. En stramning, som blot er blevet skærpet her op til det amerikanske valg i 2024, hvor myndighederne med rette frygter fake news og manipulation. Ud fra devisen better safe than sorry har de store platforme derfor skruet ned for nyhederne siden 2018 og frem i større og større grad, mens kontrær Elon Musk direkte har fravalgt de woke amerikanske medier på X. 

Når alt er indhold, er alle konkurrenter til nyhedsartiklen

Samtidig har digitaliseringen medført, at alle er deres eget medie med eget indhold. Denne contentification betyder, at artikler af høj journalistisk kvalitet skrevet af dyre, dygtige journalister fra New York Times skal konkurrere direkte med et foto fra familiens skiferie i Norge. Den triste sandhed er, at skibillederne fra Norge ofte har mere engagement og flere visninger end kvalitetsjournalistikken. Som Mark Zuckerberg engang udtrykte det i interviewbogen “The Facebook Effect”: “A squirrel dying in front of your house may be more relevant to your interests right now than people dying in Africa.”

Hvad der naturligvis føres tilbage til algoritmen, som blot giver folk mere af det, de tydeligvis gerne vil se og klikke på i forvejen. Big tech-fravalg af nyheder har derfor sin egen selvforstærkende effekt, hvor færre nyheder skaber endnu færre nyheder at klikke på i dit feed. 

Hvorfor læse dårlige, danske nyheder, når du kan få bedre internationale nyheder billigere?

I opmærksomhedsøkonomien er det dog ikke blot et spørgsmål om et begrænset udbud af nyheder i feed. Faldet skyldes også en svækket efterspørgsel efter den klassiske artikel i de store legacy-medier. Digitalisering har også øget konkurrencen mellem de klassiske medieinstitutioner. 

Danske nyhedsmedier bliver helt basalt udkonkurreret af deres engelske og amerikanske forbilleder, som helt basalt er bedre. Færre nyheder generelt, fordi flere læser de få globale nyhedsmedier. Mange idealtypiske læser af f.eks. danske medier har derfor erstattet deres medieforbrug med internationale kvalitetsmedier som Atlantic, NYT, FT, Economist og Guardian. Ikke mindst, fordi den avislæsende klasse jo pr. definition er globalister, som med rette har brug for globale medier som identitet og en bedre nyhedskilde.

Medievanerne har ændret sig mod short video og chat-medier. Et svært miljø for den klassiske nyhedsartikel

Langt vigtigere er det dog, at medievanerne ændrer sig for alle, og i særdeleshed for de unge. Færre bruger de klassiske sociale medier som nyhedskilde. Vi er post-sociale medier, hvor alle, og i særdeleshed de unge, er væk fra de klassiske sociale medier og nu primært på message-grupper/-platforme såsom WhatsApp, Signal, Telegram, Snap, Discord, TikTok og TikTok-copycat-medierne Reels og Instagram.

Alle platforme, hvor der deles færre nyheder, og hvor kort video-formatet er svært at oversætte og bruge som trafikkilde for de klassiske publicistiske medier. De nye videomedier er altså bedre til at “holde brugeren fanget” og linker ikke på samme måde ud til medier som det klassiske nyhedsfeed i Facebook og LinkedIn. Alle sociale medier prøver nu at efterligne TikToks succes med at fastholde og brugervækst, hvilket gør de klassiske nyhedsmedier irrelevante. 

Nyheder er kommercielt og strategisk irrelevant for de sociale medier

Nyhedsmedierne er blevet uvigtige og en besværlig kilde til dårlig stemning uden relevans for de unge; ifølge Facebook er nyhedslinks under 3 pct. af indholdet i brugernes feed og derfor kommercielt og strategisk irrelevant. De sociale mediers værdi og strategi har nemlig alle dage været at tiltrække og ikke mindst fastholde de unge brugere. Når de unges nyhedsforbrug er TikTok-videoer, er det spild af tid, penge og besvær at dele de klassiske mediers tekstartikler. En unødvendig boomer-manøvre, da kun +40-årige kan finde på at dele et link til en avishjemmeside. De unge er short video first and only, hvilket betyder, at de ikke klikker på et tekstlink.

Tidsånden i al sin gru betyder, at folk undgår nyheder

Samtidig er tidsånden og verdenshistoriens bevægelse ikke i nyhedernes favør. Vi bliver ikke blot præsenteret for færre nyheder på de sociale medier, men færre har lyst til at trykke på dem. Mange mennesker og flere og flere undgår nemlig bevidst nyheder nu. News avoidance hedder det med et fint ord. Efter først COVID, krigen i Ukraine og nu Hamas-Israel-krigen undgår mange mennesker de mange negative og uhyggelige medier, fordi det gør dem triste og sure. Og så har vi slet ikke nævnt klimakrisen, som har samme effekt på nyhedsforbruget. 

Rationalet for mange er derfor: Hvorfor opsøge de dårlige nyheder og alverdens ondskab? Nej tak, tænker mange, og derfor falder trafikken. Desuden har de mange betalingsmure ødelagt henvisningens brugeroplevelse. Hvorfor spilde tid på en amputeret artikel, hvor man blot kan læse få linjer? Hvad der medfører, at flere holder sig tilbage for at trykke, og derfor fortæller algoritmen igen og igen, at nyheder ikke efterspørges. 

Ingen har et godt strategisk modsvar til udviklingen

Intet tyder på, at den forsvundne trafik kommer tilbage. Big tech har ikke længere fokus på nyheder som andet end content blandt andet content. Kynisk har nyhederne heller ingenting, som big tech har brug for eller mangler. Nogle frygter med rette, at situationen for verdens nyhedsmedier bliver endnu mere dyster. Strategisk er det også uklart, hvad løsningen er. At omfavne TikTok og chat-medierne? Næppe, fordi alt tyder på, at kærligheden ikke er gengældt. Historien om en usund afhængighed af sociale medier vil sandsynligvis blot gentage sig.

Måske er vi bare post-legacy-nyhedsmedierne?

Google, LinkedIn og Facebook udruller generativ AI på deres platforme. Hvad der betyder, at de meget snart kan lave AI-copycat af det eneste, som nyhederne havde monopol på, nemlig nyheder. Specielt Googles generative search vil reducere links og trafik til websites. Her fanges brugeren nemlig i Google-universet med syntetisk indhold, som spejler og erstatter det indhold, som findes på alverdens nyhedssites. Hvad der på sigt betyder, at nyhedswebsitet snart er dødt og mere skal ses som en database og kilde til den generative AI. Overskriften og nyheden er, at nyheder med et godt nudansk ord er fucked. En nyhed, der dog aldrig kan deles på de sociale medier, fordi ordet fucked er forbudt at dele. Nyhedernes forsvundne opmærksomhed er en udelelig hemmelighed. Ironisk og katastrofalt på en og samme tid. 

Læs mere her

Facebook report disparages news: ’Small and diminishing role’ for publisher content

As social media turns away from the news, publishers meet audiences on other channels | Reuters Institute for the Study of Journalism

Reuters Institute Digital News Report 2023

Facebook’s retreat from the news has painful for publishers—including Slate.

Social Media and News Fact Sheet | Pew Research Center

Social Referrals to News Sites Sliced Nearly in Half Since 2020 | Similarweb

As social media turns away from the news, publishers meet audiences on other channels | Reuters Institute for the Study of Journalism

Silicon Valley Ditches News, Shaking an Unstable Industry - The New York Times

Social media newsf consumption slows globally

Publishers reckon with declining Facebook referral traffic as the platform pulls away from news - Digiday

No News in Facebook Feeds Is Good News for Meta - The Washington Post

Exclusive: Meta’s Canada news ban fails to dent Facebook usage | Reuters

How the social traffic that gave life to BuzzFeed News ultimately led to its demise - Digiday


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs