Hvad nu hvis AI skaber et sandt paradis af frihed og fritid for alle?
AI er en kæmpe gave til mennesket, som vil gøre alles liv ufatteligt meget bedre, sjovere og mere lykkeligt.
Sådan lyder det glade budskab fra en berømt filosof i en ny bog.
Forfatteren bag er den svensk-engelske filosof Nick Bostrom fra Oxford Universitet. Han er en af verdens førende AI-eksperter.
Når alting går galt med AI
I bogen udfoldes en trist og tragisk fremtid af AI-robottyranni. En fremtid som et miks mellem “The Matrix”, “Blade Runner” og “The Terminator”. Dengang i 2016 var Bostrom optaget af, om vi mennesker er kloge nok til at stoppe AI, når den bliver klogere end os.
Svaret var nej, for fremtiden er, ifølge Bostrom, en verden styret af superintelligente AI-robotter med os mennesker som dens dumme slaver – ja, muligvis udryddet om blot få hundrede år, fordi vi var mere til besvær end gavn.
Vi har kun en mulighed for at vinde kampen. For at beskytte os mod den nye trussel fra AI skal vi hurtigst muligt få bygget en “dead man switch”-knap, så vi kan slukke for strømmen inden den farlige AI-robotmagtovertagelse.
Bogen var ved sin udgivelse en skræmmende advarsel om, hvad AI vil betyde, hvis alt går galt, og alle vores værste tech-mareridt bliver til virkelighed.
Fra dystopi til utopi
Nu, snart ti år senere, vender Nick Bostrom kækt, en smule studentikost og dialektisk sin gamle advarsel på hovedet i sin nye bog “Deep Utopia”. Nu er plottet og pointen det stik modsatte, og konklusionen skifter fra minus til plus.
Præmissen er dog den samme teknologiske idealisme, hvor det altid er teknologien, som udvikler samfundet og ikke omvendt. Den forskrækkede filosof er nu blevet fuld af forhåbninger. Dystopien er afløst af utopien.
For hvad nu hvis alting går godt, og AI skaber et sandt paradis af frihed og fritid for alle? Hvad hvis AI skaber en problemfri virkelighed, hvor alverdens idiotiske og slidsomme opgaver er automatiseret fra A til Z. En verden uden slaver, hvor vi mennesker er frisatte guder, som kun bruger tid på det, vi har lyst til.
For ifølge Bostrom er der intet heroisk eller opbyggeligt ved hverdagslivet, slid og slæb. Det er med et godt jysk ord bare træls. Håbet og filosoffens holdning er, at AI vil gøre vores allesammens liv mindre træls.
Et liv uden trældom
Som han så præcist beskriver det i bogen om vores trælse trældom, som AI heldigvis vil befri os fra:
“If you just zoom in on an average person in a wealthy country — a middle-class American, or whatever — and see how much discomfort and pain and limitation and then decay there is, it’s not even some kind of beautiful, melancholy, tragic moments that have greater significance and cause a spiritual awakening, but just kind of boring headaches and like feeling kind of dissatisfied because, you know, you have some medical condition or are bored at the eight hours you have to spend at work every day — the kind of grind of everyday life. This kind of misery is not theatrical, and it’s not Shakespearean. It’s bloody annoying, and most people would be happier without it.”
Fire faser af utopisk AI-udvikling
Dette nye liv uden lidelser opstår dog ikke fra den ene dag til den anden, men skal ses som en større historisk bevægelse over flere tusinde år. Her skelner Bostrom mellem fire faser af utopisk AI-udvikling fra nu og frem.
Først opstår en politisk kreativ utopi af uhørt stor kreativ og politisk frihed for alle, fordi mennesker ikke skal disciplineres i samme grad til at arbejde hele tiden; det tager AI sig nemlig af.
Dernæst en post-mangel-utopi, hvor ingen mennesker mangler noget, efterfulgt af post-arbejde-utopi, hvor ingen behøver arbejde.
Til sidst en post-instrumentel utopi, hvor vi ikke længere behøver at gøre noget som helst selv, afsluttende med den plastiske utopi, hvor total frihed hersker, og vi med Bostroms ord kan konfigurere os, som vi vil.
Det lyder flippet, men hvis man som Bostrom tager den store jahat på og ser langsigtet på teknologiudviklingen, er det knapt så flyvsk og useriøst som ved første blik. Som forfatteren selvsikkert selv skriver det:
“As we look deeper into the future, any possibility that is not radical is not realistic.”
AI er en filosofisk partikelaccelerator
De flyvske tanker om den fjerne fremtid skal, ifølge Bostrom, ses som et redskab til at tænke bedre og mere klart om AI, og hvilken værdi den skaber:
“The concept of deep utopia can serve as a kind of philosophical particle accelerator in which extreme conditions are created that allow us to study the elementary constituents of our values.”
Hans glade halleluja-budskab er et friskt pust i AI-debatten, som ellers er præget af frygt, fordomme og forbud. Ikke blot stråler bogen af optimisme, men den er også fuld af kreative, originale tanker og indfald.
Hans blik og sans for AI er på niveau med den berømte medieforsker Marshall McLuhans revolutionære sans og blik på tv-mediet. Forskellige epoker og forskellige medier, men samme selvtænkende originalitet. Det er ekstremt inspirerende og gør bogen læseværdig.
Bogen er læseværdig og ulæselig på en og samme tid
Desværre er bogen i sin opbygning ulidelig irriterende, sat op som tæt på 500 sider pseudo-dialoger mellem Bostrom og nogle udvalgte fiktive elever efter oldgræsk forbillede.
En forelæsningsrække tematiseret på en uge, fra mandag til fredag. Dette format gør ikke bogen bedre, tværtimod, og jeg anbefaler derfor, som mange andre også skriver, at man blot læser kapitlerne “Tuesday” og “Wednesday”, som rummer alle bogens vigtigste budskaber.
Mange af de andre kapitler er for lange, kaotiske og skrevet i den irriterende dialogiske form. Ergo, bogen er mindst 300 sider for lang; noget, man kun kan tilgive, fordi forfatteren er uhyggelig superintelligent. No pun intended i forhold til titlen på hans første dystopiske bog.
På trods af Bostroms begavelse og analysens originalitet mangler bogen dog et større og bedre blik for sociale konflikter og ulighed omkring teknologiske revolutioner.
Nogle sociale grupper vil vinde, og andre vil tabe stort på AI-revolutionen. Dette har vi allerede oplevet i konflikten mellem AI-doomers versus AI-boomers, mellem AI som Microsofts techgigantforretning og OpenAI som NGO/fond.
Her mangler Bostrom et kritisk politisk blik på AI-udvikling som konflikt, fordi han absolut lidt studentikost med vold og magt dialektisk vil skrive en 100 pct. optimistisk utopisk bog her otte år efter sin første 100 pct. dystopiske bog.
Desværre, eller heldigvis, er sandheden et miks af 50 pct. dystopi og 50 pct. utopi i en evig konflikt mellem idealisme og økonomisk realisme/grådighed. For AI vil skabe mere ulighed, hvor nogle vil overleve, og andre vil uddø. Nogle vinde stort, og andre tabe meget.
Hatten af for, at Bostrom tager jahatten på
AI-fremtiden er ikke blot himmel eller helvede. Men hatten af for, at Bostrom så begavet, politisk og originalt tager jahatten på.
Hans begavelse og originalitet er så unik menneskelig, at han med sine to bøger modbeviser sine to bøger med to modsatrettede argumentationer på en og samme tid. Han undervurderer mennesket og sin egen intelligens, mens han overvurderer AI’s i samme ræsonnement.
Bostrom ville påvise den menneskelige intelligens’ begrænsninger og erstatbarhed med både negativt og positivt fortegn, men kommer med sin åndrige analyser indirekte til at bevise, at mennesket som sådan – og Bostrom i særdeleshed – er ubegrænset og uerstattelig superintelligent.
Langt klogere end nogen AI nogensinde vil blive nu eller i fjern dystopisk utopisk mulig fremtid. Mennesket er menneskets største og eneste gave til sig selv.
Læs mere om bogen her:
Superintelligence” af Nick Bostrom
Nick Bostrom Made the World Fear AI. Now He Asks: What if It Fixes Everything? | WIRED
Philosopher Nick Bostrom’s predictions on life in an AI utopia
Book review: Deep Utopia — LessWrong
Nick Bostrom’s ‘Deep Utopia’ On Our AI Future: Can We Have Meaning And Fun?
