Mærsk møder kritik af håndtering af tabte containere

46 containere røg den 22. december over bord på et Mærsk-skib, og meget af indholdet er nu drevet på land på strande i Nordvestjylland.
Indholdet fra nogle af de 46 tabte containere er skyllet op på strande i Nordjylland. Henrik Beha Pedersen, bestyrelsesformand og stifter af organisationen Plastic Change, mener, at Mærsk ikke har haft en plan for scenariet. | Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Indholdet fra nogle af de 46 tabte containere er skyllet op på strande i Nordjylland. Henrik Beha Pedersen, bestyrelsesformand og stifter af organisationen Plastic Change, mener, at Mærsk ikke har haft en plan for scenariet. | Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

”Det er kritisk, at der går så lang tid. Det er meget bekymrende, at man ikke har en plan for det her.” Sådan siger Henrik Beha Pedersen, bestyrelsesformand og stifter af organisationen Plastic Change, om Mærsks håndtering af deres tabte containere til TV 2.

Fredag den 22. december, mens stormen Pia rasede, røg 46 containere over bord på et Mærsk-skib, der sejlede ud for Jyllands nordvestlige kyst. Siden da er noget af indholdet drevet op på de nærliggende strande, og Henrik Beha Pedersen mener, at Mærsk blandt andet burde have stillet containere op på strandene, så der hurtigt kunne blive samlet ”store mængder” ind. 

Til Ritzau har sikkerhedschefen for Mærsks flåde, Søren Thuen, sagt, at ”selskabet ser med stor alvor på situationen.”

”Det er vores ansvar, og vi er med, indtil alt er ryddet op, og helt indstillet på at dække de omkostninger, der måtte være forbundet med oprydningen.”

Klokken 14 onsdag den 27. december bliver der afholdt et statusmøde mellem Mærsk, borgmesteren i Hjørring Kommune, Søren Smalbro, og andre kommunale repræsentanter. Inden mødet siger Søren Smalbro til TV 2, at ”Mærsk skal gøre alt, hvad de kan, og betale de regninger, der skal betales.”

Vagtchefen i Nordjyllands Politi har set sig nødsaget til at understrege, at man ikke må tage de ting, der måtte skylle op på strandene, og det er at betragte som tyveri. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Læs også

Job

Se flere jobs