Find fred med dine fuckups

I nederlaget bor selvindsigten. Her er mit anti-CV. Alle har et, men spørgsmålet er, om det skal fortrænges eller blive en del af dig. For det er dig. 
Ej dit anti-CV, så det ikke leger med dit selvværd. Skuffelser, nederlag, fejl og tilbageslag sker for alle. Jeg er der, hvor jeg er i dag, ikke på trods af, men på grund af alle de her ting. Kilde: Getty Images.
Ej dit anti-CV, så det ikke leger med dit selvværd. Skuffelser, nederlag, fejl og tilbageslag sker for alle. Jeg er der, hvor jeg er i dag, ikke på trods af, men på grund af alle de her ting. Kilde: Getty Images.
Jacob Bogh, Creative lead Have Kommunikation

Det er budskabet i mit LinkedIn-opslag og anti-cv. Opslaget lyder:

Jeg har skrevet over 100 jobansøgninger, været til over 50 samtaler og aldrig fået et job den vej.

Jeg har pitchet bunker af podcast- og TV-idéer, der blev afvist.

Jeg fik et skuffende 7-tal for mit speciale.

Jeg fik et fedt job og sagde op efter 19 dage, fordi det viste sig at være en idiotfabrik.

Jeg kom til at sende tom luft i en halv time, da jeg lavede mit første radioprogram for Heartbeats. Med min helt Tue Track i studiet.

Jeg kom en gang til at sætte en annonce til 5.000 kr. pr. dag i stedet for i alt. Den hørte i 12 dage over julen og kostede arbejdspladsen 60.000 kr.

Jeg prøvede en gang at starte et bureau, tabte to pitches og kom aldrig videre.

Jeg er blevet fyret fra lukrative DJ gigs, fordi jeg hellere ville feste på jobbet end være professionel.

Jeg har udgivet musik, ingen har lyttet til og spillet koncerter for bartenderen og to venner.

Jeg er blevet fyret grundet nedskæringer.

Jeg har indsendt kreative projekter til awards uden at blive nomineret.

Jeg søgte i sin tid både journalisthøjskolen og London School of Economics. Fik afslag fra begge.

Jeg lod min gode praktikplads hos DR flyde ud i sandet i stedet for at gribe muligheden.

Jeg har lagt liv og sjæl i koncepter og kampagner og set stikket blive trukket i sidste sekund. Og været med til at opfinde en kunstinstallation med et 2000 liters akvarie, der ikke blev til noget, fordi den eksploderede, da den skulle fyldes.

Jeg har en gang været så stresset på shoot, at jeg tabte et kamera og fik klager fra skuespillerne, fordi jeg spredte stress-vibes. Jeg har glemt at trykke ”rec” på shoot mere end et par gange.

Listen kunne fortsætte. Skuffelser, nederlag, fejl og tilbageslag.

Hvilket uundgåeligt bringer mig til den store cliché: Målet er ikke at gå igennem livet uden fejl og skuffelser. Men at lære noget af de fejl og skuffelser. Eller i det mindste blive rasende og bruge vreden som motivation. Jeg er der, hvor jeg er i dag ikke på trods af, men på grund af alle de her ting.

Tænk, hvis man på LinkedIn også kunne se et CV over folks fejl og nederlag. Det ville måske være meget mere informativt end blot at se alle succeserne.

Hvorfor skrev jeg det?

LinkedIn er jo fyldt med succes. Man kan hurtigt få følelsen af, at alle andre bare sejler fra sejr til sejr, og man er den eneste, der nogle gange også møder nederlag. 

Min oprindelige tanke med opslaget var nok bare at sige det, jeg selv kunne have haft brug for at høre de gange i mit liv, jeg ikke var på toppen. At alle fucker op nogle gange. Eller møder skuffelser og modgang, der er helt ude af deres kontrol.

Men der er flere grunde til at dvæle lidt ved fejl og modgang. Det er egentlig lidt idiotisk. Det er, som om vi alle sammen gerne vil lade som om, vi er gået gennem livet uden at gøre noget som helst forkert. Men det er jo indlysende løgn. 

Vi vil helst skjule vores fejl og fiaskoer. Hvorfor? Ren forfængelighed måske? Fordi vi tror, at folk vil huske vores fejl og dømme os på dem? At vi virker dygtigere, hvis vi kan vise en “perfect track record”? I min erfaring har folk bedre ting at tage sig til end at dømme andre.

Judge me by how good my good ideas are, not by how bad my bad ideas are

Der er et citat – af Ben Affleck, sjovt nok – jeg tit tager frem, når jeg kører kreative udviklingsprocesser.: “Judge me by how good my good ideas are, not by how bad my bad ideas are”. De dårlige idéer kan bare ryge i skraldespanden, så glemmer vi dem. Det er den der ene ud af hundrede idéer, der betyder noget. 

Den tankegang kan man langt hen ad vejen føre videre i livet generelt, synes jeg. Især hvis de dårlige idéer ikke koster andet end lidt tid og et stykke papir. Smid fejlene i skraldespanden. Videre. Fokusér der, hvor der er potentiale.

Hvis man vil skabe noget nyt, skal man være klar til at risikere noget. Hvis man vil bevæge sig ud på ubetrådt land, må man indstille sig på, at man ikke ved, hvad der er rundt om hjørnet. Det samme gælder, hvis man vil udvikle sig menneskeligt eller fagligt. 

I nederlaget bor sejren

Jeg ejer mine fiaskoer. Ikke fordi de ikke også gør ondt på mig. Selvfølgelig gør de det. Hvert eneste punkt på mit opslag repræsenterer en dag, hvor jeg havde ondt i maven og følte mig uduelig. Men fordi jeg ved, at forudsætningen for en fiasko er, at man faktisk vovede pelsen. Prøvede på at skabe et eller andet. Prøvede noget nyt. Hvis et fejlfrit liv er drømmen, så skal man bare holde sig til det, man kender og aldrig begive sig ud i noget nyt.

Succes er mere tilfældigt, og værdi er mere end karrieresucces

Succeshistorier er i øvrigt ofte vildt uinteressante. Lad os være ærlige: 99 pct. af succeshistorierne på LinkedIn handler jo ikke om noget vildt genialt, men er en blanding af held, timing og flid. Jeg har set middelmådige mennesker blive forfremmet, og fede, talentfulde folk blive forbigået. Succes og menneskelig/faglig værdi følges ikke altid ad, og succes på papiret er ikke nødvendigvis lig med, at man har bidraget med noget af værdi til sin omverden. Forfremmelser og små job-wins er et superdårligt mål for menneskelig værdi. 

Succes fortæller heller ikke nødvendigvis noget interessant. Om mennesket eller verden. Det gør fiaskoerne til gengæld. Dem kan vi lære noget af. Ikke bare hvorfor det gik galt, men hvad man så gjorde bagefter. 

Fejl og modgang er selvfølgelig ikke noget at stræbe efter. Men jeg tror, vi kunne lære meget mere af hinanden, hvis vi var lidt mere ærlige. Hvis vi droppede fortællingen om at være fejlfrie og delte lidt mere ud af fejl og modgang. Og jeg tror, folk ville have et mere åbent sind og mere mod til at prøve ting af, hvis der ikke var så meget skam forbundet med at ramme forkert.

Skriv dit eget anti-CV på LinkedIn

Jeg vil derfor opfordre alle til at skrive deres eget anti-CV. Om ikke andet, så bare inde i sit eget stille sind. Det er nemlig altid en god øvelse i ydmyghed og modstandskraft at huske, hvor tit man egentlig møder modstand. For at finde fred med sine fuckups er at finde fred med sig selv og åbne op for læring.

Til inspiration: Her er andres anti-CV og tanker om anti-CV’ets lærende kraft

Johannes Haushofers CV of failures

The Failure Resume: What Is It and Should I Write One? - Remote Work From Home Job Search Tips and Advice

My Failure Résumé | The New Yorker

3 Ways to Fail Cheap

Write a Failure Résumé to Learn What Makes You Succeed

What the ‘CV of failures’ really reveals about career setbacks

Offline: It’s time to prepare your anti-CV - The Lancet

Den berømte VC, som har lavet en liste med alle de virksomheder, de ikke investerede i, fra Facebook til Tesla: Anti Portfolio - Bessemer Venture Partners

Det meste berømte og et af de første anti-CV’er:

CV of failures: Princeton professor publishes résumé of his career lows


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Job

Se flere jobs