Klimaområdet er stærkt politiseret og fyldt med aktører, der forsøger at påvirke den politiske dagsorden og beslutningsproces. Det er folk med relevante fagligheder og indsigt – men det er også parter, som repræsenterer særinteresser. Indimellem bruges de som ekspertkilder i journalistikken. Hvor udbredt er denne praksis? Og hvad bruges disse kilder faktisk til at levere i artiklerne? 

Disse spørgsmål var afsættet for et endnu ikke publiceret forskningsprojekt, hvor min kollega Jakob Dybro Johansen og jeg selv har analyseret 200 artikler fra Klimamonitor, Informations klimasektion, Altinget klima og Børsen Bæredygtig. Det er specialiserede klimaredaktioner, som ikke laver andet end at skrive om klimarelateret stof. De er med andre ord proffer.

Her præsenterer vi udvalgte resultater. Der knytter sig naturligvis statistisk usikkerhed til undersøgelsens resultater, men de giver ikke desto mindre et tydeligt fingerpeg om praksis på redaktionerne.

Resultater

Fire ud af ti ekspertkilder i klimajournalistikken på de specialiserede redaktioner er privatansatte ikke-forskere. De kommer stort set alle fra tænketanke, interesseorganisationer og rådgivende virksomheder. Danmarks grønne tænketank Concito er storleverandør af disse eksperter og den suverænt mest frekvente aktør i vores kortlægning, hvilket de formentlig og med god grund er ret begejstrede over.

Rådet for Grøn Omstilling er en anden hyppig brugt aktør. Fælles for dem er, at de har en faglig relevant viden, men de udtaler sig samtidig ofte politisk-strategisk. Det kan give kasketforvirring. Er det fagligt kompetente partskilder? Ekspertkilder med en dagsorden? Hvordan skal journalister behandle dem – kildekritisk? Som minimum bør interesser og ståsted deklareres.

Det hænger sammen med en anden udfordring: To ud af tre analyserede artikler citerer blot en enkelt ekspertkilde. Mange af disse énkilde-historier lægger hele ekspertautoriteten hos en ekspert med særinteresser. Halvdelen af disse eksperter er i øvrigt økonomer.

Betyder det, at der er væsentlige stemmer, synspunkter og viden, læseren ikke præsenteres for? Ved journalisten overhovedet, om eksperten repræsenterer konsensus blandt eksperter på området? Risikoen er, at læseren præsenteres for et selektivt og skævt billede.

Ekspertkilderne leverer faktuel viden. Men de leverer også rigtigt mange vurderinger. Der optræder ekspertvurderinger i stort set samtlige artikler. Men mest iøjnefaldende er brugen af politiske handlingsanvisninger. I de analyserede klimaartikler leverer ekspertkilder handlingsanvisninger i cirka halvdelen af artiklen.

En handlingsanvisning er typisk en anbefaling, opfordring eller en advarsel. Det kan f.eks. være, at de værste biobrændstoffer bør forbydes; at Folketinget bør satse på CO2-fangst i stedet for at fokusere på at reducere importen af affald, eller at staten skal se at få udbudt en masse mere havvind i en fart til glæde for klimaet og samfundsøkonomien.

De fleste af anvisningerne er rettet mod det politiske niveau. Det er mange flere handlingsanvisninger, end vi finder i journalistikken generelt. Det peger tilbage på, at klimaområdet er fyldt med aktører, som forsøger at påvirke politiske dagsordener og beslutningsprocesser.

Tænketankseksperter er leveringsdygtige i handlingsanvisninger. Det er vel nærmest det, de får deres gode løn for. Men det er netop også i handlingsanvisningerne, at det bliver tydeligt, at der er tale om eksperter med særinteresser.

Hvad så med de såkaldt uafhængige forskere på universiteter, professionshøjskoler og forskningscentre? De har naturligvis også interesser. Mere eller mindre tydeligt deklarerede. Og de leverer også indimellem politiske handlingsanvisninger. Men de er trods alt ikke ansat til at forfølge bestemte politiske prioriteringer og løsninger.

Der er en grundlæggende forskel – alene i kraft af ansættelsesforholdet.

Anbefalinger

Det er ikke så mærkeligt, at partseksperterne optræder hyppigt i medierne. De er vidende, står til rådighed, forstår mediemøllen og er leveringsdygtige i vurderinger og handlingsanvisninger. Alt sammen noget, som gør livet nemmere for journalisten.

Men det stiller krav til journalistens research og kildekritik. Især når det kommer til vurderinger og handlingsanvisninger, er det alt for sårbart, hvis journalisten blot hører en enkelt partseksperts bud.

Man er nødt til at undersøge, om der er andre relevante udlægninger, og hvor en mulig konsensus findes blandt fagfolk på området. Og så stiller det krav til deklarering. Begge dele er afgørende, hvis man ikke vil lade læseren i stikken.

Læs mere her om undersøgelsen