”Ord der skal dø” er ikke en overskrift jeg er specielt stolt af, men det er blevet en effektiv genrebetegnelse, og min artikel vil også gerne tages i ed når nogen søger på emnet en dag. 

I disse tider er der så megen lidelse og opfindsom dødsvold at i hvert fald jeg har brug for at skille tingene ad og skrue ned for volden og voldsomheden i sproget. Derfor kommer jeg ikke til i denne eller fremtidige artikler at skrive at folk der bruger dette eller hint udtryk, skal på hjul og stejle, eller at det er mere ærefuldt at hoppe ud fra en bro end at deltage i Black Friday – selv om det er nemt og bekvemt (og på sin vis morsomt) for mig at gøre sproget slagkraftigere på den måde. 

Jeg er ikke den eneste. Det synes at være et generationstræk. Men jeg tror at det er tid til at vi besinder os på at skrue ned for retorikken og måske hen ad vejen – når vi har øvet os noget mere – at genopdage tidligere generationers mere stille og elegante perfiditeter. Disse trænger længere ind og kan derfor udøve større virkning trods de mindre armbevægelser. Lad det hermed være en opfordring: Giv din indre sproglige Dolph en velfortjent pause – det gælder både ordvalg og stemmeføring. 

Således alvorsfuldt opvarmet er jeg snart parat til at tage fat på listen. Blot byder min faglige forfængelighed mig at sige at jeg med denne liste bevæger mig ind i en genre som jeg næsten altid synes udføres dårligt. Dagbladet Informations årlige ord-der-skal-dø-liste er for det meste dovent tænkt og nemt skrevet, og det er Heartbeats og andres lister også. Jeg tror opgaven gives som et stykke klik-aflokkende journalistisk venstrehåndsarbejde, enten til en træt journalist eller en frisk praktikant. Nogle artikler er selvfølgelig bedre end andre, og der er naturligvis fund i dem som rammer plet. Men langt de fleste af disse artikler har jeg set som spildte muligheder for at belyse de vigtigste uvaner og uhensigtsmæssigheder i sproget – måske fordi muligheden sjældent gives til egentlige sprogmennesker. 

Denne liste indeholder 20 ord, udtryk, vendinger eller tankegange jeg ønsker at bortvise fra det danske sprog. Nogle af dem er deciderede fejl, men med en i 2023 så stor udbredelse at de før eller siden kan kravle over plankeværket hos Dansk Sprognævn og komme til at udvande det korrekte sprog. Andre er, som det er gængs for genren, bare ord og udtryk som jeg – og formentlig andre med mig – er grusomt træt af. 

Rækkefølgen er ikke udtryk for prioritering, og eneste overordnede struktur er at jeg begynder med det anglicismeprægede for at få det overstået. Jeg får nemlig ondt i maven og koldsved af det. Det er en form for terror som jeg gerne vil være på afstand af længere nede i listen. 

Sprogligt tager jeg primært afsæt i DR’s P1, skreven journalistik i almindelighed og såkaldt gode og sikre sprogbrugere blandt mine facebookvenner. Jeg kommer således ikke til at angribe ”OMG”, ”LOL” og lignende. Ungdom og underverden skal have lov at have deres ulovligheder og elendigheder for sig selv, uden at det er noget jeg skal bruge tid på. Tilsvarende kommer jeg ikke ind på fødevareemballagens åbenlyse sproglige fortrædeligheder, men jeg kan meddele fra den verden at kalve fortsat lever i skiver. 

Word!

Som en hyldest til politisk kommentator Jarl Cordua, som har slået sig selv til ridder af det danske sprog ved at fare i flæsket på engelsk her, dér og allevegne, vil jeg begynde her. Det er sjældent at en person med bred adgang til medierne (og ikke mindst algoritmisk opmærksomhed på de såkaldt sociale medier) satser store dele af sin butik på at være endog særdeles fast i kødet i en sag som egentlig er sekundær for hans embede. Derfor er vi mere normative sprognørder Cordua meget taknemmelige. 

Jeg spurgte ham om han havde noget til min liste, og han nævnte bl.a. en enormt irriterende kommentar som desværre er gængs, men som jeg havde glemt, bl.a. fordi jeg er ekstremt fremmedgjort over for den, nemlig ”Word!”. I en dansk kontekst er Word navnet på det mest udbredte tekstbehandlingsprogram – ikke rigtig noget andet. Når man ser det, er det lige før man savner det miserable ”godt brølt”, og det får jeg trods alt ikke angstens sved af. 

spot on

Dette udtryk er lige så rædsomt, og ordstillingen er i øvrigt lettere forkvaklet (”spot” er jo et navneord i modsætning til ”right” i udtrykket ”right on”). Metaforisk er ”spot on” noget med at være præcis på detaljen (ikke noget med at ramme i midten af skiven, og heller ikke noget med at være værdig til projektørlyset). Ud over Annegrethe Felter Rasmussen, som var så venlig at afvise nogle af mine forestillinger om metaforen, har jeg rådført mig med forfatter Christian Mørk som har begået sig journalistisk på engelsk og derfor måtte vide noget. Han var så elskværdig at ringe mig op fra Hawaii og betro mig at ”spot on” ganske vist vil blive forstået på sin egen akavede facon, men faktisk ikke er noget man går rundt og siger i det engelske sprogområde. Tak for det. Ud med ”spot on”. 

faile

Under dette punkt på listen ligger hele min kritik af engelsk som almindelig udflåd efter al for megen og ensidig orientering i engelske tekster og tv-serier. Dette medies chefredaktør er storkriminel på dette felt og har skrevet om fail her og faile dér når han bare kunne skrive fejl og fejle. Det er lidt som en forkølelse der har den grumme effekt at forandre sprogbrugeren for altid – en forkølelse som nogle af os andre imidlertid har et nogenlunde tæt værn mod. Her er nogle flere eksempler: mindblowing, awesome, random, far-fetched, biased, … -ish, done, surpriseparty, gamechanger, bashing, benchmark, whereabouts, empowerment, hoax, silver fox, true crime, connecte, performe, shine, onboarde, approache, shame, spoile, bingewatche. 

Som Kirsten Rask skriver i en nylig kronik i Kristeligt Dagblad: ”Modersmålet er vores første sprog og dermed det første vi hører, allerede inden vi bliver født. Vi fødes ind i det, det har været der længe før os, og det lever videre længe efter os. Vores modersmål åbner den del af vores omverden der kan beskrives, betegnes og belyses med ord. Derfor er respekten for vores modersmål en del af vores selvrespekt.” 

Black Friday

Når det i morgen sortner af mennesker i El-giganten og tilsvarende kolde og lokumsagtige steder, kommer den totale åndsformørkelse meget nær. Men under skilte med ”sale” og andre kviklån fra det engelske kan én og anden konstatere at den sproglige formørkelse kom os i forkøbet. ”Black Friday” får mig til at tænke på sprogets, åndens og dannelsens nedbrændte by. Meningsløst forbrug. Kinabras. Lemmingeadfærd. Beskidte støvler, albuer, svineri og kaos. Udtrykket skal ikke udskiftes med et dansk. Nej, hele fænomenet skal forsvinde. 

multitasking

Ordet multitasking er ofte flettet ind i kække kommentarer om kvinder – i særdeleshed når de skriver om sig selv – og det er uanset om de mener netop at kunne multitaske eller beklager ikke at kunne. Men det man her refererer til med positivt eller negativt fortegn, findes ikke. Ingen kan multitaske. Glem det. Multitasking er kun et lettere misvisende ord for at man er i stand til at stille sig tilfreds med at ens opgaveløsning er mindre end god, og at ens opmærksomhed er mindre end hel. Diskussionen er for længst blevet trættende. Jeg gider ikke se ordet mere. Farvel! 

kliks

”Øls” er vel nok det mest bemærkelsesværdige eksempel jeg nogensinde har set på dette fænomen, men selv helte som Jarl Cordua kan falde i, for mindet om at han engang skrev ”læks” (”spektakulære læks til pressen”) vil ikke forsvinde fra min hukommelse (og min computer). Men med ”kliks” er vi i en helt anden skala for udbredelse og hyppighed. Hvis det så bare var fordi man tænkte, sagde og skrev ”clicks”, ja, så ville det jo bare være den engelske indflydelse på et i forvejen meget anglificeret felt. Men nej, jeg ser den ene efter den anden skrive ”kliks”, og jeg er dybt forundret over det. 

Vi har en del navneord på dansk der hedder det samme i ental og flertal. Sjovt nok er 99,9 procent af disse ord enstavelsesord, og de betegner oftest noget småt som der er mange af: møl, myg, lus, mus, fisk, sild, sten, gryn, ris, korn, frø, bær, fnug, aks, strå, klap, klask, klik, kys, fnis, host, nys, hik, skud, lyn, drag, slag, stik, hug, hak, stød, skub, puf, sår, ar, sting, hår, fejl, øl … Find selv mange flere. 

Når man overvejer denne særdeles kraftige tendens i vores sprog, er fejlen ”kliks” – med den danske forende og den engelske bagende – blot endnu mere uforståelig. 

én ting er sikkert

Nej, én ting er aldrig sikkert. Men du kan vælge mellem ”én ting er sikker” og ”ét er sikkert”. 

stort fokus

Det at have fokus på noget er en metafor. Fokus er noget man retter et sted hen, og så sætter man fokus, dvs. at man fokuserer, stiller skarpt. Fokus kan ikke være stort eller småt, så uanset hvor hyppigt denne vending bruges af snart sagt alle, er den komplet ude af sprogligt fokus. 

mennesker der står op hver dag, smører madpakke og går på arbejde

Denne floskel findes også i kortere versioner. Og når politikerne bruger den – for det er jo dem der bruger den – lyder det lige så søvngængeragtigt tåbeligt som når de siger at et forslag ”går på to ben”. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at hylde dem der sover for længe, ikke magter at lave deres egen mad og i særdeleshed ikke magter et have et job. Hør her: Det er muligt at ikke alle i dette samfund gør deres bedste, men Dybvads Disciple er åbenlyst ikke de eneste der strenger sig an. 

det kan noget

Ja, det er der meget der kan. Formentlig kan alt noget. Men hvorfor egentlig dette fokus på nytteværdi? Kan du ikke leve dig mere uskyldigt og hengivent ind i dit møde med virkeligheden? Kan du ikke bare sige at de der tarteletter smager dejligt, eller at kunstinstallationen er interessant, men at du endnu ikke ved hvorfor, eller at du har savnet den chokoladeindhyllede, sødmefuldt pæreagtige smag af skumbananer siden du var barn? Byd ind med dig selv i stedet for at blive enig med din omverden om en intetsigende floskel. Jeg forsikrer dig at det ikke er dét udtryk din veninde bruger i sin dagbog når hun kommer hjem. 

omkring (i betydningen om)

Jeg (og få andre) har skrevet OM dette mange gange før, men det tåler nok en gentagelse eftersom ”omkring” på fuldstændig meningsløs vis har overtaget ”om” i mange menneskers sprog. I dag kan man høre udsagn som ”Filmen handler omkring [et eller andet]”. Hvis nogen havde fortalt mig det for 15 år siden, havde jeg ikke troet det var muligt. Og jeg vil vildt gerne have det til at gå væk igen. 

premierminister udtalt lidt a la ”præmiereminister”

Jeg forstår det godt. Hvis man sidder og skal læse op for klassen, udtaler man ordet premierminister sådan som de fleste journalister udtaler det i 2023, men så lærer man dér, eller hen ad vejen, at det udtales [pʁεmˈje]-minister, eller mere gængs ortograferet præmJE-minister, med tryk på ”je” og ren e-lyd. I det talte sprog lyder det befriende mere klart. At finde de politikere og journalister som udtaler det korrekt, er lidt som at spejde efter vættelys på stranden, men jeg kan da huske at jeg har fundet Clement Kjersgaard og Zenia Stampe. Ni ud af ti udtaler det simpelthen forkert. Det ville ellers være et nemt og konkret sted for DR’s sprogkonsulent, Martin Kristiansen, at sætte ind. 

fremadrettet

Fremadrettet er et (aldeles overflødigt) tillægsord. Man kan sige at det er normalt for tæer og næser at være fremadrettede – altså en fysisk konstatering. Det kan så (mindst lige så overflødigt) bruges overført om mennesker og deres sind. Og fra ”det at forholde sig fremadrettet til noget” har ladeporten åbnet sig på vid gab til den helt store misforståelse og politikersproglige pyntesyge. Fremadrettet er nemlig ikke et biord sådan som ”nu”, ”mestendels” eller ”fremover” er, og derfor kan man ikke plante det hvor som helst i sætningen som en fri tilføjelse. Det du mener, er ”fremover”. Og hvis det er overinformerende i sammenhængen, er det fordi det betydningselement er overflødigt fyld. Praj: Det er det ofte. 

Dét der ER, det er at …

Kristian Leth-generationen kan vist godt lide det her, eller også bruger den det bare. Ældre mennesker kan få udsagnet oversat ved at indsætte ”tilfældet” eller lignende, altså ”Det der er tilfældet, er at …”, eller ”ved det”, altså ”Det der er ved det, er at …”. Mere stramt formuleret bliver det fx ”Sagen er at …”. Sidstnævnte kan jeg også høre Kristian Leth sige, så der er bestemt håb. Det der er, det er at der stadig er håb. Amen. 

vi tager debatten

Jeg tænker på grumset opvaskevand når jeg hører dette udtryk. Vi tager debatten. Jeg tager opvasken hvis ingen andre gider. Jeg tager diskussionen med voldelige Chris i børnehaven, så I andre kan få fri til tiden. Man forstår at det ikke er sjovt, og at de der tager debatten, er en form for martyrer. Det ligger jo også indlejret at man gør det færdigt. Når opvasken er taget, er den væk. Og når debatten er taget, leveres konklusionerne på bøttepapir i guldramme. Færdigt arbejde! Godt klaret! Det var surt, og føj hvor det stank og larmede, men det er bare så rart at det nu endelig er gjort. 

Hos P1 Debat på DR ledsages denne sprogholdning lige så systematisk af den vrængende bemærkning ”bland dig i debatten”. Den har en anden problematisk karakter, men har det til fælles med ”vi tager debatten” at jeg umiddelbart opfatter den som negativ, endda efter at have hørt programmet mere end hundrede gange. 

Gitte – siger DU – Hansen

Og så til en personlig henvendelse. Det drejer sig om en af de faste værter på netop P1 Debat, Gitte Hansen. Du bruger ”siger du”, med emfatisk tryk på ”du”, som en form for ”breaker” i debatterne. Alt efter sammenhæng og temperament lyder det enten friskt opmuntrende eller ligeud øretæveindbydende. Udsagnet ”siger DU” vil normalt blive modtaget som en antydning af at det sagte er et mere eller mindre isoleret synspunkt, underforstået en sandsynlig løgn eller fejlantagelse. 

I debatten torsdag den 2. november fik du omsider svar på tiltale. Her gengiver jeg: 

GH: ”Siger DU, René Offersen, som jo er forsvarsadvokat [for netop Claus Hjort].” 

RO: ”[Det sagde kommissionen, det sagde kommissionen, det sagde FE-kommissionen.] Det er jo ikke noget jeg har fundet på.” 

Gitte, måske skulle du finde på en ny overgangstrylleformular? Og til alle andre: At et udtryk som regel fungerer, er jo ikke ensbetydende med at det er korrekt eller rimeligt. 

grunden til […] er fordi […]

Det er en pleonasme, og pleonasmer er en kategori er fejl. Definitionen af en pleonasme er ”forbindelse af ord der unødigt gentager det samme betydningsindhold”. Desværre er det nu kommet så vidt i den mundtlige del af den offentlige samtale at ”grunden” optræder sammen med ”fordi” oftere end én af dem alene, hvilket ellers er det korrekte. Den har ofte den eksakte form ”grunden til […], det er fordi […]”, og ganske vist skubber ”det” det foranstående ud i ekstraposition, men det ændrer ikke ved at indholdet er leveret og leveres igen. 

Et typisk eksempel har vi I P1 Debat, tirsdag den 21. november, hvor klimaordfører Lea Wermelin (S) siger følgende: ”Men grunden til at lovgivningen ikke i dag er indstillet og rettet til at vi står midt i en klimakrise, det er jo fordi noget af den lovgivning er mange år gammel.” 

Velkendte andre type-eksempler er ”årsagen … skyldes” og ”både … men også”. Men dette fænomen, som jeg også kalder dobbeltfrankering, træder mere eller mindre subtilt frem i alle tænkelige og utænkelige former i disse år. Hvis jeg siger at begge mine børn har hver sin cykel, dobbeltfrankerer jeg også, men de helt subtile og snigende eksempler er nærmest umulige for en velkonsolideret sprogbruger at konstruere et eksempel på, for det handler jo om at man glemmer hvad ordene betyder, eller ikke tror på deres semantiske bæreevne. Derfor er dobbeltfrankeringer også det alvorligste punkt på min liste. De udhuler ordenes betydning og er dermed lige så farlige for sproget som kødædende bakterier er for kroppen eller demens er for hjernen. 

enig med det som NN siger …

Man kan være ”enig med nogen”, ”enig i noget” og ”enige om noget”. Så vidt jeg husker, kunne alle børnene i min børnehave finde ud af det da jeg gik ud af den i 1980, men i dag går der forbløffende ofte skuddermudder i det for selv tekst- og medievante granvoksne personer. Det synes jeg er pinligt, og det der piner mig mest, er vel nok at jeg samtidig tror at de engang har kunnet det – lidt på samme måde som Flemming Toft engang har sagt ”stadioner”, inden han altså begyndte på ”stadions”. Det piner mig at folk forlader barndommens og ungdommens solide sprog, til fordel for noget mindre korrekt, mindre hensigtsmæssigt eller mindre dansk, blot fordi der blæser en vind. 

Mikkel Andersson i P1 Debat, fredag den 17. november: ”Jeg er jo enig med det som Anna Libak sagde i forrige time.” 

Vært Cecilie Lange i P1 Debat, onsdag den 22. november: ”Nu får vi lige et par kvinder på banen som ikke er helt enige med det sidste du siger her.” 

rødt kød (vistnok i betydningen kød fra pattedyr)

Vi skal spise mindre rødt kød. Men når jeg har stegt en kotelet, er den ikke længere rød, og jeg spiser den altså ikke rå. Så jeg forstår ikke hvad I taler og skriver om, og det var vel ellers meningen. Kalder I det folkeoplysning? Hva´? ER DER NOGEN? 

de (om en person)

At kræve at andre omtaler én som ”de” fordi man ikke vil identificeres som ”hun” eller ”han”, er en grotesk fordring. Pronomenet ”de” betyder jo flere entiteter, og vi skal ikke til at have ged i ental og flertal. Der er masser af andre forslag på hylderne. Vælg ét af dem, eller find gerne selv på et nyt ord, blot det ikke tager sproget som gidsel.