or syv år siden lavede jeg en vejrudsigt på DR, hvor jeg havde fokus på klimakonsekvenserne af USA’s udtræden af Parisaftalen. Indslaget kom ca. fem minutter inde i udsendelsen, og som med et trylleslag faldt seertallet med knap 200.000 seere. Vi fravælger nemlig ofte historier om klimaet, fordi det gør os i dårligt humør, og fordi der ikke er noget nyt. Og det er der ikke noget at sige til, hvis de historier, vi indtager, alle handler om undergang og kollaps.

Our house is on fire: I want you to panic

Måske gav det mening for syv år siden at tale med store bogstaver, som vi blandt andet så det med den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der med sin skolestrejke og paroler som ”Our house is on fire” og ”I want you to panic” fik hele verdens opmærksomhed på klimakrisen og alvoren bag denne. Og det var vigtigt.

Så Greta, vi er i fuld panik! Hvad gør vi så nu?

Efter en varm og tør dansk sommer i 2018 med aflyste sankthansbål, gule græsplæner og vandingsforbud blev danskerne yderligere motiverede. Og det efterfølgende år, 2019, blev ikke bare det vådeste år nogensinde målt i Danmark, men også året med Danmarks første, såkaldte klimavalg. At det var vigtigt stadig at råbe op, blev understreget, da Dansk Folkepartis daværende formand, Pia Kjærsgaard, kaldte vælgerne for ”klimatosser”; et ord, som da også endte med at blive kåret som årets ord i DR’s ”Klog på sprog”. Siden da har vi set Pakistan blive oversvømmet, australsk natur brændt ned og Italien bombarderet med kæmpehagl. Så Greta, vi er i fuld panik! Hvad gør vi så nu?!

Det er IKKE længere et vidensproblem

En undersøgelse viser, at 88 pct. af danskerne mener, at de globale klimaforandringer er et ”meget alvorligt” eller ”i nogen grad alvorligt” problem. Kun 2 pct. mener, at det ”slet ikke” er et alvorligt problem. Samtidig viser en undersøgelse fra Voxmeter, at 72 pct. af danskerne mener, at politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne. Problemet er ikke længere at få danskerne til at indse, at vi har en klimakrise. Problemet er, at de ikke ved, hvad de skal gøre ved den.

Call to action

Det er klart, at vi skal formidle hardcore data fra klimarapporter såsom den nyeste fra FN’s Miljøagentur, der forudser en fremtid, hvor temperaturen vil stige med 2,9 grader. Det er en bunden opgave. Og den er vigtig, for undersøgelser viser, at jo mere vi ved om klimakrisen, jo mere er vi tilbøjelige til at handle på den.

Men hvad der kommer i slipstrømmen af de faktuelle artikler, har potentiale til at afgøre, hvordan vi mennesker vælger at handle på den viden. 

Efter enhver veldokumenteret og nøgtern artikel om klimaets tilstand, bør der følge en række af artikler med call to action, empiriske undersøgelser eller casehistorier fra det virkelige liv, hvilken gør, at vi ikke føler os efterladt på perronen.

For toget er ikke kørt

Parisaftalens 1,5 grader er ikke et magisk tal, hvor alting er godt, så længe vi holder os under. Eller hvis vi overstiger de 2 grader, så går verden under. Det er tal sat af politikere med hjælp fra forskeres vurdering af, hvornår presset fra klimaforandringerne begynder at være for voldsomme for vores art. Men alt, hvad vi kan gøre for at begrænse stigning, er godt. Hvert et ton CO2 tæller. Hver en decimal af en grad betyder noget.

Og så kan man spørge: Er det virkelig mediernes ansvar at hjælpe læseren, lytteren og seeren til at finde handlemuligheder og løsningsforslag? Her vil vi nok være uenige, men jeg mener helt klart, at det skal de. Ikke mindst, fordi danskerne selv efterspørger det.

Klimaformidlere skal ikke kun rapportere om problemerne og de politiske slagsmål, men også vise os den fremtid, som den grønne omstilling vil udvikle. En verden med mere biodiversitet og flere naturområder, mindre luftforurening, mindre iltsvind, færre afbrudte badedage på grund af blågrønalger, færre forurenede drikkevandsboringer osv., osv.

Dén fremtid vil vi gerne se

At tage kampen op mod klimaforandringerne kræver en kollektiv indsats. And everyone must do their part. Og alt imens Kim Kardashian bruger sine skills til at forhindre brystvorter i at blive flade i en hastigt varmere verden, så må klimaformidlere også gøre deres bedste.

Måske kan vi så både forhindre, at seertallene falder, og at temperaturen stiger.