Reddit og OpenAI indgår aftale om indhold til ChatGPT

Salg af data til træning af AI-modeller kan for Reddit blive en vigtig indtægtskilde, mener investorer.
Reddit blev børsnoteret på New York Stock Exchange i marts - her ses adm. direktør Steve Huffman (midten) i den anledning. | Foto: Yuki Iwamura/AP/Ritzau Scanpix
Reddit blev børsnoteret på New York Stock Exchange i marts - her ses adm. direktør Steve Huffman (midten) i den anledning. | Foto: Yuki Iwamura/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Det sociale medie Reddit har indgået et partnerskab med selskabet OpenAI, som står bag den populære chatrobot ChatGPT.

Udviklerne af ChatGPT og andre produkter fra OpenAI vil med partnerskabet kunne bruge Reddits såkaldte API, der er det sociale medies softwaregrænseflade, som Reddit bruger til at distribuere sit indhold.

Partnerskabet indebærer også, at OpenAI bliver en reklamemæssig partner for Reddit, siger selskabet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters gør aftalen med OpenAI det tydeligt, hvordan Reddit forsøger at udvikle og styrke andre forretningsben end sin reklameforretning.

Investorer mener, at salg af data til træning af AI-modeller - ligesom aftalen med OpenAI - kan blive en nøgleindtægtskilde for Reddit.

Tre unavngivne kilder rapporterede i februar til Reuters, at Reddit havde indgået en lignende aftale med det Alphabet-ejede Google.

Her skal Reddits indhold også blive tilgængeligt til træning af Googles AI-modeller.

Ifølge en af kilderne har kontrakten med Google en værdi for Reddit på omkring 60 millioner dollar om året. Det svarer til omkring 412 millioner kroner. Det er dog ikke officielt bekræftet.

De økonomiske aspekter af den nye aftale med OpenAI fremgår ikke.

Onlineforummet Reddit blev startet i 2005. Det udgøres af tusindvis af underfora - såkaldte subreddits - som handler om alt mellem himmel og jord og har været udsat for kritik blandt andet på grund af videregivelse af rygter og sladder.

Tidligere på året viste data, at hjemmesiden har over 70 millioner daglige besøgende i gennemsnit og 267 millioner månedlige brugere.

Reddit omsatte sidste år for 804 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 5,5 milliarder kroner.

Alligevel kom selskabet ud af finansåret med et tab på 90,8 millioner dollar, cirka 624 millioner kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også