Skal vi kaffe den?

Kaffemødet er en måde at få en sutsko inden for på jobmarkedet. For den fyrede er det uformelle jobsamtaler. Og for den selvstændige giver det nye opgaver. Det er et vigtigt møde at mestre. 
Hvordan gør vi kaffemødet great again? Her er otte tips til at få dine kaffemøder til at sprudle. Kilde: Getty images
Hvordan gør vi kaffemødet great again? Her er otte tips til at få dine kaffemøder til at sprudle. Kilde: Getty images
Lars AP, stifter af bevægelsen og bogen “Fucking Flink”

Arbejdslivet byder på en hel stribe af forskellige møder. Jobsamtalen, tavlemødet og bestyrelsesmødet, for nu bare at nævne tre. De fleste møder har en plan og struktur. Der skal ske noget; vi er på arbejde. Men så er der arbejdslivets sandkasse: kaffemødet. 

Kaffemødet er det mest løse og uformelle af arbejdslivets møder. Det er stedet, hvor vi netværker, udveksler erfaringer, samler inspiration, opsøger nye samarbejdspartnere og muligheder, kort sagt: Vi snuser til verden omkring os, som hunde snuser hinanden i numsen. 

Nej, glem det billede. 

Men kaffemødet – om vi så drikker kaffe, te, juice eller vand – er legepladsen, hvor vi løfter blikket fra den daglige hustle og med nysgerrighed orienterer os mod potentielt nye legekammerater. 

Vi gør det bare uden ret megen leg. 

I en tid, hvor kunstig intelligens overtager store dele af de opgaver, vi selv har stået for, og hvor kunderejse og kommunikation er lagt i system, så vi med automatisering får de digitale tandhjul til at rulle uden selv at sætte en finger på tastaturet eller give hånd til kunden, er det da ærgerligt. 

Hvordan får vi legen med? Hvordan gør vi kaffemødet great again? Her er otte tips til at få dine kaffemøder til at sprudle. 

1. Mødes med hvem?

Men hov. Allerede inden vi er i gang, har vi den første udfordring: Hvem skal du mødes med? Den optimistiske skriver til Elon Musk og siger, at hun gerne vil lære af ham: Har du Muske tid til en kop? (lidt ordspil skader vel ikke). 

Dén aftale kommer aldrig i kalenderen. 

Et tip er at tænke et kaffemøde som dengang i skolegården, hvor en fra parallelklassen spurgte dig om en legeaftale. Virker han som én, der interesserer sig for ting, du også interesserer dig for? Perfekt. Har hun grønt hår og leger med ting, som du aldrig rigtigt har prøvet før, men er nysgerrig på? Afsti afsted. Er hun ny i klassen, lige flyttet til skolen? Vis overskud, selvfølgelig vil du lege. Virker han som en, der kun vil være sammen med dig, fordi han vil horde din gule kranbil, men i øvrigt ikke har tænkt sig at møde op med eget legetøj, god fantasi og ideer til nye lege? Så grib en hvid løgn om, at du har lovet din mor at hjælpe til med opvasken derhjemme, så du ikke kan i dag. 

Vi er alle forskellige. Hvad vi definerer som gode grunde til at mødes med et fremmed menneske, varierer. Men kaffemødet er nu engang fri leg, så brug som kriterium, at du selv vil lære noget eller have en oplevelse med hjem. Ikke bare få oversavlet din kranbil. 

2. Mødes over hvad?

Men allerede i mailen, eller LinkedIn-hilsenen til personen, vi henvender os til, har vi et problem. Nemlig med ordet. Kaffemøde, eller at kaffe, er ekskluderende, og at der ikke for længst er blevet råbt op om, at fænomenet bør få navneforandring, er en gåde. Elefanten i rummet? Ikke alle drikker kaffe. At mødes et sted, hvor der er juice eller et godt udvalg af te til en ikkekaffedrikkende kaffemødedeltager, er derfor tip nummer 1. Det slår det støvede Pickwick-tebrev med frugtsmag, en hardcore kaffedrikker kunne finde på at fiske ud af det bagerste hjørne af kaffeskabet. Vil du udvise det store kørekort i overskud, kan du i invitationen spørge, hvad personen, du skal mødes med, foretrækker at drikke? Det er god kaffemødestil. 

3. Drikke af hvad?

Det var indholdet i koppen. Hvad så med koppen? Overraskende mange har stærke holdninger til beholderen for deres drik. På det københavnske MBK, der går for at være Danmarks bedst evaluerede kursuscenter, har man gjort et nummer ud af kopperne. På hylderne ved kaffemaskinen er ikke to ens. Alle husets mange hundrede krus er forskellige, så om du tager det med palmer og ”HAWAII” skrevet med store pløkker henover eller det designersmarte med Mondrian-mønsteret, siger noget om dig. Og skaber anledning til snak. 

Vil du tage samværet til næste niveau, bør du overveje denne kop til næste kaffemøde (bare ikke, hvis du har forkølelsessår). Den sætter samtalen i gang. Koppen vil kræve fælles koordination og samarbejde. Også godt. Vi skal jo finde ud af tingene sammen. En bonusidé er, at man kan lave noget venlig konkurrence undervejs. Idé: Hvem stod senest op i dag? Den, som vinder, får lov at drikke den midterste slat. Jo jo, den er så nok blevet kold. Men ceremonielt vil slatten have stor værdi. Den afslutter et mindeværdigt møde.

4. Mødes hvor?

Vi er allerede godt i gang. Men kan vi gøre det endnu bedre? Ja, da. Med et kaffemøde er I uden for tidsregistreringen, for en stund er I trådt ud af Outlook. Så fyr den af! Gør mødet til en oplevelse. Because you’re worth it, som reklamerne engang sagde. 

Mød hinanden off-site, på en cafe, du længe gerne har villet prøve, eller på en helt tredje lokation, som alene i kraft af rummet giver jer en på opleveren. Sidsel Diemer Leonhardt har oprettet Instagramprofilen @kaffeaftale, hvor hun anmelder cafeer, der er gode til kaffemøder (kun i københavnsområdet indtil videre, men invitér hende på kaffemøde i Randers, og lad os få udvidet rækkevidden). Start med Sidsels forslag, og løsn så ellers hundesnoren for din egen eventyrlyst, og lad den løbe frit. Er det et nyt sted, I begge oplever for første gang, er der allerede dér en masse at tale om over kaffen. 

5. Let’s get physical

Under pandemiske tider, eller hvis den geografiske afstand er uoverkommelig, er et onlinekaffemøde en mulighed. Ellers dufter kaffe og menneskelige møder bedst live. Og at mødes fysisk kalder næsten på at gøre noget fysisk. Gå en tur, som medarbejderne i Lærernes Brandforsikring gjorde, hvorved de mødte på arbejde med 13 procent mere energi, reducerede stressniveauet med 13 procent og forlod arbejdet med 19 procent mere energi. Alt sammen ved at gå to ture om ugen, med en ny kollega hver gang. Orker I ikke at gå, kan du – hvis du er medlem af en vinterbadeklub – foreslå et dyp i det kolde vand, inden I får kaffen til at varme jer på. Ellers kan en tur med havnebussen med en to-go-kaffe gøre det ud for vandoplevelsen. Vil I gå helt rokoko, prøvede jeg for nylig at blive inviteret på en gåtur, hvor min mødepartner, der har videreuddannet sig i indianske ledelsesprincipper, ledte mig ud på en medicine walk i den nærliggende skov. Det kaffemøde glemmer jeg ikke. Pointen? I mødes to fremmede, I er ude af kontoret – hvorfor ikke få lidt hverdagseventyr i kalenderen? 

6. Snakke om hvad?

Hvad drikker du? Skal vi vinterbade? ... Der er allerede masser at tale om. Men vi kommer ikke uden om snakken, som er det, et kaffemøde handler om. Vi danskere har det stramt med smalltalk. Så hvordan tackler vi kaffemødets uplanlagte struktur? 

I 1997 inviterede den amerikanske psykolog Arthur Aron og hans team en række forsøgspersoner til deres laboratorium. Formålet var at se, om man kan man blive forelsket i hvem som helst, bare man har en smule til fælles. Arthur og hans team satte personerne ved et bord. Ansigt til ansigt, én mand og én kvinde. De blev bedt om at gennemgå 36 mere og mere personlige spørgsmål. De to personer – som ikke kendte hinanden – skulle til sidst se hinanden i øjnene i fire minutter. Men skete der så noget? Jo tak: Seks måneder efter forsøgene blev to af deltagerne gift. Med Dr. Aron og hele teamet inviteret med til ceremonien.

Nu skal et kaffemøde ikke ende med, at du og den anden sidder og snaver over latten (slet ikke, hvis en af jer har forkølelsessår). I Fucking Flink har vi haft stor succes med en neddroslet version, Best Friends Forever-eksperimentet kalder vi det. I stedet for 36 spørgsmål opererer vi typisk med seks spørgsmål, som begge samtalepartnerne skal svare på. Spørgsmålene kan handle om alt mellem himmel og jord. Her er de seks, jeg havde med i sidste uge, og som en medarbejderflok endte med at sidde to-og-to og samtale over: 

1. Hvem er den sidste person, du har givet hånd?

2. Del et karaktertræk ved personen over for dig, du opfatter som tiltalende.

3. Fortæl din livshistorie på 1 minut og 51 sekunder. I så mange detaljer som muligt.

4. Hvis du skulle dø i dag uden mulighed for at kommunikere med nogen, hvad ville du så ærgre dig mest over ikke at have sagt? Og til hvem?

5. Hvis du skulle give et bud fra hoften på en måde, vi to kunne samarbejde på, hvad tænker du så på?

6. Hvilken af dine kropsdele er du selv mest tilfreds med?

Og til sidst: Se hinanden i øjnene i 30 sekunder.

At lave den her slags er underligt, jeg ved det. Men humlen er at omtale det som et eksperiment. Hvilket et kaffemøde jo også er. Betragter I det som et eksperiment, gør I det nemmere for jer at gå ud på limpinden. Og jeg lover én ting: En eksperimentel tilgang til kaffemødet giver sjovere, dybere og langt mere interessante snakke.

Har du brug for historisk rygdækning, kan du hilse din kaffepartner og sige, at fænomenet ikke er nyt. I 1800-tallet var det moderne med bekendelsesbøger, hvor man nedskrev sine tanker, følelser, heltinder og foretrukne aktiviteter. I 1890 skrev Marcel Proust, fransk filosof og forfatter, i en sådan bekendelsesbog med 37 personlige spørgsmål. De 37 spørgsmål bliver i dag ofte taget op til interviews af politikere og kulturpersonligheder, simpelthen fordi de lukker op for en persons dybere lag. Andre historiske figurer, der har svaret på spørgsmålene, der i dag går under navnet Prousts Questionnaire, er Oscar Wilde, Karl Marx, Arthur Conan Doyle og Paul Cézanne. Og altså: Hvis Oscar, Karl, Arthur og Paul turde, gør du og Anita fra kommunikation i Sanistål da også. Ikke? 

7. Hvad så, hvis jeg ikke har nogen kaffemøder?

Okay, fint med fif. Men hvad nu, hvis der ikke er bid på de kaffemødeinvitationer, jeg sender ud? Og jeg ikke har nogen kaffemøder? Det korte svar er: Skab dem selv. Gør som Thomas C. Know, der på Manhattans subwaystationer tager et bord og et par stole med sig i undergrunden og så ellers hiver et 4-på-stribe frem og tilbyder folk en Date While You Wait på perronen. 

En anden amerikaner går også do-it-yourself-vejen og skaber spontane kaffemøder, ovenikøbet helt uden kaffe. Steve Lambert stiller et bord op i parken. Lige der, hvor politiske, religiøse og NGO-organisationer hverver nye medlemmer. Steve indbyder dem, der henvender sig, til at tale om lige dét, de har lyst til. Steve har en stribe spørgsmål med, bare til at bryde eventuel tavshed: 

- Hvordan går det?

- Hvad sker der lige med det her vejr?

- Hvad har du lavet siden sidst?

- Hvad skal du lave efter vores snak?  

Og det er jo dér, jeg vil hen. Med fremmarchen af teknologi og AI vil maskiner snart gøre stort set hvad som helst bedre end os. Men at holde kaffemøder med hinanden? Det er en kunstart, vi mennesker stadig kan mestre… 

... hvis vi altså leger og eksperimenterer os frem snarere end at følge snorlige algoritmer for, hvordan et kaffemøde skal se ud. Vi kunne gå så vidt som at betragte vores kaffemøder som én lang stribe af små hverdagskunstværker, vi skaber sammen. Et liv er jo, for afslutningsvist at gribe dybt i cowboybuksen og blive lommefilosofisk, én lang stribe af enkeltøjeblikke. Lad os da gøre dem mindeværdige! 

Så her, lige inden vi skilles, et spørgsmål: 

Hvis du var en hest, hvilken gangart ville du så foretrække?

Jeg ved ikke med dig. Men jeg tænker da, at vi bør få et kaffemøde i kalenderen, så vi kan fortsætte dén snak...


Læs mere her:

5 Tips To Write a Coffee Chat Email (With Examples) | Indeed.com

CanadaHow to Handle a Coffee Interview 

Tips for Planning a Coffee Meeting (With Benefits) | Indeed.com Canada 

10 Tips for Productive Coffee Meetings

Etiquette for an Effective Networking Coffee Chat | by Danish Qureshi

Coffee catch-ups: mastering the art of informal networking – Nest


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs