Claus Sølvsteen har ladet sig pensionere. Manden, der var med til at skabe Politiken.dk tilbage i 90’erne – ”det findes vist stadig”, som han siger med et smil – og siden via bureauet Peytz og Co har haft en banebrydende indflydelse på, hvordan den danske medie- og forretningsverden lod sig digitalisere, har trukket stikket. Og er blandt andet blevet cykelrytter for Team Rynkeby. 

”Jeg har sgu aldrig dyrket sport før!” 

Han planlægger også en rejse rundt i Europa og Asien med konen, som han stadig omtaler med en ømhed, der vidner om både respekt og kærlighed. 

Og han lyder faktisk lige så forpustet som altid – bare med noget helt andet. 

”Jeg har aldrig haft så travlt, som siden jeg stoppede,” siger han – og forklarer, at han lige om lidt skal ud til sin far på 91 år og fikse hans computer. Igen: 

”Han har ikke villet opdatere siden Windows 7.0 – og det giver jo nogle udfordringer!” 

”Og der er også frokost med en gammel kunde. Gratis frokoster, dem samler vi pensionister på …” 

Verden version 2.0 bygget på løgne

Det mest interessante i dette interview med Claus Sølvsteen er, at den teknologibegejstring og -indsigt, han har levet af og med, nu er ved at blive erstattet af en ret markant teknologiforskrækkelse. For den kunstige intelligens, machine learning, ChatGPT er allerede over os og har versioneret virkeligheden voldsommere, end noget rødt øje i en dystopisk fremtidsfilm kunne forudsige. 

Vi starter med begejstringen – den gode gamle Claus: 

”Da Steve Jobs lancerede iPhone i 2007 sagde jeg til min kone: ”Sådan en skal jeg have! Mit liv bliver helt anderledes. Min kone sagde: ”Det er jo bare endnu en gadget!” Men livet blev anderledes. iPhonen er jo en kæmpestor omvæltning!” 

Det er Claus, som jeg kender ham – for eksempel som kunde i hans butik, der skulle fikse hjemmesiden for det lille fagblad, jeg redigerede. Drevet af nysgerrigheden over for det nye og med en smittende begejstring, der godt kunne mærkes på bundlinjen, men altid skabte gennemslag og bedre arbejdsvilkår for redaktionen. 

Og så er der det nye i hans stemme. Forskrækkelsen, der i denne tid skaber en ny refleksion, hvor han ser tilbage på en udvikling, der stille og roligt skabte sit eget parallelliv. Med et resultat, vi måske nok anede. Men omvendt: Vi anede ikke, at konsekvenserne ville ramme med så stor og pludselig kraft. Som en bølge, der skyller den gamle virkelighed væk. 

”Og nu står vi foran kunstig intelligens, maskinlæring, ChatGPT …” 

Sølvsteen holder en kunstpause og sunder sig lidt. 

”Den synes jeg, er uhyggelig! Det, der sker … lige om lidt er der jo ingen, der ved, hvad der er sandt og falskt. Vi får hver vores ”fakta” og dermed hver vores virkelighed. Det bliver voldsomt. Hvordan kan vi have et samfund på den måde?!” 

Og det slår mig, at Claus 2.0 er en mand, som vi skal lære af. For han har været med på hele rejsen. Som vores guide. Og han ved, vi er ved at fare vild. 

Journalistik kan føre til alting

Jeg har givet Claus lektier for – så jeg selv slipper for opgaven. Lav lige din blå bog. Dit arbejdsliv. Hvor du var hvornår, du ved!
Men han har skulket. 

”Jeg kom sgu aldrig til den blå bog,” indrømmer han. 

”Men jeg er uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i …. 1990. Kom på Politiken og lavede computertillæg. Avisen så ret tidligt, det ville blive stort.”

Og det blev det, også for Politiken. 

”Det var nok det bedst indtjenende tillæg nogensinde. Vi var oppe på 64 sider; halvdelen var annoncer!”
Claus og jeg er parallelle i teknologioplevelsen. Vi ved begge, at det teknologiske højdepunkt i starten af 90’erne var den røde IBM med kuglehoved. Elektrisk. 

”Den kom med indbygget slettebånd!”, som Claus erindrer. 

– Ja, præcis. Dem havde vi to af på RUC!

Men den stolte røde tabte terræn. Politiken lavede en computerklub, der sendte disketter ud med posten til læserne med såkaldte shareware. 

”Det var de nye hårde disketter. Dem, der er ikonet for at gemme i dag. Ikke floppydisk.” 

– Floppydisk var også noget lort... Hvad er shareware?

”Det er et stykke software, du kan bruge og dele med andre. Men hvis du skal have det fulde udbytte, skal du betale. Det kan for eksempel virke 12 gange. Programmer kostede jo en million kroner nede i butikken dengang og var pænt pakket ind.” 

”Senere lavede vi Politiken Online. Det første onlinemedie herhjemme. Et sted, man kunne mødes og uploade billeder og tekster … Nok i 1993. Der var vildt mange deltagere. Vi uddannede ordstyrere til hvert forum …” 

– Det kunne man godt bruge i dag!

”Ja, det kunne man. Det var en rigtig uddannelse. Der var manualer og det hele: Hvordan man styrede dialogen. Vi havde regler, man skulle overholde!”

– Skriv bogen Claus!

”Gu’ vil jeg da ej!” 

”Så laver vi politiken.dk. Det er i 1995. Ingeniøren kom i 1994 med ingeniøren.dk Det var det første. Og så kom vi som nummer 3 eller 4.” 

Det var en tid med stort entreprenørskab og nytænkning. 

”Vi byggede vores eget CMS; de kostede jo millioner som færdige. Hvad skulle det hedde? Journalist Eva Skjøde foreslog ”Glad på Web”, men det ville udviklerne aldrig acceptere. Det lød forkert. Så vi kaldte det GPW. Det lød helt rigtigt. De vidste så ikke, at det stod for Glad På Web.” 

Farvel til Politiken

I 2000 svingede Claus Sølvsteen ud af Politikens Hus og blev en del af en stor europæisk internetsatsning. Men dot.com crashede totalt, og alle troede, internettet var dødt. 

”Udvikling går altid langsommere, end man tror, men bliver mere omfattende, end man kan forestille sig,” sammenfatter Claus Sølvsteen. 

Og i 2002 opstod så det digitale udviklingsbureau Peytz og Co. Og manden, der er barn af to skolelærere, var pludselig selvstændig i et tæt kommercielt makkerskab med Christian Peytz.
Og i dag er det kapitel slut. 

”Jeg er helt ude. Jeg har intet med daglig drift at gøre.” 

Men: 

”Der er en klar plan. Jeg tager et break. Jeg har solgt websites i 20 år. Nu skal jeg lave noget andet. Jeg har meldt mig ind i Rynkebyrytterne og ligger og kører længere og længere … Vi kører tre gange om ugen, og jeg restituerer så tre andre dage. Så er der en dag til noget andet.” 

– Du er ikke helt færdig med business, fornemmer jeg?

”Jeg ved ikke, hvad der kommer. Jeg har helt ren tavle. Det er fedt.” 

De gode kunder

Og når han ser tilbage, er der især en kundetype, han har sat pris på. 

”Jeg kan bedst lide dygtige kunder. De, der ved, hvad det handler om. De ved, at digital omstilling og udvikling ikke er noget, man trækker i en automat. De, der forstår, at det er et stykke arbejde, der aldrig bliver færdigt. Det ved de dygtige kunder, og de ved, det tager tid.” 

Jeg kan godt mærke, at jeg nok ikke selv var en af de helt dygtige kunder, da jeg var redaktør på det lille fagblad. For vi havde stort set ingen penge til omstilling, og slet ikke til at følge op på den.
Claus fortsætter da også: 

”Og så er der dem, der kommer med skyhøje forventninger og ikke har nogen penge. Og så har jeg vist også sagt, hvordan du var som kunde?!”

Vi griner sammen. 

”Men den ros skal du have: Jeg oplevede, at du gav din folk megen plads. Andreas (Marckmann, red.) var fed at arbejde sammen med – og meget detaljeorienteret. Han drev projektlederen til vanvid!”

Vi griner igen lidt sammen. 

– Hvad er det gode råd?

”Find ud af, hvor du skal hen! Det er helt basalt. Og langt de fleste skal have hjælp til den proces. Først derefter kan vi specificere og sætte en pris på at bygge det. 

Og husk så, at digitale projekter aldrig bliver færdige. Det er som en have. Der skal en gartner til at plante og luge og fælde det gamle. Meget digitalt får lov at stå og forfalde, indtil man så laver noget nyt. Men man skal passe sin have i stedet for.” 

Fremtiden kan ikke styres

Tilbage til det dystopiske og blinkende røde øje. ChatGPT og den falske version 2.0.

– Kan vi gøre noget?

”Nej, det tror jeg ikke. Vi har i dag et kapløb mellem polariserede nationer. Ingen har råd til at stoppe op. Engang blev vi enige om at skrotte atomvåben, men det kommer ikke til at ske med det digitale.” 

”Lige om lidt ved ingen, hvad der er sandt længere. Hvad der er løgn og rigtigt. Alle får deres egne sandhed og egne fakta. Det er det, Trump står for. Men allerede den danske politiker Kresten Poulsgaard sagde jo de berømte ord: ”Hvis det er fakta, benægter jeg fakta!”. Det grinede vi af. Manden var jo helt gal. Men nej. Det var reelt en varsling af en ny tid!” 

– Kunne vi have forhindret det?

”Det ved jeg sgu ikke … Jeg tror ikke så meget på fortrydelse … Hvad er læren af det her. Det er lidt ligesom, da Eva bed af æblet. Så skete resten bare. Selvfølgelig måtte det ske. Og det bliver ved.” 

Verden bliver mindre igen

– Du lyder mere kulturpessimistisk end -optimistisk på menneskehedens vegne …

”Nu er det mig, der er blevet gammel. Hvordan ser de unge på det her? Jeg har en kæmpe tiltro til de unge mennesker. Det er en hel anden virkelighed end den, vi har haft. Den er svær at navigere i. Jeg forestiller mig, at man vil reagere ved at gøre sin verden mindre ved at blive mere i sit eget. I en boble med dem, der ligner en selv.” 

– Den stamme, vi er en del af?

”Ja, digitale stammer, der ikke ser over på de andre. Blandt ligestillede. De eksisterer over det hele allerede i dag. Og de bliver helt nødvendige, hvis det hele bliver kaos … Hvis ingen ved, hvad der er sandt eller falsk, så søger vi vel mod dem, vi er enige med og trygge ved. Vi vender os mod det mindre og afgrænsede … Jeg bliver så lommefilosofisk nu.” 

Sølvsteen har fået en Remarkable

– Drømmer du i dag om at få en Nokia 3210

”Nej, det gør jeg ikke! Jeg er glad for min iPhone. Men jeg har købt en Remarkable, hvor du skriver digitalt i hånden. Det er en helt anden arbejdsproces. Jeg er ved at lære at skrive pænt igen! Og jeg bliver ikke afbrudt af notifikationer. Den er ikke på nettet, men den kan synkronisere med din PC og lave skriften om til maskinskrift.” 

”Den er kun online, fordi den gemmer i skyen. Det væsentlige er, at du ikke bliver forstyrret. I hånden bliver det mere eftertænksomt. Den måde at få tankerne ned på, det går langsommere, og man får tænkt over det. Og det, at der er modstand i blyanten … Den er lidt papiragtig. Det er ret fedt.” 

Det er i virkeligheden ret vilde ord at læse. Fra manden, der var med til at digitalisere hele Danmark. Så der slutter vi.