Energiselskab får ny ansvarlig for kommunikation, ESG og HR

Stina Bonde bliver ny HR-direktør i energiselskabet OK, hvor hun også får ansvaret for ESG og kommunikation. 
"Visionen om at omstille virksomheden er spændende," siger OK's nye direktør for blandt andet kommunikation, Stina Bonde (foto). | Foto: OK / PR
"Visionen om at omstille virksomheden er spændende," siger OK's nye direktør for blandt andet kommunikation, Stina Bonde (foto). | Foto: OK / PR

Stina Bonde kommer med lang erfaring fra energibranchen som ny HR-direktør, der desuden får det øverste ansvar for kommunikation og ESG, i andelsselskabet OK. Det fremgår af en pressemeddelelse.

OK har blandt andet over 680 tankstationer over hele landet og leverer elbilopladninger, varmepumper og fyringsolie til private.

Hun tiltræder i februar og kommer senest fra en ledende HR-stilling i energivirksomheden Norlys. Stina Bonde har tidligere været HR-chef i energiselskabet Eniig og group HR director i Grundfos.

I OK indtræder Stina Bonde i den øverste ledelse og får reference til CEO Michael Løve. 

Værdidrevet leder

Han beskriver posten som øverste ansvarlige for HR, ESG og kommunikation som en nøgleposition i en tid, ”hvor OK er under transformation, og hvor målet er at gøre OK’s grønne løsninger attraktive og tilgængelige for kunderne”. 

”Vi får en virkelig kompetent profil i Stina, som med sin tilgang til ledelse og sine værdier vil passe godt ind i OK, og jeg ser meget frem til samarbejdet,” siger Michael Løve blandt andet i meddelelsen. 

OK oplever vækst, investerer i nye markeder og har i de senere år oplevet en markant stigning i antallet af nye medarbejdere, lyder det. 

”Det er tydeligt at se, at OK er i en rivende udvikling, og visionen om at omstille virksomheden er spændende, og noget jeg ser frem til at være en del af. Jeg er selv meget værdidrevet, så det er vigtigt for mig, at OK er en af de virksomheder, der er med til at drive samfunds-agendaen,” siger Stina Bonde i meddelelsen. 

Hun får blandt andet en vigtig opgave i at fastholde og rekruttere talenter.

Rasmus Boserup er fortsat kommunikationschef i OK. 

OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab og tæller ud over moderselskabet OK datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Energiteknik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs