Borgmester melder ud på Facebook, at han trækker sig efter anklager om upassende adfærd

Ekstra Bladet skrev som de første om en episode, hvor Henrik Hvidesten, ifølge kilder, opførte sig ubehageligt. Sagen har givet dårlig omtale af kommunen, skriver borgmesteren på Facebook.
Ringsted Kommunes borgmester var beruset og opførte sig, ifølge flere kilder, ekstremt ubehageligt, særligt over for en kvindelig folkevalgt på et kommunaløkonomisk topmøde. (modelfoto) | Foto: Getty Images
Ringsted Kommunes borgmester var beruset og opførte sig, ifølge flere kilder, ekstremt ubehageligt, særligt over for en kvindelig folkevalgt på et kommunaløkonomisk topmøde. (modelfoto) | Foto: Getty Images
af ritzau

Henrik Hvidesten (V) trækker sig som borgmester i Ringsted.

Det oplyser han i et opslag på Facebook søndag aften.

Meldingen kommer, efter der er opstået flere anklager om upassende adfærd.

Blandt andet har Ekstra Bladet først på ugen skrevet om en episode på et kongrescenter i forbindelse med et kommunaløkonomisk topmøde tidligere på måneden.

Her blev borgmesteren så fuld, at han, ifølge flere kilder, opførte sig ekstremt ubehageligt, særligt over for en kvindelig folkevalgt, der også deltog på mødet.

Ifølge kilderne skulle borgmesteren flere gange havde befølt kvinden på låret. Derudover havde han højlydt givet udtryk for, at han ønskede at tage hende med hjem.

I et mailsvar til Ekstra Bladet lød det fra Henrik Hvidesten, at han havde ”undskyldt over for den pågældende” og tog hændelsen ”meget alvorligt”.

”Selv om de sidste dage også har budt på megen opbakning og opmuntrende henvendelser, må jeg konstatere, at jeg ikke længere kan bede mit politiske flertal om fortsat at bakke mig op som borgmester. Derfor vil jeg trække mig som borgmester i Ringsted Kommune,” skriver Hvidesten på Facebook.

En enig byrådsgruppe udtrykte ellers opbakning til Henrik Hvidesten tidligere på ugen.

Det oplyste gruppeformand Klaus Hansen (V) til Sjællandske Nyheder torsdag.

Søndag har DR så bragt en historie, hvor byrådspolitiker i Køge Mette Jorsø (R) fortæller om en episode fra den samme fest efter det kommunaløkonomiske topmøde.

”Jeg siger til ham, at jeg ikke vil danse til en sjæler med ham, og vi sætter os på en bænk sammen med andre kolleger også. Der lægger han sin højre hånd på mit lår og sin venstre på min balde,” siger Mette Jorsø til DR.

Hun fortæller, at hun sagde til borgmesteren, at han var for fuld, skulle gå hjem og skubbede ham væk.

Henrik Hvidesten siger til DR, at han ikke husker den konkrete episode, men undskylder, at han har overtrådt hendes grænser.

På Facebook skriver han, at han fortsætter som byrådsmedlem og vil stille sine ”kompetencer til rådighed i konstitueringen bag den nye borgmester”.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs