De fleste kender typen, der har så meget at fortælle om sig selv og sit eget liv, at der ikke bliver plads til andet i samtalen. Lige meget, hvad jeg bringer til bordet i vores samtale, ville denne person formå at dreje fokus hen på sig selv.

Hvis jeg fortæller, at jeg lige har skrevet en bog om at lytte, kunne han svare: “Spændende, jeg har også selv tænkt på at skrive en bog.” Hvis jeg fortæller, at jeg var til lægen med en smerte i maveregionen, vil personen fortælle om engang, han var til lægen med et endnu værre symptom. Hvis jeg fortæller, at min kat lige er død, fortæller han mig, at han aldrig rigtigt har haft noget forhold til katte, men altid bedre har kunnet lide hunde. 

Vi kunne fristes til at drage den konklusion, at personen ikke lytter. Men er det nu også sandt?

Hvis jeg sagde til ham “Du lytter jo ikke”, ville han med god ret kunne svare: “Det gør jeg da. Du siger, at du har skrevet en bog, du har for nylig været til lægen, og din kat er lige død.” Med andre ord hører han faktisk noget af det, jeg siger. Problemet er altså ikke, at hans hørelse er sat på pause. Problemet er måden, han lytter på. Han lytter efter stikord til at tale om sig selv: bog, smerte, kat. Han er en narcissistisk lytter.

Vær opmærksom på, hvor du har din opmærksomhed

Når vi lytter, bruger vi vores opmærksomhed. Vi fokuserer på det, den anden udtrykker. Men vi er nødt til også at vende opmærksomheden indad mod vores egne tanker og erfaringer for at forstå det, den anden siger. Opmærksomheden pendulerer altså med høj fart mellem det, vi hører, og det, vi tænker om det, det vi forstår. Den narcissistiske lytter evner ikke – eller ønsker ikke – at mobilisere den nysgerrighed eller generøsitet, der skal til for at fastholde opmærksomheden på samtalepartneren. 

Det kunne han have gjort med opfølgende spørgsmål: Hvad er det for nogle pointer, du er kommet frem til i den bog, du har skrevet om at lytte? Hvordan gik det hos lægen? Er du meget ked af det med den døde kat? I stedet foretager han det, sociologen Charles Derber kalder shift-response. Hver gang han får bolden i samtalen, spiller han kun sig selv. Alt, han hører, bliver til stikord, som minder ham om noget i hans eget liv. Og det forhindrer ham i at være nysgerrig og rette opmærksomheden tilbage til samtalepartneren.

Vi kender det sikkert også fra os selv. Jeg gør. Og jeg øver mig hver dag i det, Derber kalder support-response. Altså at understøtte det, jeg hører, fastholde emnet med opfølgende spørgsmål, nysgerrighed og indlevelse. Men af og til falder jeg i fælden og bliver selv en narcissistisk lytter, der kun lytter efter anledninger til selv at fortælle. Vi er mange, der godt kunne blive bedre til at lytte mere opmærksomt.

Hvordan bliver vi bedre til at lytte?

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker betaler andre for at lytte. Psykologer, terapeuter, coaches osv. Hver gang talen falder på lytning, hører jeg nogle give udtryk for et savn: Min leder lytter ikke, min kone lytter ikke. Så hvordan bliver vi bedre til at lytte? Jeg tror, at en af udfordringerne er, at vi mangler ord og begreber. Hvis vi skal øve os og blive bedre til at lytte, må vi have nogle betegnelser for forskellige måder at lytte på. Ellers kommer vi blot til at bebrejde hinanden, at vi ikke lytter, når det i virkeligheden handler om, at måden, vi lytter på, er uheldig. 

Måske bunder problemet i hele vores almenmenneskelige (mis)forståelse af begrebet kommunikation. I 1990’erne talte man om, at vi gik fra informationssamfundet over i et kommunikationssamfund. I stedet for at budskaber udelukkende skulle massekommunikeres fra én afsender til en masse mere eller mindre passive modtagere, gav teknologien og internettet os nu mulighed for, at datastrømmen gik begge veje. Vi begyndte at tale om, hvor vigtigt det er at kommunikere. At bruge begrebet kommunikation i stedet for information indikerede, at man både kunne være afsender og modtager af budskaber. Men når vi taler om mundtlig kommunikation, er det, som om vi stadig mener information. 

Når vi taler om kommunikation, taler vi nemlig generelt om alt andet end lytning. “Hun er god til at kommunikere” betyder som regel, at hun er god til at formulere sig, til at udtrykke sig, til at tale. Ikke at hun er god til at lytte. Til trods for at lytning ret beset udgør minimum 50 procent af enhver form for mundtlig kommunikation. Vi har tonsvis af udtryk og begreber for forskellige måder at tale på: Man kan tale med patos, man kan tale i tåger, man kan tale kort og præcist, afsenderorienteret, modtagerorienteret osv. Men når vi taler om at lytte, mangler vi et sprog og nogle begreber. Jeg er med på, at vi har begrebet aktiv lytning. Men vi taler som regel helt primitivt og fejlagtigt om at lytte som noget, man enten gør eller ikke gør. 

Forskellige måder at lytte på

Hvis vi vil være bedre til at lytte, må vi begynde at nuancere og gå på opdagelse i de forskellige måder, man kan lytte på. I de fleste samtaler når vi at lytte på flere forskellige måder – fra forskellige lyttepositioner. 

• Vi fordomslytter lidt, når vi bilder os ind, at vi udmærket ved, hvad den anden er i gang med at sige.
  
  
• Vi spejllytter, når vi genkender os selv i det, den anden siger.
  
  
• Vi lytter refleksivt, når det sætter tanker i gang om vores egen rolle, eller vi lytter empatisk, når vi vitterligt stiller os til rådighed for at forstå, hvordan det er at være den, vi taler med.
  
  
• Sommetider lytter vi også narcissistisk. Det kan være, jeg lytter særligt intenst udelukkende for at få den anden til at anerkende mig som en virkelig god lytter. Eller at jeg simpelthen ikke kan holde min egen anekdote tilbage.

Lyt med Lyttekompasset

For at samle og ordne alle disse forskellige måder at lytte på, har jeg i den aktuelle bog “Den opmærksomme lytter” sat de forskellige lyttepositioner ind i en model, jeg kalder Lyttekompasset. 

I kompassets vandrette akse (øst-vest) følger vi lytterens opmærksomhed. Vender den indad mod lytterens egne tanker og erfaringer, eller peger den udad mod samtalepartneren eller det, samtalepartneren taler om? Naturligvis vil jeg både lytte indad og udad i løbet af en samtale, men i hvilken retning trækker min lyttemagnet mig? Hvor er mit anker? Her er modellen:

I modellens lodrette akse (nord-syd) følger vi lytterens forståelse af det, der bliver sagt. Mod syd markerer en afgrænsende måde at lytte og forstå på. Det vil sige, at man udelukkende lytter for at få be- eller afkræftet antagelser, fordomme, sig selv og sine egne behov. Det lyder måske usympatisk, men det er i mange situationer effektivt og nødvendigt at lytte afgrænsende, selvom denne måde at lytte på også er behæftet med fejl. Vi kan komme til at overhøre eller misforstå noget. Positionen mod nord markerer den udvidende lytning, hvor vi bruger betydeligt mere hjernekraft på at forstå det, vi hører. Her er vi nysgerrige og åbne. Vi er parate til at revidere vores antagelser og fordomme og stille os til rådighed for at forstå andre og det, de taler om.

Ideen med kompasset er at træne sig selv i at være opmærksom på, hvordan man selv lytter i forskellige situationer. Lytter man fra den mest hensigtsmæssige position? Ideen er ikke, at man skal slå andre i hovedet, fordi de lytter forkert. Selvom man især godt kunne have lyst til det, når man forsøger at føre en samtale med en narcissistisk lytter.

Læs mere:

The Pursuit of Attention Power and Ego in Everyday Life Second Edition Charles Derber

What is Conversational Narcissism? (5 Signs & Tips for Dealing with One)

How To Have Better Conversations: Avoiding Conversational Narcissism - Upwords.

Conversational Narcissism

Be a Better Conversationalist by ’Supporting’ Instead of ’Shifting’