Mia Wagners problemer er først lige begyndt

Politik er et håndværk, der kræver en veludviklet fingerspitzengefühl. Og masser af tålmodighed. Det er altså langt fra nok at være populær, skriver Morten Reimar.
Hvorfor Mia? Udover at låne af hendes goodwill og 108.000 LinkedIn-følgere fungerer hun også som et bevis på, at ikke alle løber skrigende bort fra Venstre. Kilde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Hvorfor Mia? Udover at låne af hendes goodwill og 108.000 LinkedIn-følgere fungerer hun også som et bevis på, at ikke alle løber skrigende bort fra Venstre. Kilde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Morten Reimar, selvstændig kommunikationsrådgiver

Erhvervskvinden Mia Wagners indgang i politik er ikke gået så glat, som partitoppen i Venstre kunne have ønsket sig.

Idéen var ellers ikke dårlig: Venstre skal blive bedre til at markere, at det var det helt rigtige at gå i regering i stedet for at gå i opposition med de øvrige blå partier. Det er i høj grad en kommunikativ opgave, som forsøges løst ved blandt andet at lægge ministerkabalen om:

Troels Lund bliver forsvarsminister, og Stephanie Lose hives ind som økonomiminister. Højttaleren Morten Dahlin overtager den lille, men strategisk vigtige post som minister for landdistrikter og kirke. Og når den kendte og profilerede Mia Wagner ovenikøbet tilbyder sin hjælp, er det kun godt for Venstre.

Det er pissesvært at være politiker

For udover at låne af hendes goodwill og 108.000 LinkedIn-følgere fungerer hun også som et bevis på, at ikke alle løber skrigende bort fra Venstre. Der er rent faktisk også nogle, der kommer til. Og ja, så håber de også på at kunne gentage Tommy Ahlers-tricket, hvor en anden frisk erhvervsprofil med byvælger-tække trak et tungt læs stemmer med sig og udvidede partiets image.

De gule breakingbjælker blinkede om kap.

Men starten blev snublende. Hun ville i flere timer ikke svare klart på, om hun agtede at stille op til folketingsvalget. Hun måtte hele dagen forklare, hvorfor hun ikke længere var brændende fortaler for kvindekvoter. Og hendes tale ved ministeroverdragelsen er blevet dissekeret, som den slags sjældent bliver. 

Læg dertil, at en af Venstres absolutte yndlingsmedier, Berlingske, på forsiden ikke hyldede Wagners intro, men satte alvorlige spørgsmålstegn ved, om det var en god idé at sætte forhenværende minister Marie Bjerre af holdet.

Nu er hun oven i alt det sygemeldt efter et ildebefindende. Det har været en hård ilddåb allerede, men Wagners problemer er først lige begyndt. For det er – rent ud sagt – pissesvært at være politiker.

Folketingsvalg – men hvorfra?

Politik er nemt nok. Enhver kan se TV-avisen og kloge sig; det er let at se, hvad de andre burde gøre. Alle kan skrive en klumme. Men at gå ind i politik, håndværket, er noget, der kræver en helt speciel personlighed og års øvelse at blive god til.

Tag nu bare det helt åbenlyse: Hvor skal hun stille op til folketingsvalget henne?

Der skal nok være rigeligt med vælgerforeninger, der ville elske at få et så sikkert kort på hånden, og hun vil med al sandsynlighed blive valgt ind, og sikkert også med et pænt stemmetal. Men hvor henne?

Det mest åbenlyse sted er København. Wagner tiltaler de veluddannede, dem med corporate jobs, der glæder sig over, at grænsen for topskat er blevet hævet, og ikke synes, det er noget pjat at betale over 40 kr. for en bolle med ost. Handelshøjskolevenstre. Der er bare det, at hvis hun stiller op i København, bliver hun konkurrent til Venstres førende bystemme: Jan E. Jørgensen. Advokaten fra Frederiksberg, der ofte ene mand har måttet minde folketingsgruppen om, at der også findes et Danmark, der ikke arbejder inden for landbrugssektoren.

I København stiller stjernefrø og klimaordfører Linea Søgaard-Lidell også op. Hun er medforfatter til den unge politikergruppes manifest ”Må Jeg Være Fri” og er alt i alt en, mange ser en stor fremtid i. Kan Wagners opstilling i København trække et tredje mandat, eller risikerer hun at skubbe en af de to andre ud?

Så skulle hun stille op i Nordsjælland, der hvor Teslaerne kører hen om eftermiddagen, og hvor Wagner selv bor. Men der bor sundheds- og indenrigsminister Sofie Løhde bare også. Og up coming-navnet Marianne Lynggard stiller også op der, og så har du pludselig tre kvinder, der appellerer til stort set samme segment, plus formanden for erhvervsudvalget, Hans Andersen. Hvem af de fire får de to pladser, Venstre kan trække på en god dag?

Der er måske nogle, der vil pege vestpå og lægge mærke til, at tidligere formand Jakob Ellemanns kreds i Aarhus ser ledig ud. Aarhus er Danmarks næststørste by, der er masser af veluddannede mennesker, og der er også en strandvej i Aarhus. Men der er også en ny formand, Troels Lund Poulsen, der stiller op i Østjyllands Storkreds. Lund plejer ikke at få prangende valg, og selvom hans nye position nok skal give ham et boost, vil Wagner med al sandsynlighed få flere stemmer end ham. Kan Venstre i det scenarie leve med, at en politisk nybegynder får flere stemmer end formanden?

Balancegangens svære kunst

Det er bare en af mange balancegange, man skal kunne udføre, hvis man vil indgå i et parti, uden at træde nogen over tæerne. Her er det også værd at kigge på Tommy Ahlers igen. De to er ikke tvillinger, men de har da det tilfælles, at de begge er vant til at være chefen og som sådan beslutningstagere.

Det kan du i vid udstrækning som minister, men Wagner fik alligevel en forsmag på kamelslugning, da hendes tidligere stålsatte tro på kvindekvoter blev bragt frem. Den er hun nødt til at pakke væk, for det er ikke regeringens politik, uanset hvor meget ligestillingsministeren måtte synes, det er en god idé. Hun kan ikke engang sige, at hun har tænkt sig at kæmpe for det internt i partiet, indtil det bliver officiel politik, for det er en tilgang, som kun en elefant i et glashus bruger.

Wagner møder også ind til et enormt forventningspres. Hun skal være den nye Ahlers, trække rigtigt mange stemmer, hun skal revitalisere partiet, markere kraftigt på ligestillingspolitikken uden at komme på kant med de mere konservative kræfter i gruppen og baglandet. Og gøre det bedre end Marie Bjerre for at kunne retfærdiggøre omrokeringen. 

Endelig en dag vil hun, ligesom Ahlers, opleve at gå fra at være minister til menigt folketingsmedlem. Så er det alenlange diskussioner til gruppemøder; udvalgsmøder, der ikke rykker det store; presserådgivere, der kommer rendende med papskilte og sjove video-idéer, baglandsmøder og en helt anden side af pressen, end den hun kender som privatist. Og en grum indsigt i, at politik ikke er til at spøge med.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også