Krisestyring Succession style

Følger du med i HBO’s hypede serie om den rige og hensynsløse Roy-familie, der ejer en af de største medievirksomheder i verden, fik du sikkert også et chok sidste søndag.
Serien viser os, at du som PR- og kommunikationsrådgiver i krisesituationer må bevare det kølige overblik og ikke lade dig styre af følelser! | Foto: Succession/HBO
Serien viser os, at du som PR- og kommunikationsrådgiver i krisesituationer må bevare det kølige overblik og ikke lade dig styre af følelser! | Foto: Succession/HBO
Louise Taarnhøj

OBS: Seriøse spoilere om sæson 4 nedenfor.

De er allesammen nogle gigantiske røvhuller, grænsende til det psykopatiske; det er vi enige om. Alligevel er Successions karakterer, familien Roy, nærmest vanedannende at kigge på. 

Det er ikke første gang, at et HBO-bryllup er gået helt balalajka – hvis jeg nu siger ”Red Wedding”, så ved du, at vi er ved et afgørende øjeblik i serien. I afsnit 3 af sæson 4 skal ældstesønnen Conor giftes, og samtidig skal Logan mødes med GoJos direktør, Matsson, samme dag. Det er det, vi ved, da afsnit 2 slutter. Og det lægger i sig selv op til et hæsblæsende afsnit 3. 

SERIENS (MÅSKE) STØRSTE PLOTTWIST

20 minutter inde i afsnit 3 sker der så det, at Logan dør. På sit privatfly får han et ildebefindende, og Tom, Shivs eksmand, som er med på flyet, ringer til børnene for at fortælle dem, at faren er blevet meget syg. Tom giver Shiv, Rome og Kendall (Connor får det først at vide senere) mulighed for i telefonen at sige farvel til deres far, da det ser meget alvorligt ud. Hverken os seere eller de tre søskende ved, hvad der præcist sker, hvilket gør det endnu mere spændende. Og i øvrigt er det også en rørende scene, for mon ikke Logan allerede er død, og det er Toms måde at give børnene mulighed for at sige farvel til deres far? 

Men som Succession-fan ved du nok, at det hele herfra ikke kommer til at handle om familiesorgen over at have mistet den samlende faderskikkelse – selvfølgelig, for der var ikke ligefrem et kærligt bånd mellem Logan og de fire børn, så hvordan håndterer de nyheden? 

Der går ikke mange minutter fra de grådkvalte, tårefyldte ord i Toms telefon, som holdes mod Logans øre, før der skal tænkes strategisk i forhold til pressen. 

HANDLEKRAFTIG PR-CHEF VED RORET

Stadig mens Logan får førstehjælp, taler Waystar Roycos PR-chef, Karolina Novotney, med de andre i ledelsen, som er ombord på flyet, om at lave en handlingsplan, så de ved, hvordan og hvad de skal kommunikere til pressen. Hun skal som PR-ansvarlig være på forkant med historien, selvom hun ikke ved, om Logan faktisk er død endnu.

Karl, virksomhedens mangeårige økonomichef, håner Karolina for at foreslå, at de begynder at udforme en pressemeddelelse, hvorefter PR-chefen holder fast på, at det er det eneste rigtige at gøre, fordi de – hun – skal være forberedt. 

Det virker kynisk; en mand er netop død (måske?), hans familie har lige fået det at vide, og nu skal virksomheden finde ud af at fortælle det til omverdenen på bedst mulige vis, så det ikke påvirker aktiemarkedet, og så de stadig har kontrol over situationen. Som PR- og kommunikationsrådgiver i krisesituationer har du bare at bevare det kølige overblik og ikke lade dig styre af følelser! Tough job. 

Og i nutidens nyhedsverden, der aldrig står stille, er PR mere end blot nice to have. Det er en afgørende komponent i enhver succesfuld forretningsstrategi.

KAMPEN OM TRONEN ER I GANG

Mens flyet stadig er i luften på vej tilbage til staterne, skal de fire søskende finde frem til, hvad næste skridt skal være. Allerede nu er kampen om tronen begyndt – hvem skal overtage roret i Waystar Royco? 

Børnene er følelsesmæssigt påvirkede af situationen, men også meget optagede af at bevare kontrollen og stadig have en fremtid i toppen af erhvervslivet. 

Kendall stiller spørgsmål ved, om de kan holde nyheden om Logans død fra journalisterne, indtil aktiemarkedet lukker. Det vil sikre virksomhedens stabilitet lidt endnu, og så giver det ledelsen og de fire søskende tid til at udarbejde en ordentlig pressestrategi. Selvom det er nødvendigt, er det altså hardcore, når man lige har mistet sin far. 

Halvdelen af afsnittet handler altså om, hvordan de styrer narrativet i pressen om deres fars død – og de forretningsmæssige følger heraf. Hvordan de sørger for, at der sker mindst mulig skade og uro på aktiemarkedet ved at kontrollere præcis, hvad og hvordan nyheden overleveres til pressen. 

DEN VENLIGE DEL AF PRESSEN SERVICERES

Efter en del tovtrækkeri mellem ledelsen og børnene er der en pressemeddelelse på plads, og Shiv får til opgave at læse udtalelsen op for en gruppe “friendlies” – aka medier og journalister, der normalt ikke skriver kritisk om familien og virksomheden. 

”Mine brødre og jeg vil bare sige, at Logan Roy byggede et fantastisk amerikansk familiefirma,” læser Shiv op fra et stykke papir. ”Som bekendt vil bestyrelsen mødes i de næste timer for at tage stilling til ledelsen af virksomheden fremover. Denne nation har mistet en lidenskabelig mester og en amerikansk titan, og vi har mistet en elsket far.”

Og så slutter afsnittet med, at Kendall er opløst i tårer, mens en båre med et lig bæres ned fra flyet og over i en ambulance. Der er styr på kommunikationen indtil videre, men indeni er alting et rod.

HVAD KAN VI TAGE MED OS AF PR-TRICK?

Det er ok at vente

Skal man komme med en udtalelse med det samme? De fleste presserådgivere vil nok mene, at man skal reagere hurtigt, når en krise opstår. Og er der beskyldninger, som har noget på sig, skal man lægge sig fladt ned. Jeg er enig langt hen ad vejen. Dog er det vigtigt at påpege, at i visse krisesituationer vil det være ok at komme med en udtalelse om, at man udtaler sig senere. Det virker både menneskeligt og ansvarligt. Ingen kan forvente, at man midt i en krise, især ikke hvis det også er en personlig krise som i Roy-familiens tilfælde, kan komme med grundige udredninger om situationen to minutter efter, det er sket. Det er ok at bede om tid, før man kommer med en længere udtalelse. 

Hav en kriseplan klar

Når det så er sagt, er det naturligvis en super idé at have en kriseplan klar – til når ”normale” kriser opstår. I tilfældet med Logans død kan det ikke komme helt bag på os, at det kunne ske, siden Logan har været skrantende i flere sæsoner. Men det er ikke ensbetydende med, at man har de nødvendige budskaber klar. Dog – for at undgå den umiddelbart kyniske øvelse at skulle skrive en pressemeddelelse om ens fars død, mens hans krop stadig er varm – er det afgørende at have overordnede udtalelser og citater klar. Det er en del af kriseberedskabet og -kommunikationen at være på forkant med, hvad der kan ske i morgen, i næste uge eller næste år. På den måde er det sværere at blive tvunget til en ”ingen kommentarer”-kommentar, for den slags lugter altid af skyld. 

Derfor: Vær forberedt på lidt af hvert, og hav udtalelser klar, til når krisen opstår. 

Og derefter: Overvåg medierne (mindre spoiler til afsnit 4)

Det næste skridt for Roy-familien er at holde øje med, hvad der sker i medierne. Hvad bliver der skrevet og sagt, hvilke vinkler og historier spredes? Medieovervågning er helt essentielt i din krisekommunikationsplan. For ligesom den første udtalelse er afgørende, er det også vigtigt at holde øje med, hvordan historien udvikler sig, så man løbende kan kontrollere den ved at kommentere og give udvalgte interviews og udtalelser.

Allerede dengang Kendall smed sin far under bussen i et stort anlagt pressemøde (hvorfor ser vi ikke den slags dramaer til pressemøder i den virkelige verden??) og derefter bad Greg om at tracke alt, hvad der blev skrevet om ham på Twitter, så er familien og ledelsen også nu obs på at følge med i, hvad medierne skriver i nekrologer og artikler (afsnit 4). 

Medieovervågning og social listening er de eneste måder, hvorpå du ikke mister grebet om rattet og ender med at køre galt i din kommunikation.

 

Læs mere her:


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs