Længe har MeToo-debattører talt om det mærkværdige i, at det kun er mænd, der har været i fokus for sager om seksuelle krænkelser, magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen. Mænd synes altid at være den krænkende part, og kvinder ofrene for deres adfærd. Men for nylig blev myten punkteret. Ideen om, at det kun er mænd, der krænker, og kvinder altid er ofrene, er ikke længere gangbar. Den nu forhenværende formand for FH, Lizette Risgaard, måtte træde tilbage, efter ti mænd og en kvinde kunne berette om upassende berøringer og grænseoverskridende adfærd gennem en årrække. Dermed blev hun det eksempel, mange har efterspurgt, på, at kvinder også kan krænke. 

MeToo er ukønnet magtmisbrug

Men det vigtige i denne og andre krænkelsessager er ikke, at også kvinder med magt kan misbruge deres position og krænke mænd. Det burde være indlysende. I stedet er den vigtigste pointe nu slået fast en gang for alle: MeToo-sager handler om magt. Ikke kun om køn eller maskulinitet. Eller, vil jeg tilføje, det handler om diskrepansen mellem den magt, man tildeles, og graden af ansvarsforsømmelse, mens man forvalter den. Og før koret af MeToo-kritikere melder sig og siger, at Lizette Risgaards adfærd ikke bør hudflettes længe, efter hændelserne har fundet sted, eller at hendes adfærd jo ikke er værre end som så: Kan vi blive enige om, at jo mere magt man har, jo større ansvar følger der med? Og kan vi blive enige om, at selvom man sidder øverst i samfundets hierarki, har man ikke en særlig ret til at overskride andres grænser eller til at gøre sig selv blind for, hvor andres grænser går? 

Hvad er meningen med MeToo? Vi skal magte at begrænse magten

Essensen af MeToos potentiale bliver stadig mere klart: Det handler om noget større og mere fundamentalt end køn og intimitetens grænser – nemlig måden, vi indretter samfundets hierarkier af magt og ulighed og holder magten i skak. Når magt omgærdes af overdreven respekt og urørlighed, risikerer vi, at lederne ikke længere bliver modsagt eller udfordret på deres adfærd. Når der ikke længere er nogen, der sætter grænser for en person, er der ikke langt til, at personen bliver grænseløs. Ansvaret ligger altså ikke kun hos Risgaard selv, men også hos dem, der skulle holde øje med og sikre, at hun indskrænkede sin magt til det mandat, hun fik tildelt som leder. Men hvad gør vi, når de, der skal kontrollere vores ledere og holde dem i skak, ikke tager ansvar? Der havde været adskillige advarsler om Risgaards adfærd, inden sagerne kom i medierne. Men ingen havde åbenbart reageret på whistleblowerordningen. Og så er vi tilbage til kultur. Ledelseskultur, kønskultur og adfærdskultur på arbejdspladsen. Og nej, det handler ikke kun om problemer i fagbevægelsen, i politik eller i mediebranchen. Noget må ændres i selve magtstrukturen i vores organisationer, virksomheder, institutioner. 

Ledelsesansvar er at tage et ansvar for at være en respektfuld leder

Hvis problemet i MeToo-sagerne er grænseløs magt, stiltiende kontrollanter, forsømmelse og en ledelsesstil, hvor de, der burde tage ansvar, kan lægge det fra sig, uden nogen råber vagt i gevær, måske fordi de ikke tør, så er magtens forvaltning og værdier for ledelse den største udfordring. Så er det ledelsesansvaret og måden, ledere vælges på, der skal ændres. Det er stadig en udbredt tanke, at ledere skal være kolde, brutale og nådesløse i deres adfærd, fordi det skulle gavne bundlinjen, eller når der skal vækstes eller laves resultater. Men er det nu også nødvendige værdier? Er det lig med bæredygtig og ansvarlig ledelse? Hvorfor vælges ledere i dag ikke efter principper som empati, ydmyghed og indlevelse i andres velbefindende, respektfuld afstand mellem rækkerne og en lyttende og afmålt tilgang til medarbejderne? 

Adlydende ledelse er løsningen

Lad mig komme med et eksempel på, hvordan magt kan anskues helt anderledes. Hvis vi for et øjeblik går med på tanken om, at magt er noget, man på demokratisk vis tildeles af nogle, fordi man vil adlyde deres overlevering af magten. Den i 90’erne så populære oprørsgruppe i Mexico kaldet zapatisterne hævdede at efterleve et særligt princip kendt fra indfødte folk, om det de kaldte “adlydende ledelse”. Princippet var, at man kun beholdt sin magt, så længe man adlød sine underordnede. Forpligtelsen over for dem, man skulle lede, guide og være et forbillede for, hvilede på, at mærke efter, hvor deres behov lå, hvad de havde brug for og ønskede, og ikke på, hvad man selv havde lyst eller magt til. Og den status, man fik som leder, beroede ikke kun på velstand og den suveræne magt. 

Tildel prestige, ikke privilegier

Som antropologen Pierre Clastres beskrev høvdingene hos de indfødte folk, han studerede: De blev tildelt prestige, men ikke privilegier. Der var tale om stammer, hvor lederskab var behæftet med en konstant indbygget magtkritik. Når tilliden forsvandt, måtte lederen gå af. Når høvdingens adfærd byggede mere på privilegier til at forbryde sig mod undersåtterne end på den prestige, der følger med at handle respektfuldt og adlydende, var det game over. Sådan kunne man også anskue ansvarlig ledelse. Jo mere magt man har, jo mere ansvar har man også. Og dermed er bolden spillet videre til dem, der udpeger, bedømmer og kontrollerer de ledere, der besidder magten i vores samfund. Nu må ledernes ledere og kontrollanter træde i karakter og vise, at kulturen er blevet en anden efter MeToo. 

Christian Groes er lektor på RUC, antropolog, ph.d. og aktuel med bogen “Da MeToo ramte manden – om magt, sex og nye grænser”.