Greenwashing, whitewashing eller thinkwashing beskriver alle adfærd og aktiviteter, der skal få et brand, en organisation eller et land til at fremstå bedre, end tilfældet er. Technowashing er ligeledes en kommunikationsmetode, der tjener formålet at fremme bestemte budskaber eller at pynte på ubehagelige realiteter. Den er kendetegnet ved at fremme en overdreven optimisme omkring teknologi som den eneste løsning på de udfordringer, klimakrisen har skabt. Dr. Sofia Ribeiro og Viriato Soromenho-Marque coiner begrebet i artiklen ”The Techno-Optimists of Climate Change: Science Communication or Technowashing.” I deres forskning har de undersøgt oplysning og videnskabsformidling i relation til klimakrisen med et særligt fokus på en institutionel og politisk kommunikationspraksis, der promoverer en udpræget optimisme omkring techvidenskabelige løsninger. En praksis, som de to forskere sammenligner med vildledende markedsføring, når produktpromovering og markedsføring af gode tilbud bliver lidt for spektakulær. 

Når techoptimisme kammer over i technowashing

De nævner “the promotion of the powerful man” som en klassisk techoptimistisk kommunikationsdarling. Fascinationen af opfinderen, helten, der finder løsningen og ikke bare redder verden, men sikrer menneskehedens overlevelse. Et eksempel er promoveringen af SpaceX’ Mars-program, der ifølge Ribeiro og Soromenho-Marque får kolonisering af andre planeter til at se ud som en simpel proces: ”Det er lidt koldt, men vi kan varme det op. Atmosfæren er primært CO2 med noget nitrogen og argon og nogle få andre sporstoffer, hvilket betyder, at vi kan dyrke planter på Mars bare ved at komprimere atmosfæren.” 

Fantastiske techfortællinger som afledningsmanøvre

Sådanne utopiske idéer bliver en afledningsmanøvre, der fjerner opmærksomheden fra klimaforandringernes reelle problemer og lukker debatten omkring de økonomiske, ideologiske og politiske strukturer, der ligger bag det dominerende techsyn. Idéer, der ukritisk reproducerer og forstærker mennesket som overlegen art og “naturens hersker,” som Ribeiro, Institut for Samfundsvidenskab ved Universitetet i Lissabon, beskriver det i en onlineforelæsning for Al Gores The Climate Reality Project, “og i forlængelse heraf en undskyldning for at fortsætte udviklingen af bedre teknologi til at kunne løse de problemer, som mennesket selv har forårsaget med teknologi, der nu er forældet.” På den måde bliver den overdrevne techno-optimisme også en måde at vedligeholde forretningsudvikling og vækst såvel som omdømme “fordi investering i disse teknikker vil fjerne opmærksomheden fra de skadelige effekter, det har på planeten.” 

Ribeiro understreger, at det er indlysende, at teknologien spiller en vigtig rolle i kampen mod klimaændringer. Teknologiske løsninger er selvsagt nødvendige, men der er ifølge hende behov for et kritisk blik på hierarkiet af klimaløsninger. “Vi ved, at der ikke findes simple løsninger. Vi ved, at vi er nødt til at foretage radikale ændringer i vores sociale praksis, men det virker, som om vi stadig kun fokuserer på teknologiens vidundere, eller i det mindste gør massemedierne det.” 

Hun understreger, at det er vigtigt at være opmærksom, fordi det ofte er de virksomheder, der forurener mest, der benytter sig af technowashing: “De bruger videnskaben, fordi de vil vise, at de gør noget”. Men ifølge Ribeiro er målet klart “at skabe øget profit, bevare status quo. Så vi skal være opmærksomme på det.” 

Det skaber støj i klimaoplysningen og er ikke uproblematisk, når klimaforandringernes alvor og de bekymringer, det medfører, får et glossy lag, der skal få os allesammen til at sove lidt bedre. Techoptimsime er en gråzone, og Ribeiro og Soromenho-Marque understreger, at den er en demokratisk udfordring. Derfor er det ifølge de to forskere vigtigt at skelne mellem ansvarlig klimaoplysning og technowashing, der prøver at fremstille teknologi som et magisk redskab uden at adressere de reelle udfordringer og begrænsninger. 

Klimapropaganda er ikke nyt

Klimapropaganda er ikke et nyt fænomen. Det har eksisteret siden klimadebattens begyndelse. Imre Szeman har bl.a. beskrevet den propagandistiske struktur i de dominerende fortællinger inden for teknologisk fremskridt og dens indvirkning på miljøet (“The End of The Technological Utopianism,” 2020, Pedersen). Han taler som Ribeiro om “techno-utopi” og en overvægt af fortællinger om teknologisk optimisme, hvor formålet er den uendelige stræben efter økonomisk vækst: ”Det viser, i hvor høj grad vi stoler meget på fortællinger om fremskridt og teknologi, på trods af al bevisførelse imod det” (Szeman, 2007, p. 820– 21). Han argumenterer for, at teknologisk utopi – som for eksempel tilliden til fremtidige teknologiske opfindelser til at løse klimakrisen – er en af de sociale fortællinger, der forhindrer folk i at handle på den viden, de har om oliens virkning på miljøet. Ifølge Szeman er brugen af olie blevet et dybt kulturelt problem, og derfor skal enhver løsning være kulturel og ikke kun infrastruktur- eller teknologibaseret. 

Szeman argumenterer for, at teknologisk utopi er en irrationel og bizar social fortælling. I podcasten “Petrocultures and the Energy Humanities” tales der om “the Elon Musk way”, en idé baseret på det teknologiske imperativ: Man kan ikke stoppe fremskridtet. Musk selv forbereder Homo sapiens på en digital evolution. Ifølge ham vil ”mennesker være nødt til at tilføje et digitalt lag af intelligens til vores hjerner for at undgå at blive huskatte for kunstig intelligens.” Han tror, at på grund af den accelererende teknologiske udvikling, især med hensyn til kunstig intelligens, vil mennesker blive efterladt bagud og ”vi vil blive behandlet som kæledyr af kunstig intelligens.” Med andre ord er teknologi den eneste løsning, fordi den sigter mod at forbedre naturen. Og fordi fremskridt er uundgåeligt, bruges argumentet ”vi kan ikke vende tilbage til fortiden” til at undgå kritik. 

I forordet til bogen ”Techno-Fix” beskriver professor Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich, Stanford University, hvordan påstanden om, at ”teknologi vil løse problemet” – uanset hvad problemet måtte være – er en integreret del af den vestlige kultur. ”Optimismen om teknologiske kurer for disse problemer giver sjældent anledning til begejstring. I løbet af de sidste fem årtier har påståede fordele ved sådanne løsninger ofte ikke materialiseret sig eller vist sig at være opvejet af uforudsete ubehagelige bivirkninger.” Ifølge Ehrlich er teknologiske løsninger på sociale, politiske og psykologiske problemer ofte ineffektive, fordi de typisk kun tager fat på symptomerne og ikke årsagerne. 

Technowashing forklaret:

1. Technowashing er ofte drevet af magtfulde opinionsledere eller ambassadører, der fremmer teknologiske løsninger og videnskabelige idéer uden at nævne kontroverser og vanskeligheder. 

2. Technowashing udnytter videnskabelige koncepter, metoder og forskningsprojekter på en forenklet måde for at præsentere dem som enkle og effektive løsninger, selvom de stadig er eksperimenter og endnu ikke gennemprøvet. 

3. Technowashing spiller på følelser som frygt og ønsket om udødelighed for at fremme teknologiske løsninger som redningskransen fra de aktuelle problemer. 

4. Technowashing benytter realistiske forestillinger, fantastiske og utopiske ideer, der appellerer til folks fantasier og fascination, selvom de kan være urealistiske og uden praktisk betydning.

5. Technowashing anvendes som en strategi til udsættelse af afgørende beslutninger: Politikere og offentlige myndigheder kan også bruge technowashing til at udskyde nødvendige beslutninger om bæredygtighed og miljøhensyn ved at stole på teknologiske løsninger som en nem vej ud. 

Uddrag fra forskningsartiklen
’The End of The Technological Utopianism,’ (2020) peer reviewed journal Bulletin