Der er en Billy Joel-sang, som epitomiserer Rupert Murdoch. I “New York State of Mind” synger han om, at det er nemt at glide med strømmen, men at det sjældent er nok:

”Now I need a little give & take, The New York Times, The Daily News.”

Det er jo sådan, det er. Det ene øjeblik har man lyst til alt det seriøse med klodens måske mest ikoniserede avis, New York Times. Det andet øjeblik bliver man fristet af det tarvelige i et af verdens allermest tabloide medier, Daily News. Side om side. Det bedste. Det værste.

Murdoch, den australsk-amerikanske mediemogul, har en enestående bred forståelse for, hvad mennesket søger. Derfor er han klodens mest succesrige på sit felt. Han ved, at de fleste folk er fulde af modsatrettede hensyn, af svagheder, af indre konflikter, af forfængelighed, af uimodståelige fristelser:

Derfor har han indrettet sit medieimperium – og aldrig før har begrebet “imperium” været mere præcist – så der er noget til både gaden og vejen: superseriøse medier som The Australian i Sydney, The Times i London og Wall Street Journal i New York og supersleazy medier som Daily Telegraph i Australien, Sun i Storbritannien, New York Post i USA.

På den måde kan han med den ene type medier eksempelvis publicere historier om behovet for flere kvinder i lederjobs, mens han med den anden kan vise nøgne kvinder med store bryster. Alt er altid alting med Murdoch. Ofte fremstillet og forhadt for sin misogyni, men samtidig den førende mediechef med flest kvinder på topposter. Give and take!

Murdoch fylder 93 til foråret og er fuldkommen uden tvivl den mest betydningsfulde medieejer, verden nogensinde har set. Engang sagde man om det britiske imperium, at solen aldrig går ned, hvor det bestemmer. Det samme kan man sige om Murdochs blæksprutteimperium. Han ejer simpelthen medier overalt. Aviser, tv- og radiostationer, websites, forlag, you name it.

Historien om ham handler om kolossal storhed, voldsom kynisme, af og til krydret med spektakulære skandaler. Hvis Shakespeare levede i dag, ville Murdoch være en perfekt karakter. En kamæleon af en opportunist. En brutalis af dimensioner. Et magtmenneske uden lige. Alle, der har set “Succession”, HBO-serien, om Logan Roy, den ældre mediekonge, et hensynsløst menneske, der ikke kan slippe magten til en af sine børn, forstår det meste. Logan er Rupert. Til sidst i tv-serien dør Logan. Ingen kan dog rigtigt forestille sig Rupert dø. Ingen i hans nærhed siger, “når” han dør, men “hvis” han dør, så udødelig fremstår han.

Den magt, som Murdoch besidder – ud over ejerskabet af så utroligt mange topaviser spreder hans fangarme sig til tv-magnater som Fox, og engang SkySports, til bogforlag, tidligere enorme filmselskaber med meget mere – er resultatet af en afgørende lære fra sin far. Sådan er det som bekendt altid i de største shakespearske dramaer:

Keith Murdoch, hans far, var en populær australsk journalist, der nåede en uset grad af berømmelse, da han dækkede det berygtede Gallipoli-slag i første verdenskrig. Her mistede tusindvis af australiere livet, da osmannerne narrede de allierede. Da Murdoch Sr. vendte hjem fra fronten, sled han sig til tops i avisverdenen, især i Adelaide på den australske sydkyst. Han blev avischef, men – og det er vitalt – han blev ikke avisejer.

Unge Rupert lærte, at først når man ejer over halvdelen af en virksomhed, bestemmer man selv. 49 procent ejerskab er ikke nok. Så er man i andres vold. 51 procent ejerskab er derimod nøglen. Så bestemmer man alt, hvad der passer en. Man er direktøren for det hele. Da Keith Murdoch døde i 1952, var Rupert Murdoch i Oxford i England for at lære bladbranchen at kende. Han blev kaldt hjem, overtog den sidste avis i Adelaide, som farmand stod i spidsen for: en lille, hensygnende tabloidavis ved navn The News. Alt, hvad Murdoch Jr. siden har skabt, begyndte i Adelaide. Altid med samme lære: Opkøb andre medier, altid med aktiemajoritet, brug din kontrol til at få magt.

Først kontrol i Australien, så i Storbritannien, allervigtigst i Amerika, og, som en sidegevinst, i alle mulige andre, mindre, men alligevel lukrative markeder. News Corp., hans holdingselskab, har skabt en formue, der, hold nu fast, ifølge brancheestimater, nærmer sig Danmarks bruttonationalprodukt. The Aussie owns it all!

Alle kender skandalerne.

På News of the World, selve indbegrebet af en skånselsløs, britisk tabloid, hackede redaktionen sig ind i kendtes mobiltelefoner, bestak politifolk og meget andet. Skandalen voksede sig så meget ud af kontrol, at Murdochs imperium var rystet. Han overlevede, selvfølgelig. På Fox News, USA’s vigtigste kabelnyhedskanal, står skandalerne også i kø. Stationens samvittighedsløse viderebringelse af grundløse påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020 har indtil videre kostet milliarder i tabte retssager. Igen troede – det vil sige håbede – mange, at Murdoch var færdig. Han overlever også dette.

Mange kender også hans politiske brutalitet.

Det begyndte – som alting med ham – i Australien: “Kill Whitlam!” instruerede han angiveligt sine medier i midten af 1970’erne. Gough Whitlam var australsk premierminister fra Labour. Murdoch havde bakket ham op ved valget i 1972. Derefter ignorerede regeringschefen avisejeren, som konkret ønskede forrang til at få ejerskab af en mine. Det skulle politikeren aldrig have gjort. Murdochs medieportefølje knuste ham. I England maste han lige så brutalt Labour-lederen Neil Kinnock, fremelskede omvendt den konservative Margaret Thatcher, inden han støttede Tony Blair. Ingen politisk linje. Alt handler om magt.

Med Fox News, som var en amerikansk medieinnovation af rang, idet man for første gang indsatte værter med klare politiske holdninger, kom hans “mesterværk” – opbygningen af Donald Trump til USA’s præsident ved valget i 2016. I dag tyder meget på, at han fortryder, idet han angiveligt ønsker ekspræsidenten død. “Vi ville alle få det bedre.”

Murdoch har styret især den engelsksprogede medieverden – og dermed reelt Vestens – i så lang tid, at han har “regeret” under 18 australske premierministre, 13 britiske premierministre og ti amerikanske præsidenter. Mens jeg skriver disse linjer, har jeg et billede liggende foran mig af Murdoch på besøg hos John F. Kennedy i Det ovale værelse i 1961. Han var og er overalt.

Nu er han så – angiveligt – trådt tilbage. Forleden overrumplede han alt og alle ved pludseligt at udsende en pressemeddelelse om, at han trækker sig som formand for det hele. I stedet overtager Lachlan, hans 52-årige søn, tilsyneladende posten og vinder dermed den arvefølgekrig, der har præget og plaget imperiet i snart tre årtier. Rupert Murdoch skal fremover “kun” være formand emeritus. Her er, hvad han selv skrev til sine titusinder af ansatte:

”Jeg vil fortsat se vores tv-udsendelser med et kritisk øje, læse vores aviser og websites og bøger med stor interesse og række ud til jer med tanker, ideer og råd. Når jeg besøger jeres lande og virksomheder, kan I regne med at se mig på kontoret sent en fredag eftermiddag.”

Columbia Journalism Review, det legendariske mediemagasin i USA, ramte bullseye med sin overskrift som reaktion på den melding: “Er Murdoch fortsat til stede eller takker han farvel?” Ja, sådan vil det altid være med ham, for han har aldrig glemt læren af sin fars fadæse: Han ejer nemlig stadig familiens aktier. Han bestemmer dermed, lige hvad der passer ham. Så Murdoch, ham har vi ikke set det sidste til.