Lagde du mærke til begrundelsen for Jakob Ellemanns exit som partileder?

Det var ikke politikken, måtte man forstå både på ham selv og på de to, der nu tager over, Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose. Hverken regeringsdeltagelsen, de mange slugte kameler eller CO2-afgift på landbruget. 

”Min person skygger,” sagde Ellemann ved sit afskeds-doorstep.

En partileder hænger uløseligt sammen med sit parti. Når Venstre foreslår noget nyt i politik, så skriver medierne:

”Jakob Ellemann vil sænke skatten i bunden”. Når Venstre giver en indrømmelse, hedder det: ”Ellemann i kovending”. Og en meningsmåling bliver udlagt, som om det er en himmelfart eller en katastrofe for partilederen. 

Partiledere er ikke bare ledere. De skal ikke bare stå i spidsen for en politisk organisation på tværs af Christiansborg, regioner, kommuner og vælgerforeninger over hele landet. De skal ikke bare forhandle og lægge linje på linje. De skal også sælge et personligt brand, der omfavner summen af deres parti, så de bliver ansigtet på deres parti. En personificering af alt det, de står for, og som sådan udstråler politik og værdier uden at skulle italesætte det.

På den måde kan vælgerne se det hele for sig: En person, der indeholder og kommunikerer alle de delelementer, partiet består af – på én gang. Og baglandet kan se sig selv afspejlet i lederen.

Et parti kan selvfølgelig have – og bør have – flere profiler, der henvender sig til forskellige segmenter i vælgergruppen: partiets grønne profil, partiets erhvervsprofil, partiets børne- og ungeprofil osv. Men formanden, han eller hun skal være selve partiet. Og Ellemann var – så mange fortræffeligheder usagt – ikke selve Venstre.

Fremhæv virkeligheden

I en tid, hvor politik kan virke kompleks og uigennemskuelig, er det afgørende for partierne at skabe en forståelig fortælling om, hvem de er, og hvad de står for. Det kan de blandt andet opnå ved at gøre partilederen til den bærende figur i denne fortælling. Mette Frederiksen repræsenterer ikke bare Socialdemokratiet, hun er Socialdemokratiet. Pelle Dragsted er ikke blot en tilfældig talsmand for Enhedslisten, han er selve inkarnationen af partiets værdier.

Det har flere effekter. For det første gør det politiske budskaber mere personlige og letforståelige for vælgerne. Det er langt nemmere at forholde sig til en enkelt person og dennes holdninger end til et abstrakt partiprogram. Det er én ting at sige, at Konservative er partiet for tryghed og stabilitet, noget andet og mere virkningsfuldt er at vise det via en frontfigur. 

For det andet hjælper det med at opbygge en stærkere tilknytning mellem vælgerne og partiet. Når vælgerne føler, at de kender partilederen og deler dennes værdier, er de mere tilbøjelige til at støtte partiet og dets politik.

De mål kan partiernes rådgivere og kommunikationsafdelinger arbejde hen imod ved at understøtte den rigtige fortælling om deres partiledere. Er vi et klimaparti for byvælgere, vil det være en god idé med Instagram-fotos på cykel. Er vi et bredt parti for folk, som de er flest, kan det være en god idé på den ene eller den anden måde at vise, at partiledere også ser fodboldkampen eller finalen i Vild med dans derhjemme. 

Det handler om at fremhæve de i forvejen eksisterende træk ved lederen, der harmonerer med partiets brand. Det lykkes bedre for nogle end for andre. Dermed ikke sagt, at partierne bør spekulere i at konstruere nye personaer for deres politikere, der ikke har sit afsæt i virkeligheden. Det går næsten altid galt.

Pape var ro, nu er han kaos

Den partileder, der mere end nogen anden er synonym med sit eget parti, er Inger Støjberg. Hendes navn indgår endda i partiets fulde navn: Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg. Og selvom DD er blevet kritiseret for at være uklare på realpolitikken, er der ingen, der er i tvivl om, hvad Støjberg står for: provinsen, gris på gaflen, stram integrationspolitik, jysk snusfornuft og jævne danskeres interesser. 

Alex Vanopslagh er blevet større end Liberal Alliance, der har bygget en personkult omkring ham, som især for de yngre vælgere står klarere end det egentlige parti. Han udstråler optimisme, et frisk pust og ungdommelighed.

Søren Pape nåede under den seneste valgkamp at være både inkarnationen af Konservative og antitesen. Konservative vil gerne være partiet for stabilitet. Og i lang tid var han faktisk også netop dette. Mens der i Venstre var dårlig stemning og tumult, stod han ved siden af og signalerede orden. Han tog briller på, når det skulle være ekstra alvorligt, og talte i lange, afklarede formuleringer.

Men så kom al balladen, og pludselig stod han for det helt modsatte. Hans privatliv sejlede, hans ansigt var på skandaleforsider, og med ét lignede han uorden, kaos og rod i butikken. Alt det, Konservative ikke ønsker at signalere.

Morten Messerschmidt har fra dag et som DF-formand måttet forklare, at man sagtens kan spise stegt flæsk, imens man hører opera, og at en imponerende paratviden udi franske vine ikke er til hinder for at være folkelig.

Rungsted-dreng i svinestald

Sværest var det for Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Han er fra Rungsted, han har gået på samme private gymnasium som Dronningen og Mærsk-arvingerne, har læst business administration and commercial law på Copenhagen Business School og arbejdet som contracts and negotiationsspecialist i IBM. Og så var han formand for det jyske landbrugsparti.

Landmændene gennemskuede ham: Hans gummistøvler var for rene, hans skjorter for hvide. Og de, der kunne være tiltrukket af hans profil, de, der så at sige også går i kontorbukser, ville de stemme på et parti, der gør alt i deres magt for at tale til et jysk landbrugspublikum?

Ellemann passede ikke i rollen som ansigtet på Venstre – i hvert fald ikke hele Venstre på en gang. Og ved at prøve at presse ham ind i en rolle, han ikke passede i, forpassede man chancen for at lade ham være den formand, han kunne have været.

Dog troede han på sig selv, når det virkelig gjaldt. Rigsretten mod Inger Støjberg var en beslutning, der plagede ham til det sidste. CO2-afgiften på landbruget og regeringen hen over midten skaffede ham mange problemer, men han gjorde det, fordi han mente, at det var det rigtige.

Nu er Jakob Ellemann gået af efter en uafbrudt hård tid som formand. Forhåbentlig kan vi alle lære, at hvis man ikke er det, de andre vil have, man skal være, er det bedre at være sig selv end at forsøge.