Hvordan gik det så for Kforum på SoMe i år?

Det var Onkel Reje-sagen, dødsdømte ord, Helgstrands hesteskandale og Irma-lukningen, som fik trafik på SoMe i år. Det viser Kforums top-10 på Facebook. 
Ingen må mobbe Onkel Reje, men alle må mobbe dumme ord. Ja, her er dødsønsker en folkesport. Ikke mindst hvis de stakkels ord kommer fra udlandet. Den slags voksne, sociolingvistiske mobberi er stort på nettet og blandt Kforums læsere. Kilde: K-kunst.
Ingen må mobbe Onkel Reje, men alle må mobbe dumme ord. Ja, her er dødsønsker en folkesport. Ikke mindst hvis de stakkels ord kommer fra udlandet. Den slags voksne, sociolingvistiske mobberi er stort på nettet og blandt Kforums læsere. Kilde: K-kunst.

Onkel Reje, united we stand

Ingen skal mobbe Onkel Reje, som i ingen nogensinde for noget som helst. Intet slår derfor SoMe-støtten til Onkel Reje. Den finurlige børne-tv-vært blev udsat for en grim, grum hetz på nettet og måtte sygemelde sig. Det slags mobberi vil Kforums læsere bare ikke lade stå uimodsagt. Ergo: 5900 støttereaktioner til Danmarks rare hyggeonkel. Det blev så årets mest likede post på Facebook.

Helgstrands krisestyring er helt til hest

Mishandlingen af Onkel Reje vækkede en lovestorm blandt læserne. De stik modsatte følelser gælder hestesportssuperstjernen Andreas Helgstrands hestemishandling. Over 20.000 mennesker læste om Helgstrands heste i år på Kforum. Mens omkring 1000 reagerede på en finanalyse af mandens desperate og selvmodsigende krisekommunikation

Ord, du bare må og vil mobbe

Ingen må mobbe Onkel Reje, men alle må mobbe dumme ord. Ja, her er dødsønsker en folkesport. Ikke mindst hvis de stakkels ord kommer fra udlandet. Den slags voksne, sociolingvistiske mobberi er stort på nettet og blandt Kforums læsere. Sprogmanden Martin Lund havde i år samlet al sit sproglige raseri på en dødsliste med ord, der skal dø. Her finder vi de ord, folk elsker at hade, f.eks. “Vi tager debatten” og “fremadrettet”. Læserne elskede bare at hade den liste. Den er nemlig spot on for nu at bruge et andet hadeord.

Alt om Novo er noget stort. Velkommen til Novonomics

Vi lever i en ny Novonomics tid. Virksomheden som pr. dags dato er Europas mest værdifulde virksomhed. Omsætningen for den gamle medico-virksomhed i Bagsværd er nu større end det samlede danske bruttonationalprodukt. Slå lige det. Når Novos k-chef så fortæller om sin egen stress og stress i Novo, er det altså bare spændende. Novo-fascinationen er den hurtigste vej til et like.

Irmartyriet: Like lige en mindeplade sat op af dem, som har slået Irma ihjel

Nedlukningen af Irma ramte den kreative klasse hårdt i København og omegn. Det gav genlyd på de sociale medier. Ikke mindst efter Coops lidt akavede og upassende forsøg på at sætte mindeplader op for de Irma’er, de selv havde slået ihjel.

Det virker både forkert, forhastet og som et usselt angreb på det gode liv i Kartoffelrækkerne. De mest fanatiske irmarister samlede sig i en kæde og sang “I kan ikke slå os ihjel”. Noget af det samme skete på Kforums Facebook, bare virtuelt. Hvor en simpel Irma-jacking af den sidste time samlede en hær af likes og sorg. Irma kommer aldrig tilbage, men i sorgen og vreden ejes i evighed det tabte Irma. 

Workfluencer: Like lige livet uden for LinkedIn

Synes du, at influencere er irriterende? Så skulle du møde deres hårdtarbejdende fætter: workfluenceren. De er virksomhedens godtroende og naive goodwill-ambassadører. Du kan kende dem på deres ubetingede og ufiltrerede kærlighed til deres chef, sig selv og deres arbejde. Det udspekulerede angreb på employee advocacy trak i sin ledhed mange likes.

Woke-poking: Medierne vækker woke-vreden med vilje

Historier om overdreven woke er vejen til vrede reaktioner og clicks. Det har medierne opdaget, og de udnytter det igen og igen. Det kaldes woke-poking. Meta-meta var denne post om woke-poking, noget, som rigtigt mange af vores læsere lige likede løs på.

Tager du hensyn til en hen, eller er det helt hen i vejret?

Nu vi skriver om woke: Hvordan har vi danskere det med det kønsneutrale sprog? Ny undersøgelse har svaret. Vi siger typisk hen, de, den og høn, når vi tiltaler kønsneutralt. Den store usikkerhed om emnet kønsneutralitet fik mange til at klikke og like.

Børns trivsel er det nye tech-lash

Modstanden mod vanedannende digitale medier til børn vokser markant, og nye lovforslag i flere lande gør digital børnebeskyttelse og aldersbegrænsning til tidens vigtigste techtemaer. Børns sundhed og mentale helbred optager alle forældre og bekymrede sjæle altid. Emnet er derfor den sikre opskrift på social viralitet. 

Nu bevist: Telefonen smadrer dit parforhold

Man kan også like noget, fordi det er en dårlig, men vigtig nyhed. Specielt, hvis der er en meget enkel løsning til at gøre dårligt til godt. Det må være konklusionen på årets mest virale artikel om det parforhold, vi fleste danskere lever i, hvor der lige nu udspiller sig et trekantsdrama mellem mobilen, dig og din ægtefælle.

En kamp om opmærksomheden, som mobilen desværre har vundet på bekostning af jeres fælles kærlighed. Nu er det nemlig endeligt bevist: Mobilen er kommet imellem os. Er du også ved at scrolle dit parforhold i stykker? Ny forskning viser med al tydelighed, at jo mere du scroller, jo mere ulykkelig er du i dit ægteskab.





Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs