Søndag tog vi alle del i et historisk øjeblik. Om man stod på Christiansborgs Slotsplads, fulgte med bag skærmen eller tog skyklapperne på i stille oprør mod monarkiet. 

For selvom nogle danskere før har overværet et tronskifte, så har ingen af os oplevet abdikation, der sidst optrådte i historien i 1146. Ingen af os har før oplevet tronen blive overdraget til næste generation.

Rundt omkring i verden har øjne været rettet mod det danske kongehus. Og måske har vi søndag d. 14. januar 2024 overværet dén danske royale tale, der har haft det største publikum.

Også derfor er det en helt særlig tale, den nytiltrådte konge skulle holde for os. Et nyt valgsprog. Et definerende øjeblik, hvor han skulle bekræfte os i, at han kan træde videre i sin mors sproglige fodspor, samtidig med at han træder ud af hendes skygge.

Med håbet om at være morgendagens samlende kraft

Allerede inden talens første ord var den nytiltrådte konges etos i spil. For på den ene side stod han over for et velvilligt publikum, der holder af Kongehuset, og som i spænding har ventet på at opleve kronprinsen som Danmarks Konge. 

På den anden side er det blevet en fastgroet fortælling, at Frederik ikke er nogen stor orator. Særligt ikke, når hans mors sprogkundskaber udgør målestokken. Dertil har hun formået at løfte opbakningen til Kongehuset til næsten det dobbelte siden sin egen proklamation – der er lidt at leve op til.

Også derfor var det et oplagt valg, at kong Frederik brugte så stor en del af talen til at fremhæve sin mors gerning. Men det særligt gode valg i de to første passager er netop det, der leder til Frederiks måde at blive konge på. 

For i de første to afsnit om sin mors dronningegerning understreger han hendes evne til at følge ”med tiden med vores fælles arv som afsæt”, og at hun ”som få har formået at gå i ét med sit kongerige.” Og med det kunne han markere at: ”Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen.”

Netop denne sætning er den måske vigtigste i talen. Det markerer ønsket om at holde kongeriget samlet. Men også, at det skal gøres på en ny måde som ”konge af i morgen.”

Herefter tegner han igen linjer tilbage til sin mor: ”Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder. Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få,” hvor dronning Margrethe i sin proklamationstale fremhævede sin fars tillid med en appel til, at folket også ville tildele hende den samme: 

”Måtte den tillid, der vistes min far, også blive mig til del. Det beder jeg om. Det er den støtte, som vil gøre mig det muligt at udføre mit hverv som Danmarks dronning.”

Står ikke alene

Dog er det ikke kun folkets støtte, som kong Frederik vil hvile på. Støtten skal komme: ”Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.”

Dermed markerer han, som vi kender ham, at det også er i familiens fællesskab og med sin hustru ved sin side. Dog kunne netop hans hustru godt tåle at få mere opmærksomhed i denne passage. Dels fordi de sammen skal agere regentpar, og fordi han tidligere har fremhævet, at hun er hans vigtigste rådgiver.

Til gengæld lykkes han med at lave en diskret reference til det, der for nogle kan tolkes som det guddommelige, og for andre som den skæbne, man ikke selv kan være herre over: ”Og det, der er større end os.” Dermed får vi til syvende og sidste ikke svar på, om Gud faktisk nævnes i talen – det er op til perception og fortolkning.

Undgår at ekskludere

Således formår han at undgå at ekskludere nogen, og på den måde fortsættes den samlende kraft, som han ønsker at markere.

Valgsproget, vi skal være sammen om; sløjfen om den pakke, den nye konge tilbyder os i talen, er naturligvis hans valgsprog, der er en klassisk tretrinsraket bygget op af allitteration: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”.

Starter vi med ”forbundne”, er der ikke tvivl om, at det skal markere fællesskabets kraft. At vi alle er forbundne. Og lader man sig indskrive i denne forbundethed, accepterer man også at træde ind i det ansvar og den forpligtelse, som han selv påtager sig med ”respekt, stolthed og stor glæde.” Alt dette gør vi – sammen – for Kongeriget Danmark.

Godt begyndt, men ikke i mål

Således lykkes han med at holde en tale til og for fællesskabet. Men skulle jeg alligevel kritisere talen for noget – for det er jo min pligt som retoriker – så er det, at den ikke benytter en reference eller to fra hans velkomponerede tale ved dronning Margrethes 50-årsregeringsjubilæum. 

Her var skibet, sejladsen, havet, roret de gennemgående sprogbilleder, som dannede rammerne for generationsskiftet, for den arv og det ansvar, de er født med. Som han en dag skulle bære videre. Det havde stået som en elegant reference – men så er vi også nede i det nørdede.

Når det er sagt, finder vi til gengæld en rød tråd fra hans tale til daværende prins Christians 18-årsfødselsdag: ” En samlende figur blev du kaldt, hvilket gjorde din mor og mig pavestolte.” Vi er således ikke i tvivl om, at den måske vigtigste egenskab for vores nye konge er den samlende kraft. Og det er også den vigtigste opgave, han i dag har taget på sig. På en ny, moderne måde. Det er ganske vellykket i hans første kongetale. Men om han bliver den store orator eller ej, må tiden vise.

Dog har jeg selv haft æren af at konversere med den daværende kronprins, og jeg ved derfor, at han har et stærkt nærvær i den mere uformelle samtale – og det skal vi ikke underkende. Særligt ikke, fordi nærværet og ønsket om samling måske kan blive hans styrke som taler – hvis han øver sig en smule og får den rette hjælp. Uanset hvad glæder jeg mig til at følge kongens taler, og lige nu særligt til at uret slår 18 nytårsaften, hvor han for alvor får chancen for at tage ordet i sin magt og føre traditionen videre – på sin måde.