Er mænd bedre ekspertkilder end kvinder? Nej vel, men hvorfor er kvinder så næsten usynlige?

Hvert år udgiver Dansk Magisterforening en liste med de 50 mest citerede eksperter (se den længere nede).

Den store historie i år er, at der blot er fem kvinder blandt de 50 mest citerede eksperter og ingen med minoritetsbaggrund. Dette har med rette skabt ramaskrig i offentligheden. Hvad er forklaringen? Her er nogle bud.

Listen er typisk: de fælles historier med de fagfællebedømte eksperter

Den årlige liste afspejler år for år de store fælles historier, som fyldte mediebilledet i det forgangne år. Det er dog ikke blot de fælles historier i deres folkelighed, men de samfundskritiske historier og dilemmaer, vi er fælles om.

Det, som har været vigtigt at diskutere på højeste politiske plan. Altså alle historier og problemfelter af stor samfundsmæssig betydning såsom økonomi, sundhed, krig og klima. Disse emner kræver rituelt, at man udspørger dem, samfundet har defineret som autoritative og institutionelle ekspertkilder. Det kræver typisk en professortitel, men en lektor kan til nød også bruges.

Disse samfundsudnævnte eksperter er “statsautoriserede” og derfor med i en række faste journalistiske formater uge efter uge. I den borgerlige offentlighed er der altså en række tematikker, som følger en helt bestemt dramaturgi og logik. En nyhed opstår, og efterfølgende udspørges samfundets ekspert på området. Denne ekspertkilde og dennes ekspertcitater kan så indgå som ekspertvinklen på historien og bruges i forhold til andre kilder i samme historie.

Det er værd at bemærke, at den mest journalistiske ekspert ikke må forveksles med den mest fagfælleciterede ekspert. Det sidste udtrykker værdien af forskning og ekspertens arbejde, mens det første blot er forskningen og forskerens evne til at være en god historie. Her er desværre ikke en proportionalitet, ud over at et professorat typisk vil kræve en del citationer fra andre forskere.

Klummen fortsætter under oversigten

Hvorfor er Brinkmann og andre humanister ikke med på listen?

Listen er stram og stringent i sit valg af de “hårde” fageksperter inden for økonomi, jura og medicin. Listen er totalt blottet for humanister og mere bløde ekspertkilder, hvilket hænger sammen med, at de oftere deltager i debatten med egne indlæg frem for at blive citeret. Det er altså ikke, fordi de er usynlige i samfundsdebatten, men fordi de selv udtrykker deres holdninger og viden på andre måder. De er synlige som debattører frem for kilder.

Medløbereffekten skaber det “mandede” kildevalg

Kønsuligheden er en funktion af, at journalister genbruger andres eksperterkilder. Her er intet ideal om kildediversitet eller bevidsthed om egne blinde vinkler Typisk er brugen af ekspertkilde nemlig påvirket af en automatisk medløbereffekt og forstærker power law-tendensen, hvor det hurtigt defineres journalistisk, hvem der er den gode autoritative kilde, og så gentager andre journalister dette kildevalg og fortællerdramaturgi til bevidstløshed år efter år.

De er så ureflekterede, at ofte optræder der en professor emeritus på listen, fordi journalister ganske basalt ikke ved, at det betyder pensioneret professor uden aktuel tilknytning til universitet og den aktuelle forskning.

De blinde vinkler og manglende overblik skaber flere mænd som ekspertkilder

Årets top ti er netop et resultatet af denne matthæuseffekt, hvor de, som er meget synlige som ekspertkilder, er mere synlige af deres initiale synlighed. Dette viser sig i kedsommelige journalistiske historier, hvor de samme eksperter siger de samme ting om de samme typer af skandaler. Tænk, blot på den evige Roger Buch, som skælder ud på kommunerne, eller professor i økonomistyring P. N. Bukh, som igen og igen udtrykker sin bekymring over rod i de offentlige regnskaber. Ja, og inden for kommunikation har vi den evige professor Mark Ørsten, som raser mod den onde, onde PR-branche.

En brug af ekspertkilder, som muligvis giver en plads på listen, men ikke nødvendigvis gennemslagskraft og faglig respekt for hverken journalist, medie eller ekspert. En af grundene til, at de gamle hvide mænd dominerer på listen, er, dels fordi kønsfordelingen af professorer er biased mod mænd i udgangspunktet, og at journalister i deres kildevalg ikke tænker over denne skævvridning, men blot følger og reproducerer det kønsulige univers af professorer på landets universiteter.

De ser det ikke som et problem, fordi de ikke ser det som en samlet bias i det samlede univers af professorer og årets journalistiske nyheder med ekspertkilder. Her kan DM-listen give en tiltrængt korrektion og motivation til at arbejde med mere diversitet i sit kildevalg.

Om de forsvundne kvinder på listen er bevidst diskrimination, er svært at bevise. Specielt fordi krigsåret 2023 har været præget af militære eksperter, som oftest er mænd. Listen afspejler altså også den kønnede fordeling af fag frem for blot et kønnet valg af eksperter. Det er dog indlysende, at de forsvundne kvindelige eksperter er en konsekvens af en manglende kritisk kønsbevidsthed. Det er for eksempel mærkeligt og mistænkeligt, at den fremragende kvindelige militærekspert Jeanette Serritzlev ikke optræder.

Listen lider også under forandringerne i mediebilledet, f.eks. at flere og flere akademiske eksperter skaber egne platforme og medier, som derfor ikke er talt med. De skaber en datablindhed, som blot forstærkes af, at sociale medier ikke tæller med i målingen. Herhjemme har forsvarsekspert Anders Puck Nielsen f.eks. sin helt egen YouTube-kanal. Hvad der naturligvis kan skabe en opmærksomhed, som betyder flere citater i de etablerede medier. Muligvis er der andre eksperter, som er synlige på de sociale medier og egne kanaler, men er blevet overset i optællingen.

Årets liste var det endelig farvel til coronaeksperterne

De forskellige faglige felter og dermed ekspertkilder har dog ikke samme synlighed år efter år. Forskellige eksperter er synlige, i forhold til hvad samfundet er optaget af lige nu. På listen har der derfor i en årrække været en tydelig coronaeffekt, hvor toppen af feltet af mest citerede eksperter pludselig var virologer og epidemiologer. Ikke overraskende var det således Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, der var den mest citerede ekspert under corona, efterfulgt af samfundets andre coronaeksperter.

En topplacering, de nu har mistet, fordi verden er optaget af krigene i Ukraine og Gaza. Her bliver det så krigs- og Mellemøsten-eksperter, som kommer til at tegne tidens debat. I 2024 skete der således et skift mod det udenrigspolitiske og geopolitiske. 2024 vil mange steder på kloden være præget af et stort valgår – med USA’s valg som årets helt store historie. Dette vil betyde, at vi kommer til at se meget til landets USA-ekspertkilder, såsom Niels Bjerre-Poulsen.

Vellykket graverjournalistik kan også sætte sine spor på listen

Det er dog ikke kun verdenshistorien, som sætter sine spor i ekspertkildevalget. Større, vellykkede graverjournalistiske afsløringer, skandaler og kampagnejournalistiske forløb afspejler sig også i toppen af listen. Årets vinder har således været en hyppig ekspertkilde i forbindelse med DR’s afsløring af en kræftskandale på Skejby Sygehus’ mave- og tarmkirurgiske afdeling.

Nogle år kan listens topti-placering tilskrives, at eksperten har lavet et mediehattrick og er blevet ekspertkilde på flere af de store journalistiske historier og graverprojekter i samme år. Hvad der netop er sket for årets mest citerede ekspert, som ikke blot var ekspert på kræftskandalen, men også på andre store mediehistorier i årets løb, f.eks. om tilskud til Novos nye fedmemedicin. Sandsynligvis vil en ekspert i forbindelse med Nordic Waste blive hyppigt citeret i år.

Det interessante er den relative over- og underperformance for den enkelte ekspertkilde. Altså, hvor stor en forskel det gør, om man er en god eller dårlig ekspertkilde. Hvor nogle ekspertkilder principielt burde være mere usynlige, fordi de er dårlige, og andre mere synlige, fordi de er gode. I den redaktionelle efterkritik og i selve den journalistiske arbejdsproces er der jo i nogle tilfælde en uformel løbende vurdering, om ekspertkilden leverer på historien, såvel som at nogle ekspertkilder har et ry for at være “gode eksperter”.

Vi tilgiver ofte ekspertkilder og har svært ved at skifte dem ud

Desværre er dette mere et ideal end en redaktionel praksis. Tankevækkende er, at nr. 3 på listen i år er forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen, som tog totalt fejl af russernes evne til at erobre hele Ukraine på få uger. Det virker som et illustrativt eksempel på, at journalister tilgiver fejl og forkerte ekspertudtalelser, som var de alle meteorologer.

Hvad der også er et bevis på, at kritisk professionel ekspertkildebrug ofte bliver ofret og glemt i tidspres og deadlinejagt. Det er derfor svært at bevise, at de bedste ekspertkilder er de mest citerede. Omvendt er det nok muligt at sige, at en dårlig ekspertkilde på en irrelevant dagsorden per definition ikke bliver citeret, mens man godt kan blive meget citeret, fordi man enten er en god og relevant ekspertkilde eller bare er god på mange brede dagsordener, eller begge dele.

Listen er et vigtigt årligt råb om mere kildediversitet

Det gode ved listen er, at den er et årligt målepunkt, som viser, hvor skævt det igen i år står til med kønsfordelingen i ekspertvalget. Den giver et kvantitativt og kvalificeret fundament til at diskutere, hvilke eksperter der bliver citeret mest og hvorfor.

Altså et fælles datafundament til at diskutere den borgerlige offentlighed, og hvordan man sikrer en kvalificeret, ukønnet debat i et sundt demokrati. Dette må medierne gerne citere mig for som potentiel medieekspert. Listen er derfor et lille, men vigtigt årligt rituelt skridt mod en bedre offentlig debat med plads og taletid til den bedste ekspert uafhængig af køn og etnicitet.