I bogen genfortælles en dårlig IT-nørd joke, som lyder: En AI-algoritme går ind på en bar. Bartenderen spørger, hvad den ønsker sig. Den svarer: “Jeg skal bare have, hvad alle andre bestiller”

Det er på kort form budskabet i den nye bog “Filterworld” af New Yorker-journalisten Kyle Chayka. For ikke blot baren, men hele samfundet ønsker og får nu serveret det, som alle andre allerede har bestilt. Hvad der er kedeligt, og på sigt farligt i al sin ensretning.

Algoritmer har et PR-problem

Algoritmer har fået dårlig presse i de sidste ti år. Det gælder specielt den såkaldte engagement-algoritme kendt fra sociale medier. Twitters grundlægger sammenlignede den engang med en trafikulykke omgivet af nysgerrige forbipasserende. Internetforsker Shoshana Zuboff navngav ligefrem en ny farlig fase i kapitalismen efter dens evne til at overvåge os allesammen. Dens form og funktion er kun at sprede det, som brugerne er mest muligt engageret i, fordi engagement avler engagement. 

If something is free, you’re the product

Målet er naturligvis mere opmærksomhed, for de sociale medier lever af at stjæle og sælge så meget opmærksomhed som muligt. Dette skamløse opmærksomhedstyveri er blevet anklaget for at skabe alt fra polarisering til populisme og mistrivsel blandt børn og unge. 

Internettets enhedskultur skaber ensretning

Den nye bog “Filterworld” rejser en ny kritik mod den udskældte algoritme. Digitaliseringen af vores liv og fælles kultur har skabt en enhedskultur, hvor det gennemsnitlige indhold har fået superkræfter, fordi det er så supersynligt overalt. Vi bombarderes med mest læste- og mest likede-muligheder i en evig strøm af mest delte- og mest likede-billeder og -videoer. Resultatet er et hyperkonformt menneskeligt medløberi, hvor alle mener og ser det, alle andre allerede har set og siger. 

The median is the message

Præmissen er, som bogens titel beskriver, den nye verden af matematiske anbefalingsalgoritmer, som filtrerer alt indhold mod det gennemsnitlige. For det gennemsnitlige og fælles har helt banalt den største fælles interesse og opmærksomhed. Ergo det største potentiale for at kunne sælges videre til annoncørerne. En tematik, som jeg selv tidligere har beskrevet. Helt tilbage i 2003 for 20 år siden sammen med Peter Svarre i CBS WP artiklen: Kan anbefalinger af anbefalere anbefales? Helt aktuelt i 2023 her på Kforum og i Politiken:

“Algoritmiseringen af menneskets kulturelle og sociale liv er en gigantisk vindtunneleffekt. Mest læste-, mest sete-, mest lyttede-lister peger os alle igen og igen tilbage til medianen. Mens reklamemodellens evige jagt på kliks, views og downloads altid er lig med det, flest mulige mest muligt kan lide. 

Overvågningskapitalismen er samtidig en frivillig social overvågning af alt og alle. Resultatet er en hyperkonform social optræden, hvor kun banale, hyperkonforme virtue-signaler får de nødvendige likes. Kun det fælles har social valuta, for kun det, som har social valuta, deles i de fælles feeds. Det er ikke polariseringen, men konformiteten, som ødelægger. The median is the message”

Hvad der ikke er mainstream er usynligt

Dette er, ifølge bogen “Filterworld”, ikke blot et internetfænomen, men skal ses som en altomfattende “world” og filter. Et forfladigende verdenssyn og designprincip, som har spredt sig ud til alt fra biler til indretning og underholdning. Vi lever nu på godt og ondt i gennemsnittets tidsalder, hvor alt, hvad der ikke er mainstream, er blevet usynligt. 

Medianen skaber medløbereffekter

Forfatteren ser denne enhedskultur som en form for kulturel ensretning. Denne tendens er vi uheldigvis med til at forstærke i vores evige, desperate forsøg på at opnå flest mulige likes. 

Algoritmen bestemmer ikke blot over vores liv, men lever nu inden i os allesammen som en algoritmisk frygt for ikke at blive set og liket. Frygten for at være usynlig skaber disse medløbereffekter mod mere og mere konformt indhold. Vi liker, for at andre skal like os, som vi deler for at vise, at vi er værd at dele med. 

Medianen er The Matrix

Engagement-algoritmen er, ifølge forfatteren, blevet The Matrix, som alting måles med og mod. 

Hvad der også betyder, at vi alle, ifølge forfatteren, er blevet desperate influencere, som skal brande os selv med små stumper social medie-indhold om alt fra jobskift til skilsmisser. Det handler nu for os allesammen om at skabe Content Capital ud af vores personlige brand med en metamarketing af os selv og vores liv. 

Vi skal købe et produkt, så vi ikke bliver produktet

Bogen stopper dog ikke blot ved at konstatere problemet, men kommer også med begavede bud på nogle løsninger. Som andre af samtidens stemmer opfordrer Kyle Chayka os til at komme væk fra de sociale mediers gratismodel, hvor betalingen er vores opmærksomhed. Det er jo netop denne forretningsmodel, som er med til at give mainstream superkræfter.

Løsningen er en mere moralsk og mere menneskelig kuratering

Helt klassisk ønsker forfatteren også en større regulering og gennemsigtighed omkring, hvordan algoritmen virker. Endelig handler det om, at vi tager os selv og vores spildte tid på nettet mere alvorligt. 

At vi så at sige påtager os det politiske og sociale ansvar for, hvem, hvad og hvorfor vi ser hvad i vores feed. Her er forfatteren tydeligvis inspireret af kunstverdenen, som i de senere år har opgraderet kuratorrollen til kunst og kulturkritik.

Altså mindre matematisk og mere menneskelig kuratering. For kuratering er ikke blot forretning, men også en afgørende brik i, hvordan vi formidler, udvikler og deler vores kultur. Et inspirerende eksempel på at sætte den menneskelige kuratering i centrum er nyhedsbrevet “Perfectly Imperfect”. Læs mere om det her.

Bogens svaghed er skyggesiden af dens styrke

Forfatteren er fast tilknyttet som techskribent på det internationalt anerkendte New York-tidsskrift The New Yorker. Det er et kvalitetsstempel, som viser sig ord for ord og side efter side som en begavet og belæst essayistisk kulturjournalistik på højest niveau globalt set. Bogens svaghed er desværre styrkens skyggeside. 

I lange passager opleves den som en langtrukken The New Yorker-artikel med for mange interviewstemmer, der er for lang til at være præcis og for kort til at være dækkende. Specielt problematisk er forfatterens afvisning af andre teorier om nettet og de sociale mediers kulturelle betydning. 

Her virker det for letkøbt journalistisk at feje forfattere som Eli Parisers filter bubble-teori og Christ Andersons long tail-teori af bordet med blot få sætninger. Her kommer den essayistiske stil til kort. Algoritmen kan jo ikke både skabe polarisering og enhedskultur på samme tid. På samme måde som den ikke både kan være en styrkelse af mainstream og en Long Tail. 

ChatGPT-analysen mangler desværre

Bogens største problem er dog, at den er skrevet før ChatGPT’s store globale gennembrud. Hvad der på alle måder er synd og skam, fordi ChatGPT i sin algoritme per definition fremhæver det mest gennemsnitlige ord. Altså en teknologi, som blot bekræfter bogens kongstanke og begavet kunne være skrevet ind som det ultimative bevis.

Et bevis på gennemsnittets monopolistiske magt, men også et bevis på den fuldautomatiserede dovenskab som 100 pct. AI-generet tekst. Til forfatterens forsvar skal dog nævnes, at han har foldet denne pointe og kritik ud efterfølgende i flere New Yorker-artikler. Alle artikler, som kan og bør ses som et vigtigt appendix til bogens tematik.  

Passive modtagere frem for aktive kuratorer

Bogens store styrker er, at den sætter spot på, hvordan de matematisk udregnede anbefalinger har bredt og spredt sig ud til alle dele af vores kulturliv og erstattet den menneskelige kuratering.

Det fremmer den fælles bekostning af de særegne. Vi har tydeligvis i vores dovenskab og manglende nysgerrighed placeret os selv i rollen som passive modtagere af automatiske anbefalinger. 

Mens alverdens techgiganter meget bevidst har skabt dette “system” for profit og opmærksomhedstyveri. Sådan behøver det ikke at være, ifølge den begavede forfatter og essayist. Vi har både en pligt til og mulighed for at påtage os ansvaret for at være kurator med et samfundssind. Denne kurator-etik kan siges at være bogens morale. 

Det er, ifølge forfatteren, både hovedløst og dumt at lade kommercielle algoritmer få så stor indflydelse på vores liv og kultur. 

Taste classifies, and it classifies the classifier

Pointen er, at smag er så meget mere end matematik og forretning. For som Bourdieu skrev i hovedværket “Distinction”: “Taste classifies, and it classifies the classifier”. Det er netop denne kritiske klassifikation af algoritmens klassifikation af vores liv og kultur, som vi mennesker skal påtage os som en vigtig opgave. 

Bogen er et godt sted at starte kampen for en mere menneskelig og bevidst kuratering. Vi skal (re)klassificere os selv som dem, der klassificerer mere end dem, der bliver automatisk og passivt klassificeret kommercielt. Til en begyndelse kunne vi bestille en drink på en bar, som ingen andre har smagt endnu. 

Filterworld

HOW ALGORITHMS FLATTENED CULTURE

Kyle Chayka

Læs mere her

Problemet bliver større dag for dag. Det intetsigende og banale har fået superkræfter - politiken.dk

The Median Is The Message — Kommunikationsforum

CBS WP artiklen: Kan anbefalinger af anbefalere anbefales?

How social media algorithms ’flatten’ our culture by making decisions for us

Book Review: ‘Filterworld,’ by Kyle Chayka - The New York Times

Kyle Chayka looks at our supposedly flat new world - Carl Wilson - Bookforum Magazine

Drowning in Mediocre Data: On Kyle Chayka’s “Filterworld” | Los Angeles Review of Books

Book Review: Decoding the Reign of the Algorithm

How the Internet Turned Us Into Content Machines | The New Yorker

The Cult Newsletter Perfectly Imperfect Asks: Can Everyone Be a Tastemaker? - The New York Times

Kyle Chayka — Filterworld: How Algorithms Flattened Culture - with Katy Waldman