Det er noget af en uge, vi har taget hul på i amerikansk politik. I morgen venter Super Tuesday, hvor adskillige stater går til primærvalg samtidig. 

Valg, som formentlig vil afgøre én gang for alle, at dette års præsidentvalg bliver en gentagelse af sidste valg og dermed en duel mellem Donald Trump og Joe Biden. 

Og apropos sidstnævnte, så er han også hovedpersonen i den anden store begivenhed, der denne uge finder sted, nemlig den årlige State of the Union-tale torsdag nat dansk tid. 

Traditionen tro er præsidenten inviteret en tur til Capitol Hill for at fremlægge den årlige rapport om nationens tilstand.

Få taler får mere opmærksomhed

At kalde talen årets vigtigste i amerikansk politik vil måske være at stramme den, men det er tæt på. Få taler får mere opmærksomhed end lige netop denne tale – og indholdet af den fortæller meget, både om hvilke sejrer præsidenten ønsker at fremhæve, og hvilke sager der kommer til at sætte dagsordenen i den kommende tid.

For et par år siden skrev jeg bogen ”De Største Taler”, som handler om lidt over en håndfuld amerikanske præsidenter med særlig fokus på deres taler, heriblandt samarbejdet mellem præsidenten og taleskriveren.

Som en del af bogen talte jeg med adskillige præsidenttaleskrivere, og det skete mere end et par gange at samtalerne kom ind på lige netop State of the Union-talerne. Taler, som de alle havde været med til at skrive, og som de derfor vidste, hvor vigtige var, men også, hvor svære de kunne være.

For uanset om de havde arbejdet for demokratiske eller republikanske præsidenter, så var øvelsen den samme: De skulle forsøge at spinne en rød tråd ned igennem den politiske tjekliste på en måde, som både var visionær og inspirerende. 

Ikke nogen helt let øvelse, ikke mindst fordi den politiske tjekliste ofte er ganske lang, og man derfor skal sørge for at skrive talen på en måde, som når vidt omkring, men som samtidig er skåret ind til benet.

Biden bør genbesøge forgængers tale

Joe Biden kender State of the Union-talerne bedre end de fleste. Som senator sad han i salen som tilhører, da henholdsvis Richard Nixon, Gerald Ford, Jimmy Carter, Ronald Reagan, George H. W. Bush, Bill Clinton og George W. Bush talte om, hvordan det gik i USA. 

Og som vicepræsident sad han på pladsen skråt bag talerstolen, når hans chef, præsident Barack Obama, kom til Capitol Hill for at holde sine taler. Og nu står han selv ved mikrofonen som manden med ordene.

Og måske netop, fordi han selv har hørt så mange andre præsidenter holde State of the Union-taler gennem årene, kunne Biden med fordel genbesøge en af forgængernes taler som inspiration til sin egen tale. Nærmere bestemt den tale, Ronald Reagan holdt den 26. januar 1982. 

Se talen her:

Det var lige godt et år siden, Reagan var blev taget i ed som USA’s 40. præsident, og et par uger, før Reagan kunne fejre sin 71-årsfødselsdag. 

Og selvom en mand i starten af 70’erne jo kan lyde som en vårhare sammenlignet med 81-årige Biden og 77-årige Trump, så var Reagans alder et tema – nøjagtigt som det aktuelt er tilfældet for Biden.

Hele salen lå flad af grin

Derfor valgte Reagan at indlede sin State of the Union-tale på en måde, som tog fat om nældens rod – og det endda på en yderst effektiv og uventet facon. 

For efter at have talt i en mere formel tone det første minuts penge, om hvordan State of the Union-talen var en stolt tradition, som havde været der helt siden, USA’s første præsident, George Washington, i sin tid havde holdt den første af slagsen i slutningen af 1700-tallet, ændrede Reagan – stadig med rolig stemmeføring – pludselig kurs og sagde følgende: 

”Til vores venner i pressen, som sætter stor pris på præcision, så lad mig gøre klart, at jeg rent faktisk ikke hørte George Washington sige det.” 

Hele salen lå flad af grin, og selv Reagan kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. For han var lykkedes med noget, som er en kolossal fordel, når man holder taler, nemlig at få folk til at grine. 

Kræver mod at lave en joke på egen bekostning

Lykkes man med det, er sandsynligheden, for at tilhørerne er venligt stemt og hører, hvad du siger, væsentligt større end ellers – og hvis man, som Reagan, endda tør lave en joke på egen bekostning, er det endnu bedre.

Det viser nemlig, at man ikke er alt for selvhøjtidelig – i det her tilfælde, selvom personen bag joken indtager verdens mægtigste embede.

Nu er det ikke, fordi Biden kan stille sig op og lave samme manøvre, som Reagan gjorde i sin tid. Men ingen tvivl om, at den trængte præsident med fordel kan forsøge at adressere aldersspørgsmålet på en humoristisk måde. 

Ikke at talen skal udvikle sig til en tirade af vittigheder, men såfremt Biden kan få tilhørerne til at le, vil det være et plus for ham.

Om det så lykkes, ja, det må vi vente med at se til natten mellem torsdag og fredag dansk tid. Men i mellemtiden kan Biden altså med fordel gense Reagans første State of the Union-tale.