Med kunstig intelligens bliver vores vante forståelser af begreber som tekst, læser og forfatter so last century. Men et tilbageblik på middelalderens læse- og skrivekultur hjælper os med at forstå det forhold, som opstår mellem tekst og læser i den kunstige intelligens’ æra.

ChatGPT og andre AI-systemer, der benytter sig af store sprogmodeller, er i fuld gang med at ændre vores skriveprocesser. Men vores sprog følger ikke med – endnu. 

Det, der sker, når vi prompter chatbotten, minder om noget, der er set før

Vi bruger ordene prompts og prompting om det, brugeren foretager sig i mødet med AI-chatbotten. Men vi mangler et passende vokabular for at beskrive karakteren af det, der kommer ud af brugens bestræbelser: den AI-genererede tekst.

Vores vante tekstbegreb og vores gængse opfattelse af instanser som læser og forfatter slår ikke til, når vi skal forklare, hvad en tekst skabt af kunstig intelligens er, hvordan den i kraft af sin tilblivelse adskiller sig fra andre former for tekst på skærme eller papir, og hvilken rolle brugeren egentlig spiller i den generative proces.

Til gengæld bliver praksisser og forståelser fra senantikkens, middelalderens og renæssancens læse- og skrivekultur relevante. For det, der sker, når vi prompter chatbotten, minder om noget, der er set før:

● En tekst er resultatet af en dialog

● Forfatterskab er distribueret, hvis det da giver mening at tale om forfatterskab

● Der er ingen originaler og kopier, kun unikke tekster

● Teksten er en proces, der bevæger sig mod akkuratesse

● Skrift og tale flyder sammen.

Punkterne bliver uddybet i de følgende afsnit.

En tekst er resultatet af en dialog

Det sker ikke noget, før du prompter. Det har enhver, der har brugt en AI-chatbot, oplevet. Det er brugerens prompt, der sætter sprogmodellen i gang med at generere tekst. Og prompten er ekstremt vigtig for det output, man får, forklarer ph.d. Tine Wirenfeldt Jensen, der er medlem af Undervisningsministeriets ekspertgruppe om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler samt medlem af CBS’ Advisory Board on AI in education.

“Det er via prompts, at man sætter en kontekst. Den kontekst er afgørende for den respons, man får. Man kan sige, at prompten hjælper sprogmodellen med at fokusere på relevante dele af sit træningsmateriale for at give en respons, som man som bruger finder passende. Man sætter en kontekst gennem sprog.”

Dette dynamiske forhold mellem bruger og tekst minder mere om det forhold, der var mellem tekst og læser i de håndskrevne manuskripters tid, end det minder om forholdet mellem tekst og læser, som opstod med trykpressens udbredelse fra midten af 1400-tallet.

Ændringer og rettelser

Fra senantikken og frem til renæssancen var læseren en aktiv medskaber af teksten, der under sin læsning modificerede teksten ved at tilføje og slette ord og tegn og skrive noter i margenen. Det samme skete, når munkene kopierede tekster i hånden i klostrenes scriptorier: Ved hver afskrift blev noget ændret, noget rettet, kommentarer og markeringer af vigtige tekstpassager måske tilføjet og atter andet slettet.

Man kan sige, at de menneskelige aktører indgik i en dialog med teksten og gennem den dialog påvirkede tekstens indhold og fremtræden. Ikke ulig hvad brugeren af generativ kunstig intelligens gør, når hun gennem prompting igangsætter og præger genereringen af en tekst.

Det er til gengæld meget forskelligt fra det, som foregår mellem den trykte tekst og dens læser. Læseren af en trykt tekst, eller en almindelig tekst på en skærm, for den sags skyld, kan ikke ændre på teksten. 

Tegn, bogstaver, ord, sætninger, paragraffer og deres indbyrdes rækkefølge ligger fast og påvirkes ikke af læserens aktiviteter. Læseren kan selvfølgelig sagtens foretage alle de ændringer, hun måtte ønske, i sit eget eksemplar af en tekst, men originalteksten vil være uberørt.

Med printteknologien var det altså slut med læserens indflydelse på teksten. Til gengæld kom forfatteren på banen.

Forfatterskab er distribueret, hvis det da giver mening at tale om forfatterskab

I løbet af århundrederne efter Gutenberg opstod forfatteren i den form, vi kender i dag: Den person, der som ophav til en originaltekst angives med navn på bogens forside eller i toppen af en artikel.

Til de håndskrevne manuskripter kunne ikke udpeges én enkelt forfatter eller ophavsperson med hundrede procent kontrol over tekstens indhold. I det omfang, man kunne tale om forfatterskab, var det et, som var distribueret mellem mange: Den, der havde skrevet manuskriptet; den, der havde bestilt og måske ejede det fysiske manuskript, og de kopister, korrektører og læsere, som alle havde sat og løbende satte deres aftryk på værket.

Den forhåndenværende tekst i et håndskrevet manuskript var med andre ord resultatet af en aggregerende, kumulativ proces, som mange mennesker havde bidraget til.

Det samme kan man sige om AI-genererede tekster.

Ikke alene er den tekst, en sprogmodel genererer til dig, et resultat af din specifikke prompt, men den er også produktet af sprogmodellens “læsning” af mønstre i hundredtusindvis af dokumenter, som sker under træningen af modellen. De mønstre bruger modellen til at sammensætte en statistisk sandsynlig respons på din prompt, ord for ord.

De ufatteligt mange tekster, som sprogmodellen er trænet på, stammer fra mange, mange kilder: bøger, webtekster, Wikipedia, artikler og andre online tilgængelige tekster. Mange af dem har selvfølgelig en forfatter, men ingen af teksterne kan alene tages til indtægt for en given respons på en prompt.

Det gør det vanskeligt at bruge det eksisterende forfatterbegreb, når det gælder tekster genereret af AI.

Der er ingen originaler og kopier, kun unikke tekster

På samme måde som forfatterbegrebet ændrer sig og muligvis bliver irrelevant med generativ AI, giver det heller ikke længere mening at tale om originaler og kopier, sådan som vi har gjort siden 1700-tallet.

Printteknologien leverer hundrede- eller tusindvis af helt ens værker. Kopier, som alle er eksakte gengivelser af uforanderlige originaler.

AI-systemernes sprogmodeller rummer ikke nogen database over tekster, som de kopierer. De kopierer ikke engang fragmenter af tekster. De sammenkæder blot ord, som typisk optræder i sammenhæng, på en grammatisk korrekt måde til en tekst, der er en skræddersyet respons på lige præcis din prompt.

På den måde er hver eneste AI-genererede tekst unik. Ligesom hvert eneste håndskrevne manuskript var unikt, fordi det var blevet modificeret i skrive- og læseprocessen.

Teksten er en proces, der bevæger sig mod akkuratesse

Endnu et lighedspunkt mellem manuskripter og AI-genererede tekster er, at de er i en bevægelse mod akkuratesse.

Den erfarne prompt-engineer vil typisk have en længere dialog med AI-chatbotten for at få det ønskede udbytte. Hun skriver en indledende prompt, får en respons og tilføjer så for eksempel oplysninger om den sammenhæng, teksten skal bruges i, hvorpå sprogmodellen generer en ny respons tilpasset den beskrevne sammenhæng osv.

I en guide til prompt-engineering foreslår OpenAI en række dialogiske strategier til at forbedre sprogmodellens resultater. Guiden indeholder også retningslinjer til at undgå de såkaldte hallucinationer, fejl og upræcise beregninger. Målet for dialogen med sprogmodellen er, ifølge OpenAI, at få så præcis og retvisende en respons som muligt.

At præcisere og korrigere teksten var også formålet, når middelalderens tekstbrugere modificerede et manuskript. Idealet, tekstbrugerne stræbte mod, var den akkurate tekst. Ikke forstået som en nøjagtig gengivelse af en oprindelig tekst, men som en præcisering af en foreliggende tekst. Teksten blev opfattet som plastisk, modificerbar og uophørligt under tilblivelse. Brugerens rolle var at forfine teksten – ligesom den promptendes rolle er det.

Skrift og tale flyder sammen

I middelalderens skriftkultur var der intet skarpt skel mellem skriftlighed og mundtlighed. Manuskripterne var få og svært tilgængelige og eksisterede i en kultur, som i høj grad var mundtlig. Kunsten at læse og skrive var kun nogle få forundt, og de få formidlede det læste til de mange ikke-skriftkyndige ved at læse op.

Det ændrede sig med den trykte bog, hvor højtlæsning blev erstattet af indenadslæsning udført af de stadig flere læsere, som kom til, i takt med at borgerskabet voksede, og skoler blev mere udbredte. Den tekstdominerede bogside er egnet til, at øjet let og hurtigt kan løbe hen over den – modsat manuskripternes sider med illustrationer, annotationer og andre indholdselementer foruden hovedteksten.

I den skriftkultur, vi kender, er det talte og det skrevne ord skilt ad og har hver deres medier og genrer. Det talte ord finder vi i talen, i radioen, på podcast osv., og det skrevne ord optræder blandt andet i aviser, i bøger og i magasiner.

Nu nærmer det skriftlige og det mundtlige sig hinanden igen. Lydbogen er et eksempel på det. Tilnærmelsen ses også i kunstig intelligens, der omsætter tekst til tale og omvendt. Microsoft Word kan læse din egen tekst højt for dig. Din iPhone kan omdanne talebeskeder til skriftlige sms’er. Man kan give mundtlige prompts til ChatGPT-4, der kan svare både i skrift og tale. Middelalderens hybridkultur, hvor det mundtlige og skriftlige flyder sammen, er tilbage.

Et brud med printteknologien

Forskere i skrift- og teknologihistorie er enige om, at printteknologien foranstaltede et brud med håndskriftkulturen. Meget kunne tyde på, at kunstig intelligens medfører et lignende brud, hvor vi bliver nødt til at ændre vores syn på tekstens status og tekstbrugerens rolle. Samtidig må vi redefinere kategorier som forfatter, original og kopi.

Mens du som en anden middelaldermunk går i en akkuratessesøgende dialog – mundtlig eller skriftlig – med chatbotten og de tekster, den genererer, er det værd at tænke over, om de begreber og forståelser, som er knyttet til den trykte tekst, ender med at være en parentes i historien.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.