Madklubbens shitstorm er huskekage til andre virksomheder

Betegnelsen ”skæv øje” på kvitteringen til en kunde af asiatisk oprindelse gav i ugens løb restaurantkæden massiv negativ omtale. 
Madklubben skal vise konkret handling for at sikre, at shitstormen lægger sig, vurderer iagttagere. | Foto: Bo Svane/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Madklubben skal vise konkret handling for at sikre, at shitstormen lægger sig, vurderer iagttagere. | Foto: Bo Svane/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Madklubben slipper godt fra sin håndtering af en sag, der ramte medier som TV2.dk, Ekstra Bladet og Se og Hør samt sociale medier i ugens løb. 

Det vurderer William Atak over for Kforum. Han er rådgiver med speciale i shitstorms, digital specialist og direktør i Atak Nordic.

Men sagen afslører, at virksomheder kan have blinde punkter, der kan udvikle sig til reelle shitstorms, mener både William Atak og Fahad Saeed, der er diversity manager på teatret Mungo Park.

Sagens omdrejningspunkt er en kvittering fra Madklubben Aarhus, hvorpå der står ”Skæv Øje”, hvilket kunden Tina Aronro, der er af asiatisk oprindelse, bliver opmærksom på og klager til restauranten over, skriver TV 2 Østjylland.

Ikke sjovt

Her bliver hun gjort opmærksom på, at udtrykket, der traditionelt bruges nedsættende om asiater, er et internt kaldenavn for ekspedienten. Foran udtrykket står der ”Eks.:”, hvilket kan være en forkortelse for ekspedient. 

”Hvis det er rigtigt, så har jeg to spørgsmål. Hvorfor opfinder de navne til deres ekspedienter, og hvorfor tillader restauranten et så negativt ladet udtryk? Det er ikke sjovt,” siger Tina Aronro til TV 2 Østjylland og tilføjer, at det tyder på, at der er problemer med arbejdskultur og omgangstone. 

Den kritik, mener Fahad Saeed, er berettiget og gør sagen alvorlig for Madklubben.

”At vi overhovedet diskuterer, om det er i orden, over stregen eller okay, så længe det er en joke, er for mig dybt uforståeligt,” siger han og tilføjer: 

”Nedsættende tale hører ikke til på arbejdspladser, hverken i køkkenet eller på kvitteringer, som kunder kommer til at se. For mig at se står Madklubben med et stort oprydningsarbejde.” 

Stormen er redet af

På bagkant af sagen vurderer William Atak, som tidligere på ugen behandlede den i sin podcast Den perfekte shitstorm, at Madklubben har redet stormen af indtil videre. 

Det skyldes dels, at kunden har fået refunderet sin regning, dels at vicedirektøren for Madklubben i et skriftligt svar til TV 2 Østjylland tager kraftig afstand fra sprogbrugen og tilføjer, at Madklubben efterfølgende har ”gennemgået vores interne procesesser på samtlige af vores restauranter for at sikre, at noget tilsvarende ikke kommer til at ske igen”. 

Hvorfor fungerer et skriftligt svar til et medie i denne her sammenhæng?

”Det fungerer, fordi det er let at kommunikere sig ud af sagen ved, at de tager ansvar og viser handling. Ved ikke at give et mundtligt interview, undgår Madklubben at få yderligere omtale af sagen koblet til deres brand,” siger William Atak.

Sker det, risikerer Googles algoritme for eksempel at foreslå udtrykket ”skæv øje”, når en bruger taster Madklubben ind i søgefeltet, forklarer han. 

Det ubesvarede spørgsmål

Tina Aronro ser ikke nogen asiatiske tjenere, mens hun er gæst på Madklubben Aarhus; sår det tvivl om forklaringen om det interne kaldenavn?

”Det er det punkt, som Madklubben ikke har svaret på, for hvem er det, der internt er blevet kaldt ”skæv øje” og hvorfor?”

Uanset om der er tale om et internt kaldenavn eller ej, mener både William Atak og Fahad Saeed, at sagen er alvorlig for Madklubben og ude af trit med de krav, vi stiller til kommunikation i dag. 

Derfor er der også en læring for andre arbejdspladser, hvor man måske ikke er opmærksom på, at der er i dele af virksomheden, eller i nogle medarbejdergrupper, bruges et sprog, som ikke er i tråd med virksomhedens værdier. 

”Betyder det, at virksomheder skal udpensle, at de ikke accepterer racisme eller manglende tolerance for religioner eller seksuel orientering? Jeg tror faktisk, at det er klogest at gå med livrem og seler,” siger William Atak. 

Spår mange flere sager

Arbejdstilsynets seneste bekendtgørelser har stigende fokus på det psykiske arbejdsmiljø, ifølge Fahad Saeed. Og derfor bør sagen vække opmærksomhed hos alle arbejdsgivere. 

”Racisme, sexisme og diskrimination på arbejdspladsen fører til stress og nedbryder mennesker,” siger han og forventer ikke, at det er sidste gang, at vi ser en lignende sag. 

”Vi kommer til at se mange flere af de her sager, fordi alle brancher er begyndt at tage diversitet og inklusion, og ikke mindst psykisk arbejdsmiljø, alvorligt. Restaurationsbranchen er også nødt til at ruste sig til at håndtere ansatte og kunder i en moderne verden.” 

Er Madklubbens sag og den omfattende medieomtale et eksempel på, at vi er blevet mere følsomme over for måden, vi taler om hinanden på?

”Vi skal passe på med at beskrive alvorlige hændelser som følsomhed, så snart det ikke handler om en selv. Man skal oversætte den følsomhed til, hvad man vil finde sig i af beskrivelser om ens mor, kæreste, partner eller kollega, når man sammen over desserten kan læse ”tykke” eller ”skaldepande” på kvitteringen. Så tror jeg, de fleste måske kan forstå følelsen.” siger Fahad Saeed og tilføjer:

”Det ville man heller ikke synes, var rart, selvom der ifølge restauranten var tale om et internt kaldenavn.”

Madklubben skal bruge kritikken proaktivt

Hvad skal Madklubben gøre fremover – kommer sagen til at hænge ved deres brand?

”Spørgsmålet er, om de skal tie den ihjel eller forsøge at vende sagen til deres fordel,” siger William Atak og tilføjer:

”Jeg tror godt, at de kan vende denne her shitstorm til en lovestorm, hvis de proaktivt går ud og fortæller, hvad de har implementeret af tiltag om en måned eller to.” 

Gør de ingenting, er det en farlig strategi, understreger William Atak. 

”Ellers får en nysgerrig journalist, der spørger medarbejderne, om Madklubben reelt har gjort noget efter denne her sag, en rigtigt god historie. Så vær transparent, omfavn sagen, og gør den gode tone til en vigtig del af jeres arbejdsmiljøpolitik,” siger han. 

Fahad Saeed er enig i, at sagen kræver konkrete initiativer fra Madklubbens ledelse. 

”Hvis den praksis, som kunden beskriver, er normal, både i køkkenet og hos frontpersonalet, skal der ændres i praksis og indsættes en strategi for at ændre det. Som minoritetsetnisk kunde er jeg i hvert fald afventende på Madklubbens konkrete handlinger på området,” siger han. 

Kforum har kontaktet Madklubben, som ikke har ønsket at komme med en kommentar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også