Influencerplatform fusionerer med bureau

Det skal styrke de to mindre aktørers position inden for influencermarketing, lyder årsagen.
Inmix har blandt andet arbejdet med Lego. Nu fusionerer de med Sheer, der kalder sig en influencer-techvirksomhed. | Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
Inmix har blandt andet arbejdet med Lego. Nu fusionerer de med Sheer, der kalder sig en influencer-techvirksomhed. | Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix

Marketingbureauet Inmix med fokus på såkaldte mikroinfluencere, der er influencere med op til 20.000 følgere på sociale medier, fusionerer nu med Sheer, der kalder sig en influencer-techvirksomhed. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse, skriver Markedsføring.

Sheer har udviklet en platform inden for influencermarketing, og fusionen af de to selskaber skal styrke Inmix’ position på markedet ved at give det fusionerede selskab muskler til at yde en ”hurtigere og bedre service” til kunderne.

”Det gør det muligt for os at levere personlig rådgivning og skræddersyet support, understøttet af en stærk teknologisk platform. Resultatet er, at vi kan hjælpe vores kunder bedre og skabe større værdi for dem ved at optimere deres kampagner og øge deres effektivitet,” siger Frederik Nikolai Kruchov, der er stifter og adm. direktør i seks år gamle Inmix, i meddelelsen.

De to selskaber har arbejdet med en række store kunder, såsom Lego, Flying Tiger og Deichmann hos Inmix, mens Sheer har kunder som Netto, Bilka, Shiseido og Ecco, oplyser Markedsføring.

Inmix har de seneste år løftet omsætningen betragteligt, fra 1,2 mio. kr. i 2021 til 4,2 mio. kr. i 2023, mens både driftsresultatet og bundlinjen har svævet mellem et mindre overskud og minus 220.000 kr. i samme periode. Sheer ApS oplyser ikke omsætning, men havde sidste år en bruttofortjeneste på 630.000 kr. Bundlinjen har været negativ de seneste år, i 2023 på minus 164.000 kr.

(Denne artikel er leveret af Kforums søstermedie MediaWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også