Men mest er det udtryk for en modvilje som har eksisteret siden kommakrigen begyndte, og en virkelighed som ikke mindst journalisterne selv har skabt. Det der omgiver den påståede parentes, er i sandhed selv en parentes, ikke mindst geografisk. Traditionelt grammatisk kommas (indbildte) udbredelse i Danmark kan ikke kaldes en normaltilstand.

Svenskerne og nordmændene har for længst vinket farvel til denne tekstlige opklipning der kom til os sammen med typograferne fra Tyskland, og allerede i 1792 blev der sat spørgsmålstegn ved om det nu også var en hensigtsmæssig praksis for det danske skriftsprog.

Hvordan tolker du udsagnet ”Dansk Sprognævn anbefaler ikke længere nyt komma”? 

Fra Dansk Sprognævns side er det en tør konstatering af at de ikke længere anbefaler nyt komma frem for traditionelt grammatisk komma – altså at de dermed holder op med at anbefale noget. 

For den almindelige læser – der ikke benytter sig af jurasprog, men i stedet ser konnotationer og værdiladninger overalt – leder udsagnet nærmest per automatik frem til den tanke at Sprognævnet nu er gået over til at anbefale traditionelt grammatisk komma og har opgivet nyt komma. Desværre er det også sådan det formidles eller vinkles af visse journalister selvom de burde vide bedre. Alene udsagnet er en formidling, for jeg tror ikke at Sprognævnet har talt om ”nyt komma”, der jo formelt hedder ”fravalg af startkomma”. 

Ikke desto mindre kunne jeg have ønsket mig at Dansk Sprognævn havde kommunikeret mere tydeligt om at der er tale om en politisk ligestilling af de to kommapraksisser. 

De burde vide at en frafalden anbefaling let kunne blive forvrænget i medierne – særligt når man tænker på at medierne også afskrev nyt komma i 2004, dengang det mistede sit navn og blev lagt ind under kommareglerne som en valgfrihed med den misvisende betegnelse ”uden startkomma” eller ”fravalg af startkomma”. Da mente flere journalister også at vide at kommakrigen var slut, og at traditionelt grammatisk komma stod tilbage som det eneste. De havde ikke lige læst op på at selve forskellen på de hidtidige to systemer netop var det med startkommaerne. Vi der foretrækker at kalde en spade for en spade, fortsatte med betegnelsen nyt komma – eller i mit tilfælde den sagligt justerede betegnelse ”kommatering uden automatisk startkomma”. 

Træt af kommakrig

Sprognævnet er, forståeligt nok, træt af kommakrig. Det var godt for dem at flytte til Bogense – ikke kun fordi Syddansk Universitet i Odense har mange særdeles gode kræfter hvoraf nogle har gjort deres indtog i nævnet, enten direkte eller indirekte, men også fordi hele udflytningssagen viskede medietavlen ren for kommakrig. Tanken var så at slippe ud af anbefalingen i stilhed, men de må jo ikke beslutte noget uden at berette om det, og nogle journalister læser åbenbart med. 

Tanken om at Dansk Sprognævn ikke i længden kan tåle at anbefale en kommapraksis som størstedelen af medierne og befolkningen tilsyneladende afviser, er forståelig. Det skaber en ubehagelig spændingstilstand for dem. Nævnets lovhjemmel handler jo om at registrere og beskrive sproget frem for at befale det. Man kan diskutere om Sprognævnets lovhjemmel er helt veljusteret; det mener jeg nok ikke den er, for så var eksempelvis ”smile AF nogen” aldrig blevet korrekt sprog. 

Trods min forståelse havde jeg ikke anbefalet at lade anbefalingen falde. Ud over de saglige grunde, som jeg finder tungtvejende for en vidensinstitution, ville det være min forventning at ikke-nyheden ville blive fejlfortolket i offentligheden endnu en gang. Således er jeg på linje med en tidligere sprognævnsformand, Niels Davidsen-Nielsen. 

De faktiske forhold i retskrivningsindustrien er at Sprognævnet heldigvis fortsat sætter nyt komma i egne udgivelser, hvilket jo er en fortsat indirekte anbefaling af nyt komma. Rygtet om nyt kommas bortgang er med andre ord noget overdrevet. Jeg fortsætter med at sætte nyt komma i egne tekster, og det er der også andre der gør. Ingen ændring dér. 

Dybest set handler det om ikke at se sin tekst maltrakteret af de mange startkommaer som ellers skulle sættes i moderne dansk. Man må godt kunne høre mit sproglige åndedrag uden forstyrrelser og uden at jeg skal gribe til abnorm brug af punktummer eller overdreven brug af tankestreger og semikoloner for med begrænset succes at overdøve støjen fra de kommaer som skal ignoreres på vejen fra sprog til indre billede. 

Goddag-mand-kommadebat

Det reelle omfang af påbudte startkommaer i eget sprog – hvis man bekender sig til traditionelt grammatisk komma – er de færreste helt bevidste om. Så deres kommapraksis er ofte en anden end den de påstår at abonnere på. Det gør debatten meget svær. 

I november 2014 var to kulturordførere fra henholdsvis S og V i Aftenshowet på DR til en retskrivningsquiz udarbejdet i helvede. Den handlede nemlig kun om svært placerbare startkommaer – sådanne er altid blandt de ligegyldige – og det dræber jo agtelsen for korrekt sprog. Nå, men de blev præsenteret for en sætning a la ”Han sagde at det virkede som om hun stadig trak vejret”. Traditionelt grammatisk komma påbyder to startkommaer, men begge politikere afviste at sætte mere end ét, nemlig det foran ”at”. Da værten spurgte dem hvorfor, lød svaret at det nok var fordi de satte grammatisk komma, så hvis der også skulle være komma foran ”som om”, måtte det være det der nye komma, som de altså ikke havde lært. Ren ombytning af nat og dag. 

Automatisk startkommatering er mindre og mindre egnet til sproget

Sprogforskeren Jacob Baden foreslog allerede i 1792 – altså nøjagtig 200 år før nyt komma blev opfundet – at det kunne være rart at slippe for komma foran bestemmende relativsætninger. En bestemmende relativsætning finder man i en sætning som denne … 

”Den mand(,) du hørte tale grimt om nyt komma, er Arne Hardis.” 

… hvor ”(som) du hørte tale grimt om nyt komma” er relativsætning til ”den mand” og bestemmende fordi den udpeger hvilken mand der er tale om. 

I de 230 år der er gået siden Jacob Baden udpegede disse kommaer som uproduktive for forståelsen, har sproget udviklet sig i en retning hvor antallet af bestemmende relativsætninger er steget eksplosivt. I dag siger vi nødigt ”den på bane 8 svømmende kvinde”, men hellere ”den kvinde der svømmer på bane 8”. Og ”den om nyt komma grimt talende mand” ville være på grænsen til uforståeligt for yngre i dag. Vi bruger langt flere bestemmende relativsætninger, så traditionelt grammatisk kommas æstetiske og semantiske problemer er altså ikke blevet mindre med årene. 

Tankestregsreglen

I modsætning til den bestemmende relativsætning står den parentetiske relativsætning. Det kunne være: 

”Jeg kan godt lide Weekendavisen, som Arne Hardis skriver for.” 

Hvis man meningsfuldt kan indsætte et ”i øvrigt” eller ”for resten” i ledsætningen, er den parentetisk. Man kan også bare spørge sig selv om ingenting eller tankestreg ville støtte meningen bedst. Hvis tankestreg støtter meningen bedre end ingenting, skal der (mindst) være komma i nyt komma. 

I nyt komma undlades startkommaet foran mere end blot de bestemmende relativsætninger, eksempelvis: 

”Jeg kender en pige som ikke kan hinke.” 

Der er ikke rigtig nogen fuld pointe før det hele er med, og igen kan man bare bruge tankestregsreglen eller konstatere at det ville være besynderligt at indsætte ”i øvrigt”. 

Blandt de adverbielle ledsætninger er spektret stort mht. selvstændighed eller ej. Det går lige fra … 

”Det virkede som om hun stadig trak vejret.” 

”Det bliver vådt når det regner.” 

… til: 

”Hun trak stadig vejret, hvorfor jeg var forhåbningsfuld.” 

”Endelig kom regnen, hvilket var godt for afgrøderne.” 

Igen kan man bare bruge tankestregsreglen: Vil ingenting eller tankestreg støtte indholdet bedst? Når tankestreg (og dermed pause) støtter indholdet bedst, er det fordi der er to pointer som snublende nært kan formuleres i to helsætninger, f.eks. ”Endelig kom regnen. Det var godt for afgrøderne.”. 

Blandt disse adverbielle ledsætninger, dvs. ledsætninger som beskriver tid, sted, betingelse, årsag eller andre omstændigheder, er der også gråzoner, især når det gælder årsag: 

”Hun forlod mødet fordi hun skulle kaste op.” 

Umiddelbart er der ikke komma, men afhængigt af konteksten kan der måske godt være det alligevel. Igen kan man bare bruge tankestregsreglen, og hvis man er på vippen, hvad så? Tag en hurtig beslutning. Men det kan hurtigt lægge sig fast at der skal være komma: 

”Hun forlod mødet, vel nok fordi hun skulle kaste op.” 

Til sidst er der de nominale ledsætninger. Her er startkommaet meget mindre destruktivt, for disse ledsætninger bestemmer ikke forståelsen af eller betingelsen for sætningsstammen. Derimod kommer der bare et objekt, typisk indledt med ”at”, ”hvor”, ”hvad”, ”hvem” og lignende, og det kan man sådan set godt tåle at vente på. Så de kommaer er – om man vil – de ”mindst skadelige” af de startkommaer som er fjernet i nyt komma: 

”Jeg tror at hun trækker vejret.” 

”Ved du hvor Arne sidder?” 

Det gælder indholdet

En svær ting for nogle i nyt komma er de slutkommaer som umiddelbart kan ligne startkommaer, og som letvægterkorrekturlæsere udi nyt komma ikke kan håndtere (så test altid korrekturlæseren på dette): 

”Gårdejeren skyder den hund der halter, når han kommer tilbage.” 

Men når man lærer sætningsgrammatikken – som i øvrigt også er nødvendig for at sætte korrekt grammatisk komma, og som er gavnlig for sprogevnerne generelt – er det meget tydeligt at leddet ”den hund der halter” skal afsluttes før det næste kommer. Og helt uden skoling kan man også, hvis man gider lytte til sproget, konstatere at der skal være et komma for at sætningen ikke misforstås. Sværere er det altså ikke. 

Og så slipper man for den overflod af kommaer som dels devaluerer betydningen af kommaer og dels devaluerer respekten for sprogrigtighed generelt. For hvor interessant er det egentlig om kommaet skal være foran eller efter ”som om”? Det er et komma som bare står i vejen. Den slags spørgsmål (og lignende) hænger Dansk Sprognævn ud af halsen. Det er spild af spørgetelefonens resurser, men vigtigst: Det er spild af den enkelte skribents sproglige opmærksomhed. Måske ville man identificere nogle flere af slutkommaerne og tiltalekommaerne hvis man ikke skulle sidde og fedte med kryds og bolle og arbitrære placeringer af startkommaer. Og jeg er faktisk sikker på at man bliver bedre til tegnsætning når de tegn man sætter, betyder noget – simpelthen fordi opmærksomheden så ikke er på kryds-og-bolle-sudoku men på det sproglige indhold. 

Det frie, fornøjelige komma

Lektor Claus Petersen, som er medlem af Sprognævnets repræsentantskab, foreslår at sætte kommaet frit, og Henrik Galberg Jacobsen, nyt kommas formgiver, har i erkendelse af tingenes udvikling, eller rettere mangel på samme, foreslået noget lignende. Ideen giver god mening. Som folk skriver nu, er kommaet reelt frit, bortset fra den stærkt beklagelige ubalance der ligger i at folk husker ligegyldige eller decideret forstyrrende startkommaer (fordi disse står foran bestemte ord) mens de i stort omfang glemmer at lytte til indholdet og sætte de væsentligere kommaer. Dette gælder også helt op på journalistniveau, og resultatet ses hver dag i ikke-korrekturlæste lokalaviser, for ikke at tale om landsdækkende aviser. Det kan f.eks. se sådan ud: 

”Politiet har bekræftet, at skudepisoden har fundet sted på Twitter”. 

(DR.dk, december 2016, sandsynligvis Ritzau) 

Nej, politiet har på Twitter bekræftet at skudepisoden har fundet sted, og med den valgte oprindelige ordstilling skulle der have været slutkomma efter ”sted”. Den citerede fejlsætning er grotesk, men skribenten opdager det ikke fordi opmærksomheden er et andet sted end på indholdet, nemlig på kryds-og-bolle-automaten. 

Hvis man satte kommaet frit og dermed glemte de robotagtige startkommaer, ville vi se færre tilfælde af den slags nonsens, og i det mindste ville vi slippe for den abnorme ubalance mellem det satte ubetydelige komma og det manglende betydningsafgørende komma. 

Min anbefaling

Jeg mener at nyt komma udgør det finest tænkelige regelsæt for en nuanceret og indholdsstøttende tegnsætning, men jeg er enig med de to herrer. Derfor mener jeg at den skriftsproglige elite skal sætte nyt komma, og hoben komma som den synes. Overordnet er det to alen ud af samme stykke, eftersom enhver ønsker at tegnsætningen støtter indholdet på behagelig vis. Og efterhånden kan man jo blive påvirket af elitens komma ved at læse korrekturlæste publikationer. Således ville hob og elite trække på samme hammel, og vi ville få fred og bedre tekster på alle niveauer. 

Men dette kræver at journalisterne og dansklærerne tør slippe taget i traditionelt grammatisk komma (som de alligevel ikke kan sætte korrekt) og enten tilmelde sig nyt komma eller synes-kommaet alt efter evne og vilje. Og så må aviserne diskutere med sig selv om deres journalister skal kunne sætte komma, om korrekturlæserne skal klare den, eller om de bare vil udkomme med synes-komma (relevant for medier uden korrektur). Det sidste ville jeg ikke bryde mig om, men det er dog langt bedre end den nuværende tegnsætning i landets aviser. 

Dansklærere bør lære sætningsgrammatik på deres uddannelse og også i et eller andet omfang give det videre. Det sikrer ikke kun evnen til tegnsætning, men forbedrer også evnen til at formulere sig skriftligt og lære udenlandsk. Og helt snævert i forbindelse med skriftlige afleveringer bør der hovedsageligt fokuseres på: 

1) tiltalekomma og andre former for ekstraposition 

2) betydningsafgørende slutkommaer 

3) tegnsætning omkring selvstændige elementer 

4) helsætningskomma og punktum. 

På ja-hat med Dansk Sprognævn

Selvom jeg ikke anser Sprognævnets kommende fjernelse af nyt-komma-anbefalingen for at være en genistreg, vil jeg gerne tage ja-hatten på: I bedste fald kan fraværet af en elitær anbefaling tage trykket af modpresset og derved lette spændingen. Og når tiden så er moden og banen fri, må vi videre i teksten. For kampen for en fornuftig og normaliseret tegnsætning i dansk er ikke slut. 

Tak til alle der sætter nyt komma, heriblandt store forfatternavne som Kim Leine, Christian Jungersen og nyligt afdøde Morten Sabroe.