”Antallet af kommunikationsfolk i staten nærmest eksploderer,” lød det fra KL’s formand, Martin Damm (V), til NB Økonomi, da netmediet i sidste uge bragte historien ”Antallet af kommunikationsfolk i staten er steget med 70 procent på 11 år”. Fra 777,5 årsværk i 2011 til 1.320 årsværk i 2022. Dog med forbehold for, at det ikke er det helt præcise tal.

Det lyder som en stor stigning. 

I virkeligheden er det måske ikke helt så vildt, som det lyder, hvilket du kan læse om længere nede i artiklen. Ikke desto mindre fik tallene Martin Damm og en række af landets borgmestre op af stolen. 

Den kommunale irritation skyldes, at statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde forud for seneste valg opfordrede kommunerne til at spare 2,5 mia. på kommunal administration og kommunikation og give pengene til borgernær velfærd i stedet.

Nu er historien så, at staten er gået amok og har ansat en hel hær af kommunikatører, så fej lige for egen dør – og det i en ruf. Med afmålt venlig hilsen kommunerne.

Papirnussere fjernt fra borgerne

Ser man på skænderiet med offentlige kommunikationsbriller, er der god grund til at føle sig pænt deprimeret. Både på og mellem linjerne giver politikerne fra stat og kommuner den nemlig gas i forhold til at tale offentlig kommunikation godt ned under gulvbrædderne.

”Der vil være nogle folk, der i dag sidder på rådhuset og laver papirarbejde, hvor vi vurderer, at det papirarbejde skal vi ikke bruge i fremtiden,” pointerede statsminister Mette Frederiksen på ovenfor nævnte pressemøde og gav udtryk for, at pengene i stedet skulle bruges på ”borgernær velfærd”.

Finansminister Nicolai Wammen pegede på, at det bl.a. var kommunikationsafdelingerne, altså i kommunerne, der skulle holde for. 

Offentligt ansatte webkommunikatører, sociale medieredaktører, pressemedarbejdere m.fl., som hver dag kommunikerer med millioner af danskere enten direkte og eller indirekte via pressen, kunne tilsyneladende konstatere, at landets to vigtigste ministre mener, at de er nogle papirnussere langt væk fra borgerne, hvilke der ikke er brug for. 

Ministerier markedsfører sig selv

Fra kommunalt hold bliver der også leveret glimrende argumenter for at skære ned i antallet af kommunikationsfolk. I hvert fald i staten.

Adspurgt om staten er ”blevet bedre til at kommunikere forskellige regler eller bekendtgørelser”, som NB Økonomis journalist spørger om i en måske lidt old school forståelse af, hvad offentlig kommunikation går ud på i 2023, svarer Søren Steen Andersen (V) fra Assens Kommune:

”De er nok bedre til at kommunikere alt det, de gør af gode ting for menneskeheden. Der er mange ministerier, der bruger tid på at markedsføre, hvor godt de gør det.”

Kasper Ejsing Olesen (S) fra Kerteminde Kommune er tilsvarende ikke overvældende imponeret af kommunikationsfolkets anstrengelser. Er det blevet nemmere at forstå lovgivningen eller at komme i kontakt med staten, vil NB Økonomi vide?

”Om det er blevet nemmere? Nej, det er det ikke. Det er heller ikke blevet bedre forklaret.” 

Så hr. og fru Danmark må forstå, at offentlige kommunikationsfolk ikke er specielt meget til gavn, og at offentligt kommunikationsansattes arbejde går ud på at vildlede befolkningen.

Ifølge NB Økonomi anerkender ”mange borgmestre” dog også, at kommunikation ”kan være en god idé”, fordi man ikke ”længere bare kan indrykke noget information i de klassiske medier og være sikker på, at budskabet når frem”.

Prioritering på et oplyst grundlag

Kære politikere, I knokler hårdt, og jeg har stor respekt for det arbejde for fællesskabet, I lægger for dagen. Men udefra set virker det lidt dumt, at I først lader en masse kommunikationsfolk ansætte og derefter konkurrerer på livet løs om at nedgøre dem. 

Alt handler om at prioritere. Vi skal bruge vores penge på det, der er mest brug for. 

Men når det handler om de opgaver, som offentlige kommunikatører løser, skal vi så ikke – venligst – forsøge at gøre os lidt mere umage med at prioritere på et oplyst grundlag?

Ved I, hvad jeres egne kommunikations- og pressemedarbejdere laver? Det virker ikke helt sådan. Måske skulle I bede om en rundvisning i jeres egen kommunikationsenhed.

Baggrund for ”eksplosionen”

Som nævnt længere oppe i artiklen er der i øvrigt også en kontekst for den omtalte ”eksplosion” i antallet af offentlige kommunikatører. I tallene, som NB Økonomi bringer til torvs, er kommunikationsfolk på universiteterne medregnet. Trækker man dem fra, er antallet af kommunikatører i offentlige myndigheder steget med 422,5 årsværk mellem 2011 og 2022, ikke 542,5. Igen med forbehold for, at tallet nok ikke er helt nøjagtigt. 

Det er nok stadig over 400 årsværk. Men det, der er interessant, er vel, om de er godt givet ud? Der er sket et par ting i perioden mellem 2011 og 2022, som udenforstående måske godt kunne bruge til at danne sig et lidt mere retvisende billede af situationen. 

I 2011 var stort set ingen offentlige myndigheder på sociale medier. Nu er stort set alle. Skattevæsenet er i de seneste år blevet forsøgt genrejst, inkl. kommunikationsfunktioner. Samtidigt skulle COVID-19 håndteres kommunikations- og pressemæssigt.

Er det for meget? For lidt? Det kan vi godt diskutere, men vi skylder borgerne at få hele historien med.

Hvad skal vi med offentlig kommunikation?

Og nu vi er i gang, så kunne det være godt at få nogle politiske ambitioner på bordet om, hvad borgerne skal kunne forvente af regeringens og myndighedernes kommunikation. 

Det kunne for eksempel være ingenting. Vi kan fyre alle kommunikations- og pressefolk. Så kan journalister igen ringe direkte til sagsbehandlere, som også kunne tage sig af koordinationen af kommunikation og presse internt og imellem de offentlige myndigheder. Vi ville ikke skulle bruge penge på myndigheders hjemmesider, myndighedsprofiler på sociale medier eller apps. Myndighederne ville ikke skulle bruge tid på at følge med i medierne og på sociale medier, og eksterne konsulenter kunne overtage hele opgaven med at køre offentlige kampagner. 

Det kunne også være en ambition om at bruge offentlig kommunikation til at forsvare og udvikle vores demokrati, som mange mener, er under pres. Ved at sætte langt tydeligere rammer og retningslinjer for offentlig kommunikation for at styrke tilliden til vores folkestyre og til ministrene og borgmestrene selv. Det kunne også være at understøtte en demokratisk samtale, som alle kan være med i, og at imødegå mis- og desinformation uden at ekskludere nogen. 

Lande som Canada, Finland, Sverige og Storbritannien er langt foran os i den sammenhæng.