Kommunikationsfagligheden har trukket overskrifter på det seneste i en verserende debat om, hvilken offentlig instans der har flest overflødige kommunikatører ansat, og hvor lidt værdi de bidrager med. 

Selvom faget har fået en stadig mere strategisk funktion og skaber grundlæggende værdi i organisationer, bliver kommunikatørerne stadig betvivlet og udfordret på deres faglighed og værdiskabelse. 

”Kan vi egentlig klare os uden kommunikatørerne?” 

Selvfølgelig ikke. Tænker politikerne mon på, hvad vi skulle gøre uden kommunikation, når

… vi rammes af store globale epidemier eller klimaforandringer, der kræver forklaringer, fælles fodslag og nye løsninger?

… borgerne skal finde hoved og hale i offentlige informationer, vejledninger, regler og bekendtgørelser?

… verdens store geopolitiske forskydninger afkræver transparens og holdninger?

… befolkninger har langt større tillid til organisationer som instans end – især – politikere og medierne, og social leadership bliver en hjørnesten i virksomheders ageren?

… teknologien udfordrer status quo og sammenhængskraft i samfund, industrier, institutioner og mellem os som mennesker?

… vi står over for fremtidens komplekse problemstillinger, som kræver forandring, åbenhed, (korrekt) information og etiske overvejelser?

Etc.

Hvis man forestiller sig scenarierne ovenfor uden kommunikatører – hvilket er en decideret skræmmende tanke – giver det langt fra mening, at vi igen og igen skal op af stolen og forsvare faget. Og det burde være klart for enhver, at det ikke bliver uden konsekvenser at barbere kandidatuddannelserne i kommunikation ned og ikke sikre fagets kompetencer i en fremtid, der kun ser mere og mere nuanceret og kompleks ud. Så pas på din kommunikatør; inden længe bliver de en mangelvare. 

Kommunikationsfaget er forretningsunderstøttende og strategisk

Kommunikation har som fag været igennem en markant udvikling gennem de sidste 20 år. En udvikling, der kun er sat mere og mere tempo på undervejs. Derfor kan det også være svært at følge med. Nogle gange selv for os som praktiserende kommunikatører. 

I KS har vi fulgt kommunikationsfagets udvikling tæt siden 2017 ved løbende at spørge vores medlemmer om deres faglighed og arbejdsopgaver. Vores seneste faglighedsundersøgelse, som er så ny, at den ikke engang er releaset endnu, viser en sikker fremskrivning af tidligere tendenser. Nemlig, at kommunikatørernes rolle i virksomhederne bliver mere strategisk, mere rådgivende og kommer tættere på virksomhedens kerneydelse. 

Virksomheder i den private sektor har med årene fået øjnene op for værdien af vores faglige felt. Men politikerne mangler stadig at nå et anstændigt ambitionsniveau, som får kommunikationsfagligheden op på den klinge, hvor den for alvor bliver set som støtte til en velfungerende offentlig sektor. 

Der er brug for en bedre forståelse af kommunikationsfagligheden

Man må formode, at den markante vækst i ansatte kommunikatører i sig selv er udtryk for et stigende behov for og en efterspørgsel af netop kommunikatørernes kernefaglighed og kompetencer ude i de kommuner, regioner, departementer og styrelser, hvor de bliver ansat. 

Det virker derfor noget tonedøvt, når man hænger en faglighed ud for manglende faglig værdiskabelse, samtidig med at det udstiller en eklatant manglende forståelse for, hvad faget faktisk kan bidrage med. Det er dumt at nedgøre, når man ikke formår at løfte potentialet.

Problemet synes at ligge i (mis)forståelsen af, hvad kommunikationsfaget er, og hvorfor det er med til at binde organisationer sammen og understøtte de forandringsprocesser, de færreste organisationer kan se sig undtaget fra. 

Vi skal stadig synliggøre vores værdiskabelse

Som kommunikatører har vi altid været underlagt at skulle synliggøre vores egen værdiskabelse og effekt i organisationen. Dette er et ansvar, vi stadig løbende skal tage på os.

Vi er flere, der har arbejdet for og påpeget kommunikationsfagets værdi i mange år. Vi har kæmpet med, hvordan man bedst måler og kvantificerer, hvordan man viser ledelsen vores værd, kæmpet med tvivlen på vores effekt, og at det per default er ok at have en ukvalificeret holdning til vores faglige felt. 

I dag lander flere og flere opgaver på kommunikatørernes borde, og antallet af forskellige typer af arbejdsopgaver, som kommunikatørerne forventes at løse, er konstant stigende. Derudover er en af de senere års store landvindinger, at kommunikationsdisciplinen i den grad er rykket ind på ledelsesgangen (i den private sektor) og i endnu højere grad end tidligere er blevet en strategisk spiller. 

Vi skal selv være med til at skabe fagets udvikling

At vi som fag spiller ind i vigtige dagsordener, er et trin opad på kompleksitetsskalaen for kommunikationsfeltet. Og udviklingen af faget stopper ikke endnu. Det ved vi alle sammen.

Kommunikatørerne har derfor også en anden opgave, nemlig kontinuerligt at reflektere over eget fag, stille spørgsmål og søge at blive klogere i fællesskab. Det er ikke et svaghedstegn at være udforskende, spørgende, undrende og uafklaret. Det er en styrke og et af fagets nøglekarakteristika at kunne hæve sig op og se større perspektiver og sammenhænge. At undre sig og finde svar.

Som kommunikatør er jeg den første til at stille mig op på ølkassen og påpege, at måden, vi taler om tingene på, og det, vi siger og har fokus på, er med til at skabe verden, som vi ser den. 

Der er en stadig større efterspørgsel efter de kommunikationsfaglige kompetencer og en stadig større kompleksitet i verden, som kommunikationsfaget skal være med til at skabe forståelse af.

Den historie skal alle os, der er i faget, være med til at fortælle.