Jakob Ellemann-Jensen er tilbage. I over et halvt år har han skullet kæmpe med en stresssygdom, og selvom han fortæller, han er tilbage i topform, stopper problemerne ikke her. For foran ham står en række store, kommunikative udfordringer og venter.

Det er især de helt fundamentale spørgsmål, der skal besvares, og det er ikke nogen nem opgave. Tværtimod kommer det til at trække tænder ud, for imens han har været væk, har de spørgsmål, kun han er i en position til at besvare, vokset sig større. Og selvom der lige nu er en udbredt sympati omkring ham, varer den ikke evigt.

Han er med andre ord nødt til at tage hånd om den kommunikation, han allerede kæmpede med før sin sygemelding, og lige så vigtigt slå fast, at han har været savnet i sit fravær. Den svære situation for Venstre taget i betragtning er det ikke tilstrækkeligt bare at vende tilbage til arbejdet. Han og partiet skal op i helt andet gear, hvis de vil vinde noget af det tabte tilbage. 

Tidligere Venstre-rådgiver Morten Reimar kommer her med de tre største kommunikative udfordringer, der venter Jakob Ellemann-Jensen allerede fra første dag tilbage på arbejdet.

1: At forklare, hvorfor Venstre er i regering

Det var et chok både for vælgere og bagland, da Venstre efter valget sidste år gik i regering med arvefjenden Socialdemokratiet og forræderen Lars Løkke. Ellemann gik åbent ud og indrømmede løftebrud, eftersom han om nogen havde været ultimativ i sin afvisning af nogensinde at gå i netop sådan en regering.

Derudover var mange utilfredse med de ministerier, Venstre har fået ud af regeringssamarbejdet, da den magtfulde post som finansminister blev på socialdemokratiske hænder. I stedet fik Venstre det beslægtede økonomiministerium foruden posten som vicestatsminister, der bredt tolkes som en trøstepræmie. 

På samme måde har de foreløbige af regeringens resultater ikke været i stand til at imponere. Så hvorfor er Venstre egentligt med i den regering? Det samme spørgsmål blev stillet allerede før hans sygemelding, og ingen har rigtigt formået at besvare det i mellemtiden.

Venstre skal derfor have nogle prestigemærkesager igennem og være gode til at markere dem som kæmpe sejre. Og så skal de søsætte nye, ambitiøse planer for fremtiden, der vækker begejstring hos de blå vælgere, og som de reelt har mulighed for at føre ud i livet, netop fordi de er i regering.

Ellemanns politiske liv hænger i høj grad sammen med den brede regering. Han er derfor nødt til at få samarbejdet til at ligne en kæmpe succes og ikke en dårlig beslutning. Ellers kommer han bare til at se dårlig ud selv.

2: Forventningspres for det ekstraordinære

Jakob Ellemann-Jensen har været syg. Rigtigt syg. Og han har brugt al sin tid på at komme sig i løbet af det seneste halve års tid. Mig bekendt har både parti og ministerium gjort deres bedste for at give ham ro og kun kontakte og informere ham, hvis det var strengt nødvendigt. Det siger noget om det koncentrerede arbejde, han har lagt i at komme sig.

Alligevel er der opbygget en vis forventning om, at han kommer tilbage med en plan. En eller anden ny indsigt, et stort projekt, en ny retning for Venstre og Danmark; noget, han har indset, og som han vil delagtiggøre verden i.

Der er nogle, der spekulerer i, at han skal holde en tale af næsten John F. Kennedyske dimensioner, hvori han forklarer, hvad det er for en ”man on the moon”-vision, han er kommet frem til, og hvad han har taget med sig fra sin orlov.

Sandheden er, at han ikke har haft tid og mulighed for at lave noget sådant. Han har været syg.

Det er i forvejen som at springe på et løbebånd, der kører i fuld hast, at vende tilbage til at skulle være forsvarsminister og formand for Venstre, og det kan være svært nok i sig selv. Der er ikke plads til en rolig genstart, hvor han lige kommer på plads, tager et par rolige første uger og kommer i bund med mailindbakken. Tværtimod er der masser at se til.

Dermed er der en risiko for, at han kommer til at skuffe, hvis han ”bare” går i gang med sit arbejde. Mange forventer mere. Noget ekstraordinært. Og sådan et forventningspres er så godt som umuligt at leve op til.

3: Ellemann skal vise, han er den rigtige formand

Næsten lige fra han overtog formandsstolen, til han i februar meldte sig syg, har der været mumlen og skumlen om, hvorvidt han er den rigtige formand for Venstre. 

Det kommer sig af, at partiets målinger stort set konstant har bevæget sig i en negativ kurve, kulminerende ved valget, hvor Venstre næsten blev halveret. Og selvom det har mange årsager, så er politik så ubarmhjertigt, at det altid bliver gjort til formandens problem.

Dertil kommer, at Ellemann personligt bliver målt som den mindst populære minister i regeringen, mens partikollegaerne og vikarerne Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose bliver målt som de mest populære.

Det kan han naturligvis ikke leve med, men som enhver, der har forsøgt sig, ved, så er det ikke så nemt at blive populær, bare fordi man tager en beslutning om at blive det. 

Det kræver, at han besøger baglandet, trykker hænder og smiler, udstråler overskud og lytter og giver den som den store leder. Og så har han brug for vindersager at profilere sig på.

Lige nu skal han bøvle med det israelske våbenindkøb, oppositionen ikke kan vente med at hive ham i samråd for, og selvom han naturligvis ikke skal frygte for sit job i den henseende, kommer han heller ikke til at se ret godt ud.

Allerbedst ville det være, hvis hans tilbagekomst gav et synligt, positivt udsving i partiets målinger. Altså et målbart bevis for, at Venstre står stærkere, når han står i spidsen. Det kan han naturligvis ikke selv bestemme. Men han kan arbejde for, at det sker.

Og det er en kæmpe opgave. Særligt for en, der lige er vendt tilbage fra en sygeorlov.