Kulturkamp, krig og klimakollaps har skabt splittelse og polarisering. Det fremstilles ofte som et valg mellem woke, anti-woke og ligegyldighed. Hvor woke defineres på Wikipedia som:

”... alert to racial prejudice and discrimination”. Beginning in the 2010s, it came to encompass a broader awareness of social inequalities such as sexism and LGBT rights. Woke has also been used as shorthand for some ideas of the American Left involving identity politics and social justice, such as white privilege and slavery reparations for African Americans.”

Det er en falsk præmis. Her mangler en fjerde farbar vej mellem idealisme og konservatisme. Mange virksomheder kunne nemlig med fordel vælge at være den institution, som samler og skaber dialog mellem woke og anti-woke. Institutionen, som finder en balanceret og pragmatisk reformkurs. Her er inspirationskilderne og præmisserne til at vælge den vej. 

Opgaven er, som vi kender det fra SVM-samlingsregeringen, at finde de fælles, mindst ringe løsninger, som flest muligt kan være fælles om. Dette pragmatiske centrum og tyngdepunkt findes nemlig også i woke-debatten. Det skal bare understøttes og fremmes. 

Et kompromis redder Europa, et nyt kompromis kan redde woke-debatten

I tiden mellem verdenskrigene var Europa splittet mellem fascisme og kommunisme. I Tyskland herskede næsten borgerkrig i de store byer mellem bevæbnede militser fra de politiske yderfløje. Ud af dette politiske morads og polariseringen voksede den socialdemokratiske idé om en blandingsøkonomi, som kombinerede et stærkt marked med en stærk stat. Dette kompromis reddede Europa fra fascisme og kommunisme på den lange bane, fordi konsensus og pragmatisme altid har en større appel og større opbakning end fanatisme. 

Den fjerde vej kan lære af den tredje vej og den socialdemokratiske reformismes succes

Denne grundtanke blev senere formuleret af den engelske sociolog Anthony Giddens i begrebet den tredje vej. Det var vejen til at skabe det skandinaviske velfærdssamfund og vejen, som de nordeuropæiske socialdemokrater havde fulgt i efterkrigstiden med succes. Dette reformistiske ideal gav plads til grådighed og beskyttelse til de svageste på en og samme tid. 

Vi kan og skal gøre det igen i den aktuelle kulturkrig

Det interessante spørgsmål er, hvordan vi kan oversætte og genbruge de succesrige erfaringer fra den tredje vej til den fjerde vej i den aktuelle kulturkrig. Et bud kunne være at anerkende begge positioner og se woke-idealerne som regulative idealer, som ikke skal realiseres med blot er en retning og strømpil. Samtidig skal vi forstå tradition og historiens værdi i at forme, hvem vi er i verden som menneske, køn, slægt, land og art. På samme måde, som Socialdemokratiet ser det kommunistiske samfund som et uopnåeligt, men inspirerende ideal for mere lighed og velfærd for alle. Hvor woke-debattens yderfløje i deres fælles fanatisme begge mangler tvivlens nådegave og fornuftens pragmatiske nuancer. 

Den fjerde vej er den eneste farbar vej i den nuværende situation

Vi forventer allesammen, at virksomheder tager stilling i de store samfundsmæssige spørgsmål og kommer med svar. At forholde sig neutralt ud fra devisen “the business of business is business” er ikke længere en mulighed. Her er de samfundsmæssige problemer for store. Det giver få muligheder med hver deres pris. Her er gode råd dyre.

De tre traditionelle positioner i woke-debatten er alle blinde veje

At være ekstremt woke skaber splittelse og kan virke forceret, mens anti-woke omvendt virker gammeldags og underkendende. Endelig virker det dobbeltmoralsk og utroværdigt, når man først er woke for så at skifte som en vindbøjtel, så snart anti-woke modreaktioner rammer ens forretning. Hvad virksomheder som Budweiser, Target og Chr. Hansen alle måtte lære på den hårde måde. I den forstand er de tre traditionelle positioner i debatten blinde veje. 

Den fjerde vej er attraktiv og en tiltrængt metaposition i en polariseret kulturkrig

Her er tydeligvis plads og brug for en positionering, som er mere dialogisk engageret, og som vil forandringen, men vil gøre det med den bredest mulige konsensus. En metaposition, som designer processen mest muligt, dialogisk og anerkendende. Det er altså den eneste position, som i sin proces er inkluderende. Hvad der gør den tredje vej mere woke end woke i anden potens og på et metaplan. Samtidig er der i denne nye tilgang fokus på en altafgørende forudsætning, som er den fælles samtale. Den starter derfor med det egentlige problem og de nødvendige forudsætninger. Vi skal og må kunne tale sammen, før vi kan forstå hinanden. Det handler om at være engageret i samtalen mere end at være forblændet af egne holdninger. 

“You’ve got to help the pendulum find the centre. That’s the business role.”

Opgaven er at få samtalen ind på den politiske midte, hvor markedet og de fleste mennesker er. Som det i denne weekend blev udtrykt i Financial Times-artiklen 

“There’s a rumbling now’: CEOs get into the business of tackling extremism”:

“Rather than just fretting about extremism, some CEOs have concluded that they should be the ones to bring discourse back towards the centre — or at least what they define as the centre. … Ahlquist, a Republican... “You’ve got to help the pendulum find the centre,” he says. “That’s the business role.”

Dette centrum og denne konsensus, som virksomhederne nu skal finde, kan fremstilles i følgende matrix fra venstre- til højrefløj, fra uengageret til engageret:

Lex VM i Qatar

Et helt konkret eksempel til inspiration er boykotten af sportsbegivenheden VM i Qatar sidste år. En global sportsbegivenhed farvet af værdikampen mellem øst og vest, ikke mindst om LGBT+-rettigheder. Altså en klassisk woke tematik. 

Hvordan nogle virksomheder løste dette kommunikative og værdimæssige dilemma, kan opfattes som best practice for den fjerde vej. Som jeg skrev på Kforum i den forbindelse:

Her valgte nogle virksomhed at fravælge den officielle fællessening af VM-kampene, men tillod selvorganiseret kampkiggeri. På den måde signaleres, at virksomheden har en kritisk holdning, men tolerant tillader, at medarbejderne har andre holdninger. Styrken ved denne frit valg-model er, at man demokratisk respekterer individets ret til at tage stilling selv. Det giver både plads til dem, som vil se det, og dem, som vil boykotte det. 

Denne demokratiske tilgang er uden tvivl den bedste løsning, fordi det er den mest konsensussøgende løsning. Den simple grund er, at den er woke og politisk på en venlig, inkluderende demokratisk måde. Det er den eneste af mulighederne, hvor selve løsningen og processen er demokratisk og woke i form og udtryk. Her er plads til alle, men værdierne er på plads, uden at det er missionerende. 

Det er den vej, vi skal gå. Samtalen fremmer forståelse. Forståelsen fremmes ikke af fanatisme og vrede.