Venstres æresgarde og det nye lokomotiv

I Venstre findes der et lag af politiske talenter, der pænt venter på deres tur. Spørgsmålet er, hvor længe endnu de gider vente, skriver kommunikationsrådgiver Morten Reimar.
Den gamle æresgarde har valgt Venstres næste formand. Og selvom ingen kunne drømme om at betvivle deres politiske tæft og resultater, kan der ikke herske nogen tvivl om, at der ikke just står ”fremtid” skrevet hen over panderne på dem. Hvis Troels Lund Poulsen ønsker at stabilisere Venstre og genvinde tabte mandater, er det ikke kun land-by-konflikten, han må tage hånd om. Kilde Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Den gamle æresgarde har valgt Venstres næste formand. Og selvom ingen kunne drømme om at betvivle deres politiske tæft og resultater, kan der ikke herske nogen tvivl om, at der ikke just står ”fremtid” skrevet hen over panderne på dem. Hvis Troels Lund Poulsen ønsker at stabilisere Venstre og genvinde tabte mandater, er det ikke kun land-by-konflikten, han må tage hånd om. Kilde Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Morten Reimar, kommunikationsrådgiver

Dårligt havde Jakob Ellemann budt velkommen til sit allersidste pressemøde som formand for Venstre, før partiets magtfulde mænd var i fuld gang med et tronskifte.

Søren Gade, Folketingets formand og tidligere minister, skrev på Facebook, imens Ellemann var ved at tage sin afsked, at han ”stærkt ville opfordre” Troels Lund Poulsen til at stille op som formand. Et par timer senere skrev tidligere statsminister Anders Fogh det samme på sin Facebookprofil, så gik tidligere minister Lars Christian Lilleholt på TV og gav samme besked, og endelig har også tidligere minister og chefstrateg Claus Hjort Frederiksen gjort dette.

Selvom han formelt skal vælges ved Venstres landsmøde d. 18. november, er der nok ingen, der efterhånden tvivler på, at Venstres næste formand hedder Troels Lund Poulsen. Det hele er fint arrangeret af veteranerne med de tungtvejende stemmer.

Det er et hold og en generation, der var helt i front, da Venstre var landets største parti i 00’erne og sad så tungt på magten, at disse dages dårlige målinger må gøre nærmest fysisk ondt at se på. Ikke bare for dem, men også de mange i baglandet, der længes tilbage, selvom de glade VKO-dage efterhånden er længe siden.

Derfor kan de endnu. Men lige bag dem står et stort hold af nye Venstre-talenter klar. De er unge, ambitiøse, har partidisciplin nok til at vente på deres tur, de er rykket hurtigt frem i geledderne og er kun blevet mere sultne af det.

Tirsdag udgav fem af dem bogen ”Må jeg være fri”, hvor de præsenterer deres bud på, hvordan Venstre skal se ud. Spørgsmålet er, hvor længe endnu de gider vente på at se det blive til virkelighed.

De nye talenter

Blandt forfatterne er digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre. Hun blev første gang valgt til Folketinget i 2019 og blev umiddelbart efter udnævnt til SU-ordfører. Det er bare fire år siden, og i dag er hun minister.

Bjerre ikke kommet sovende til noget. Dog handler en del af det også om, at Venstre parallelt med dykket i meningsmålingerne – og her kan man spørge, om det var hønen eller ægget, der kom først – mistede kendte ansigter på stribe: Tommy Ahlers, Britt Bager, Karsten Lauritzen og listen fortsætter. Og det gav plads til nye navne.

Det samme kan siges om en anden af bogens forfattere, nemlig Morten Dahlin, der ligeledes blev valgt ind for fire år siden og har kæmpet sig op fra en post som indfødsretsordfører til politisk ordfører.

Med på bogforsiden har de regionsrådsformanden fra Nordjylland, Mads Duedahl, Christoffer Lilleholt, rådmand i Odense Kommune, og klimaordfører Linea Søgaard-Lidell. Et hold af fem fremadstormende politikere med en gennemsnitsalder under 35 år.

Den generelle tilbagegang kostede for de unge medlemmer

Forfremmelserne af Christiansborg-gruppens unge medlemmer stoppede brat efter folketingsvalget. Og flere af dem, man både i og uden for partiet så et potentiale i, faldt for den generelle tilbagegang for Venstre.

Iben Krog er skoleeksemplet her. Hun er folketingskandidat og har tidligere stiftet tænketanken Frej, der skulle forsøge at kombinere klimahandling med landbrug, og i det større perspektiv forsøge at forene Venstres progressive kræfter med dets rødder. Der var store forventninger til hendes folketingsvalgkamp, og selvom hun ikke blev valgt sidste gang, er forventningerne ikke blevet mindre. 

Så er der Marlene Ambo-Rasmussen, der, imens hun sad i Folketinget, ofte blev nævnt i samme sætning som Bjerre og Dahlin, men ikke blev genvalgt i 2022. Hendes stemmekurve var ellers støt stigende fra valg til valg, men knækkede altså sammen med resten af partiet.

Det er også værd at bemærke et navn, der er gået imod tendensen og rent faktisk har meldt sig ind i Venstre i stedet for ud. Ovenikøbet et kendt navn på de kanter: Marie Brixtofte, datter af tidligere skatteminister og Farum-borgmester Peter Brixtofte. Hun blev ved kommunalvalget i 2021 nummer tre i Gentofte Kommune, en by, hvor det ellers kan virke totalt ligegyldigt at prøve, hvis man ikke er konservativ. Men hun kom ind for Radikale, endda med flere stemmer end partiets spidskandidat, og er siden skiftet til Venstre. Nu har hun overtaget Karen Ellemanns kreds til folketingsvalget.

Det er også værd at holde øje med afgående VU-formand Maria Ladegaard, gruppeformand for Venstre i Slagelse Nikolaj Bjørk Christensen, og Louise Theilade Thomsen i København. Og mange flere. 

Venstres fremtid på spil

Den gamle æresgarde har valgt Venstres næste formand. Og selvom ingen kunne drømme om at betvivle deres politiske tæft og resultater, kan der ikke herske nogen tvivl om, at der ikke just står ”fremtid” skrevet hen over panderne på dem. Uanset hvor meget respekt der er omkring hver enkelt af dem, og hvor meget der bliver lyttet til dem.

Fremtid er der til gengæld rigeligt af i partiet. Og med den fatning, partiet står i, er det helt store spørgsmål, om partiet skal genrejses ved at vende tilbage til udgangspunktet, eller om det er tid til at genopfinde landets ældste parti. 

Og hvis Troels Lund Poulsen ønsker at stabilisere Venstre og genvinde tabte mandater, er det ikke kun land-by-konflikten, han må tage hånd om. Han er også nødt til at få de unge reformatorer til at føle sig inkluderet uden at komme på kant med de gamle ikoner. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også