En kæmpe malplaceret ros for at hente sine børn kl 17
To udtalelser tiltrak min opmærksomhed i denne uge. Begge fra socialdemokrater. Først roste udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek de forældre, der først henter deres børn kl. lidt i 17 i institutionen. De forældre bør være stolte, mener Dybvad Bek. Underforstået: Stolte af, at de arbejder længe i fællesskabets tjeneste. At de så først henter junior, når den sidste pædagog i institutionen er ved at slukke lyset og låse døren, synes mindre væsentligt for Dybvad Bek.

Man kan ikke bare flytte på landet
Siden fulgte Bjørn Brandenborg, partiets retsordfører, med en formaning til de mennesker, der – med en populær vending – står af ræset og flytter på landet. Pegefingeren var løftet så højt, at han må have fået loftsmaling under neglene, da han sagde: “Derfor kan man ikke bare flytte på landet og lave ingenting.”

Begge udtalelser er rundet af samme holdning, som den statsministeren luftede, da hun i en tale advarede mod “dovenskab” og “uvirksomhed”: Borgerne er til for staten – groft sagt. Er jeg den eneste, hvis næsebor mærker en svag duft af hengemt tankegods fra DDR?

Budskabet var sikkert sexet i velfærdsstatens spæde barndom. Men tiden er en anden nu. Og Socialdemokratiets kommunikation rammer kilometer ved siden af tidsånden.

Aldrig har så mange været i arbejde. Aldrig har så mange lidt af stress. Aldrig har så mange ønsket mere tid med deres familie.

Læg hertil, at flere og flere lønmodtagere vægter et meningsfuldt arbejdsliv lige så højt som attraktiv løn.

Så hvorfor kommunikerer S på denne måde? Hvorfor går politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen i flæsket på iværksætteren Martin Buch Thorborg, fordi iværksætteren taler om, at han vil arbejde mindre? Det er, fordi det er nemt. Af to årsager. 

Den populistiske modsætning mellem den arbejdssky millionær og den nedslidte slagteriarbejder
Rabjerg Madsen kan nemlig opstille en populistisk modsætning mellem den arbejdssky millionær og den nedslidte slagteriarbejder. Det er godt konfliktstof, og det elsker de klikbrunstige medier. Danskerne elsker også konfliktstof. Både tilhængere og modstandere kommenterer, deler og liker.

Den politiske ordfører glemmer bare, at man som politiker skal levere løsninger – ikke likes.

Den anden årsag stikker dybere.

Socialdemokratiet går på krigsstien, fordi det er nemmere end at tage det nødvendige livtag med gamle støvede dogmer og stive paroler. Det er også nemmere end at sætte sig ned sammen med erhvervslivet og finde nye løsninger.

Løsninger, der sikrer, at vores velfærdssamfund fortsat kan tilbyde skolegang, hospitalsophold, ældrepleje osv. Socialdemokratiet mangler to ting: 1) idéer, der flugter med den nye tid, 2) ord, der kan sælge idéerne til danskerne. Der er nødt til at ske noget.

Med den nuværende kommunikation er partiet ved at miste kontakten med de kernevælgere, der ikke har glemt det, mange kalder store bededag-tyveriet.

Budskabet om at arbejde mere er et signal om ansvarlighed, og det kan muligvis lokke borgerlige midtervælgere ind i folden. Men det får formentlig de hårdtpuklende sygeplejersker og pædagoger til at løbe skrigende bort.

Bevares. Der er lang tid til næste valg, og Socialdemokratiet har stadig over 20 pct. af vælgerne bag sig. Samtidig er det mere end svært at få øje på et troværdigt regeringsalternativ i oppositionens tågelandskab.

Men S-ledelsen bliver altså nødt til at sætte sig ned og læse nogle flere trivselsundersøgelser. Måske skal de ligefrem gå en tur udenfor og tale med nogle mennesker.

Jeg ved godt, det er besværligt. Man skal både frisere sig og have sko på og alt muligt. Men det er nødvendigt.

Man vinder ikke vælgernes hjerter med 100 år gammel retorik.

Hvis jeg tager fejl, må du kalde mig Stauning.