I denne uge udviklede fænomenet Diez sig til en mediebegivenhed i og uden for kultursektionerne i den danske presse. 

Katherine Diez, tidligere litteraturanmelder på Berlingske og modemagasinet Elle – der helt har slettet alle spor fra influenceren – blev som bekendt fanget i et stormvejr af kritik for at have plagieret indhold på sin Instagramprofil og muligvis også i nogle af sine boganmeldelser, hvilket hun nu undskylder for. Men det var noget helt andet, der over tid har fået fænomenet Diez til at gå viralt. 

For en ting er anklagerne om plagiat, noget andet er, at når samtalen skifter fra plagiat til personangreb, åbner det op for en palet af kritik, der ikke handler så meget om Diez’ virke, men det, hun symboliserer i en tid, hvor den digitale økonomi er på vej ind i et nyt ansvarsparadigme, og hvor onlinebevægelser der call’er privilegieblindhed og perfekthedskultur er blevet mainstream. 

Influencer-fatigue

Der er et tydeligt opgør i forhold til den traditionelle influencerkultur både på samfunds- og individplan. EU arbejder intenst på en lovgivningsramme, der fordrer gennemsigtighed og ansvarlighed og har udviklet et rådgivningstiltag for influencere, hvis de skulle være i tvivl om, hvad det betyder. 

Frankrig er blevet foregangsland, hvad angår regulering af influencerindustrien og slår med en ny lovgivning hårdt ned på dem, der stadig udvinder fortjenester i gråzonerne, bl.a. med forbud mod at reklamere for kosmetisk kirurgi.

I Danmark har Forbrugerrådet Tænk anmeldt otte influencere til Forbrugerombudsmanden: “Der er potentielt tale om brud på markedsføringslovens regler om skjult reklame, aggressiv markedsføring, anvendelse af børn og unge i markedsføringen samt markedsføring af uegnede produkter i forhold til børn og unge,” skriver Forbrugerrådet Tænk

Influencerindustriens fast culture: Hvis Instagram var en arbejdsplads

Influencerindustrien er præget af en form for fast culture, der ligesom fast food og fast fashion ikke er særligt bæredygtig. En konstant jagt på popularitet, uanset om det drejer sig om lipgloss eller litterære værker, så er der en tendens til, at værdien måles i hurtige resultater og overfladisk engagement frem for dybdegående forståelse eller langvarig værdi.

Hvis Instagram var en arbejdsplads, ville Arbejdstilsynet højst sandsynligt ikke være tilfreds med arbejdskulturen. Som influencer står man over for et konstant pres for at skabe indhold, der ikke blot fanger, men også fastholder opmærksomheden i en uophørlig strøm af information. EU’s regulering kommer ikke kun til at ramme den enkelte influencer, men stiller også krav til techvirksomheder om ansvar. 

På Instagram er der en tendens til, at et bestemt æstetisk udtryk foretrækkes, hvilket ofte betyder en poleret og idealiseret fremstilling af virkeligheden. Som whistleblower Francis Haugen siger i BBC-dokumentaren ”The Instagram Effect”, så er det sociale medie Instagram særligt problematisk, fordi det handler om “bodies and social comparison.” 

Deinfluencing-bevægelsen kritiserer influencere

Denne kultur er blevet kaldt toxic og syg af en ny bevægelse, der følger hashtagget #deinfluencing. Som jeg skriver i analysen ”Influencerindustrien er CANCELLED”: 

“Den begyndte som en bevægelse på TikTok, der udfordrede den eksisterende influencerkultur som falsk og ødelæggende for den enkelte social media-brugers psykiske velbefindende. Deinfluencing handler bl.a. om at modstå trangen til at købe produkter, blot fordi de er populære eller anbefales af influencere, og i stedet træffe mere velovervejede og ansvarlige valg.” 

Det er en bevægelse, der står på en ny feminisme, der flirter med antineoliberalismen, men i en form, der stadig giver plads til at bygge en ny forretning, der f.eks. sælger coaching sessions og deinfluencing-produkter. 

Den digitale ungdomskulturs opgør med fast culture og hvid feminisme

Den er en del af en større feminismebølge i den digitale ungdomskultur, hvor “smuk og klog”-argumentet for længst er udvandet. Og hvor det handler om positionalitet.

“Sorry Diez, men din feminisme er forældet. Du er en privilegeret hvid kvinde og verden drejer ikke længere kun om dig.” Sådan skrev en bruger på Reddit for et år siden i en subreddit med titlen: “Diez får begrebet feminisme til at handle om sit udseende – endnu engang”.

En debat, der har fulgt Diez, og som på mange måder også er hendes brand: Man kan godt være både smuk og klog. Men den feminisme, der bl.a. er blevet kaldt “hvid feminisme”, handler ikke så meget om udseende, som om position, magt og ikke mindst at være bevidst om den.

Den er ikke til at komme udenom i en digital kultur, hvor magtkritik og call-out er det, der får informationsstrømmen til at katalysere. I bogen ”White Woman” beskriver Saira Rao og Regina Jackson hvid feminisme som en feminist, der ser alt gennem en kønsoptik – f.eks. kun at se sin egen undertrykkelse som kvinde uden at se sin magt som en hvid kvinde. 

SoMe favoriserer bestemte kroppe

Jeg interviewede de to forfattere i forbindelse med research til et igangværende bogprojekt. De beskrev perfektionismen som en tavshedskultur, der fastholder status quo: “Hvis den hvide kvindelighed var et hus, så er behovet for at være perfekt fundamentet. Det er dette behov for perfektion, der gør det umuligt at engagere sig i antiracismearbejdet”. 

Den evindelige parole, der, ifølge Rao og Jackson, ligger så implicit i SoMe-verdenen: Hvis det bare er perfekt, så har man nøglen til både lykke og succes, ja, til hele ens eksistens. Det handler om at leve op til de udstukne sociale normer på Instagram og følge dem uden at dræbe den gode stemning, for ellers risikerer man at blive straffet af algoritmerne med f.eks. shadowbanning. 

På sociale medier er bestemte kroppe favoriserede og andre kroppe undertrykte, og det er denne uretfærdighed, en ny bølge kæmper imod. Den inkluderer alles kamp om ligestilling, også den sorte kvinde, og peger på, at antiracisme er en del af feminismen. Det handler ikke om individets kamp, men om solidaritet. 

Nyt paradigme: fra blame-game og bashing til tydeligt ansvar

I en digital æra, hvor influencere spiller en stadig større rolle i samfundet, rejser sagen vigtige spørgsmål om ansvar og etik. Men også en diskussion af arbejdsforhold og arbejdskultur. 

Et nyt ansvarsparadigme, der skal gøre op med konsekvenserne ved fast culture og det wild west, der har defineret opmærksomhedsindustriens æra. 

Det gælder også arbejdskultur, for hvordan håndteres sager om plagiat som en personalesag i en digital æra? Hvem har ansvaret for at klæde på evt. ved hjælp af kurser eller lignende? 

Det er spørgsmål, der ikke kan undgås i en nær fremtid med nye lovgivningsrammer, hvor blame-game og bashing er aflyst med tydelig ansvarsfordeling. Og her har både influencere, virksomheder og platforme et ansvar.