I sidste uge kogte Jyllands-Posten, for jeg ved ikke hvilken gang, suppe på den samme pind, idet lederen forargede sig over antallet af og udgifterne til regeringens særlige rådgivere – af mange kaldet for spindoktorer.

Af Timme Bisgaard Munk fornuftigvis forsøgt omdøbt til politikdoktorer i Kforum. 

I JP-lederen hedder det, at når sagen atter tages op, skyldes det, at rådgivernes opgave ikke alene er at forbinde presse og minister eller at give lettere adgang til ministerierne.

Nej, selvfølgelig. Og sådan har det været i snart 25 år, nemlig at ministre kan ansætte en til to medarbejdere, hvor de ikke alene skal tage hensyn til medarbejderens faglige kvalifikationer, men også må ansætte efter politiske hensyn. 

Til gengæld må medarbejderen ikke have beføjelser over for andre embedsmænd, og han/hun skal fratræde sammen med ministeren.

Stor kontrol med særlige rådgivere

Der er i alt 33 særlige rådgivere ansat til regeringens 24 ministre, og det er ganske nøje beskrevet, hvad rådgiverne må, og hvad de ikke må. Ansættelsen af de særlige rådgivere er undergivet helt usædvanligt stor kontrol, blandt andet gennem en detaljeret vejledning fra Økonomistyrelsen.

Skiftende regeringer – uanset partifarver – har besluttet, hvor mange særlige rådgivere der må ansættes. Antallet flugter anbefalingerne i betænkning nr. 1537 fra det udvalg om embedsmænds rådgivning af regeringen og dens ministre, som jeg var medlem af som repræsentant for Dansk Journalistforbund.

Der er blot tale om, at ministre har brug for ganske få medarbejdere, som kan gå lidt længere end almindelige embedsmænd; som kan operere i grænselandet mellem embedsværk og politik i et vakuum, hvor embedsmændene ikke MÅ bevæge sig, og hvor eventuelt partiansatte ikke KAN bevæge sig, fordi det handler om at være helt tæt på ministeren og dennes embedsførelse 24/7.

Irriterer medieledelser

De særlige rådgivere udgør således et bolværk for almindelige embedsmænd, som kan overlade det til rådgiverne at rådgive om politiske – også partipolitiske – anliggender.

Min mistanke er, at JP og de andre klassiske medier, som uvægerligt forarges mindst én gang om året, ønsker at stække de særlige rådgivere, fordi de gør ministrene så dygtige, at de kan svare for sig, når journalisterne går i clinch med dem. Det har nemlig alle dage irriteret medieledelserne, at ministrene har lært sig grundbegreberne i fagligheden kommunikation og strategi.

Hædersmanden Bertel Haarder har også – endnu en gang – i Altinget brokket sig over de særlige rådgivere, som han mener, skal aflønnes af ministrenes parti. Men Haarder er i denne sag håbløst bagefter. 

Ministre skal have få tætte rådgivere

Den særlige rådgiver kan ikke operere fra et parti; det er netop selve ideen, at ministeren kan tage et par betroede, ofte partifæller og kommunikationskyndige, med ind ministeriet og medvirke til, at ministerens politik kommer ud over rampen.

Bertel Haarder mener, at det kan han selv gøre, og det kan man naturligvis ikke afvise. Men det er naivt ikke at tage imod den rådgivning, som alle andre ministre da også for længst har omgivet sig med.

I nutidens politik kan ministre ikke fungere uden at have nogle ganske få medarbejdere, som kan tænke og rådgive politisk. Lær at leve med det JP, og fri os fra den årlige forargelse.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.