Spindoktoriets guldalder var Anders Foghs kontraktpolitik, hvor en beundrende og andægtig presse lyttede til statsministeren, mens han sagde, at der intet var at komme efter. Professionen og potentialet er i dag en svag afglans af dengang, da det gik med den slags mansplaining. Tragikomisk har spindoktorprofessionen dog altid lidt under et dårligt image, på trods af årtiers imageopbygning og Foghs ubetingede succes. Lige lidt har det hjulpet. Professionens blakkede ry ses derfor nu i dag som en lost case i kommunikationsbranchen. En præmis mere end et egentligt problem.

Angrebet på spindoktorerne følger altid sin egen dramaturgi i to akter

Professionens dårlige image følger traditionen tro sin egen dramaturgi. Her er typisk to lavpunkter i mediernes årshjul. Det første er, når den nye regering hyrer sit nye hold af særlige rådgivere. Og det andet lavpunkt er, når en journalist samler op på antallet af dem og ikke mindst deres løn. En løn, som typisk følger en tilsvarende stilling i det private, og som naturligvis er højere, fordi det er en tidsbegrænset ansættelse med lille jobsikkerhed. 

Dette spinnes så imod de stakkels spindoktorer med tabloidvinklen: Regeringen bruger hele xx millioner på spindoktorer. Hvad fanden er meningen? Hvilket bekræfter det dårlige image år efter år helt rituelt. Ikke mindst i disse tider, hvor elitens lukrative stillinger i staten altid vækker folkets vrede. Et banalt og gement rituelt mediespin for at lege kritisk demokrativagthund, som gør vredt og farligt af de onde spindoktorer. 

Hvad nu, hvis partierne betalte for deres eget spin?

I år er der dog en interessant forskel, som gør en forskel, fordi politikeren Bertel Haarder har meldt sig på banen. Han er kommet med ideen om, at partierne selv skal betale for deres mange særlige rådgivere. Dette kunne, ifølge den politiske nestor, en gang for alle løse spindoktorens uklare dubiøse stilling mellem embedsværket og politik, mellem stat og parti. Samtidig adresserer og forløser dette forslag den folkelige vrede over, at vi allesammen skal betale for partipolitisk servicepersonale.

Spinnet om spin

Al den virak om prisen på grisen og jo færre jo bedre er bare spin, som ikke forholder sig til de substantielle muligheder og problemer med særlige rådgivere. Vi skal nemlig væk fra at tale løn og antal og hellere begynde at tale om, hvilken rolle de kan udfylde til at styrke demokratiet og debatten. Egentlig kan jeg tilslutte mig Bertel Haarders idé, hvis partierne er villige til at bruge de penge, som skal til. Det kræver dog også et mentalitetsskift og en ny samtale om de særlige rådgivers rolle og rammer.

Vi skal ikke have færre og billigere spindoktorer, men flere og dyrere med andre opgaver

Spindoktoren fremstilles som demokratiets fjende nr. 1, men potentielt er det stik modsat. De kan være demokratiets vagthund og fødselshjælper, hvis de bruges rigtigt. Hvad der nedladende kaldes spin, propaganda og populisme, er i mange tilfælde det repræsentative demokrati i aktion. Altså almindelige mennesker, som forsøger at få deres politiske drømme udmøntet gennem de folkevalgte på en måde, de forstår og ønsker. 

Tænk blot på den røde energipolitik og den blå indvandrerpolitik, som først blev udskældt for at være populisme og ekstremisme, men nu i begge tilfælde er konsensus og landets politik. Her spiller spindoktoren en vigtig rolle som hjælper og oversætter. Den rolle kræver penge og personale. I dag er de særlige rådgivere for få og ender derfor som fortravlede telefonpassere presset af al for meget pressehåndtering. Her burde vi kigge til søsterlandet 

Sverige, hvor de forskellige ministre har et større politisk kabinet under sig. Altså en hær af ”spindoktorer”. Disse mange politisk udnævnte rådgiver fungerer som en effektiv taskforce til at få embedsværket og genstridige departementschefer til at gøre det, som folket ønsker, politikere skal gøre til lov. Altså en vigtig brik til at sikre, at politikeren har magten over embedsmændene, ikke omvendt.

Barbara er ikke bare bims og bossy

Hele miseren med Barbara Bertelsens fuck you-attitude og magtfuldkommenhed udspringer nemlig af desperate ministres desperate ønske om at have en sådan loyal taskforce til rådighed. I mangel af bedre bliver hun så sat i rollen som politisk pitbullterrier, men dette job burde tilfalde et 100 pct. politisk udnævnt og betalt kabinet efter svensk forbillede. Gevinsten ville være en mere klar rollefordeling til glæde for alle. Ja, Bertel Haarders forslag ville sikre, at vi aldrig får et Barbarba Bertelsen-problem igen. Barbara er altså ikke bims og bossy, hun har bare påtaget sig en politisk rolle og opgave, som med rette ikke burde tilhøre hende. Det burde tilhøre et kabinet.

Den demokratiske samtale om spindoktorens rolle og ramme skal være klogere og mindre klichepræget

Det er dog ikke kun økonomien og rollen, der skal på plads. Det er på sin plads, at vi begynder at tale mere begavet og nuanceret om, hvilken rolle spindoktoren spiller i den politiske offentlighed. Debatten er præget af forsimplede modsætninger, karikerede roller og konspirationsteorier.

Det er plat prygelknaberi

Sjovt nok er spindoktoren prygelknabe for alt, hvad der er galt med dansk politik, mens det er gået grueligt galt for landets politikere i de seneste år. Tænk blot på minksagen, FE-sagen og aflytningsskandalen og så videre. Alle eksempler på magtmisbrug og manipulation. Den slags unoder er tydeligvis ikke en spindoktorspecialitet, men en hverdagsret i den politiske klasse, fra højre til venstre. 

Den skarpe skelnen mellem politisk substans og spindoktori er derfor dels en kliché og dels et kollaps. En kliché, som kan spores tilbage til opgøret med sofisterne i antikken. En forenklet modstilling af farlig, forførende form versus faglig fakta. Det er og bliver en fiktion i sin forsimpling og en gammel græsk fantasi.

Spindoktor er jo blot et andet ord for politikdoktor

Pointen er, at politik alle dage har været spin, og politikere alle dage som metaspin har villet være antispin. Nissen flytter dog med, for spin er den skygge, politikken aldrig kan løbe fra. Det er netop derfor, spindoktoren bliver en kærkommen projektion og psykologisk drøm om at få skyggen til at forsvinde ved at pege fingre af rådgiverrollen. Det er unfair. 

For med den engelske politiker Chamberlains ord: “All political lives, unless they are cut off in midstream at a happy juncture, end in failure, because that is the nature of politics and of human affairs.”

Ingen tror længere på trylledoktorens mirakelspins mediemedicin

I samtidens skuespillersamfund er vi alle vores egen og hinandens spindoktorer og influencere. Skelnen mellem spin og substans er derfor kollapset i mediering af politik og samfund. Her følger formen funktionen, og personen er det politiske budskab. Endelig er der kommet en langt mere realistisk opfattelse af spindoktorens rolle og indflydelse. Ingen tror længere på trylledoktorens mirakelspinsmediemedicin, og fortidens hype virker både dum og urealistisk nu. 

Altså, hetzen mod spindoktorer er en totalt overrated frygt og hysterisk medieand. Røverhistorien om de onde spindoktorer lever dog videre i folkedybet, og her har vi k-folk en vigtig opgave. Vi skal ikke se spindoktorens blakkede image som en lost case, men en misforståelse, som bør og kan rettes. Det kræver blot, at spindoktoren som fag og formål bliver spundet på ny.

Hvad med et navneskifte til politikdoktor? En profession, som hjælper politikerne til at få realiseret deres politik med folkeligt mandat på trods af embedsværkets sygdomme og syge modvilje. Hvad samme embedsmænd naturligvis blot ser som Kforums spindoktorspin mod dem og deres arbejde. Det er tydeligvis svært for os alle at komme ud af spindoktoriets spejlkabinet og projektioner. Hvad der blot gør det så meget vigtigere.

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.